Jens Raahauge
Blog
Hjertesprog i Babelshus. 4
Fra kurset "I skole med Grundtvig" fik en workshop om hjertesprog i vores nutidige kontekst afsat tanker i mig i mange retninger. Dem vil jeg prøve at komme rundt om; her noget om at skærpe sit gehør for modersmål
Hjertesprog i Babelshus var titlen på den workshop, som Allaa Al-Naqach, Alexander von Oettingen og jeg skulle stå for, så flere hjertesprog var i spil, arabisk, tysk og dansk.
En af pointerne var, at alles modersmål er hjertesprog, hvis man da oplever at have opnået et modersmål, der kan give tilknytning til et fællesskab. Hen over vores samtaler stod Allaas fars formaninger til sin søn om at lære sit modersmål og sit nye sprog til perfektion, så han ikke skulle opleve samme ydmygelser som faren, da han mistede sine sproglige muligheder som flygtning, ligesom Alexanders oplevelser af at være frataget et ordentligt dansk sprog, fordi hans mor var blevet presset til at tale (dårligt) tysk med ham, fordi de boede i Tyskland.
Vi havde som afsæt Grundtvigs tale om modersmålet, som binder folket sammen. Hans tanker blev tænkt i en tid, hvor kongedømmet var præget af krigsrummel, ikke mindst i hertugdømmerne, og hvor sprogtesen fik en særlig dimension, da nederlag i krigen betød, at kongedømmet mistede halvdelen af sine sprog og blev et af verdens få ensprogede lande. Det gav god mening at tale om en samklang mellem sprog og folk.
Siden da har mange fremmede modersmål fået til huse i Danmark; ikke sådan at det truer det danske sprog, den trussel kommer snarere fra den angelsaksiske kulturdominans. Men mangfoldigheden forstyrrer vores lydbillede af at være den folkelige enhed, som vi måske aldrig har været, jævnfør den aktive normkamp imod dialekterne.
Det, der er tankevækkende, er, at det skorter på en anerkendelse af, at alle modersmål er hjertesprog, og hvis vi agerer som tysklæreren gjorde over for Alexanders mor, så skaber vi følelser af utilstrækkelighed, som måske spiller ind i den aktuelle debat om sprogskam og karaktergab med dansk- og tosprogede.
Og som et indskud er det på sin plads at nævne, at langt hovedparten af dem, der er kommet hertil som fremmedarbejdere, indvanrere eller flygtninge, lever et normalt og integreret liv. De egentlige mønsterbrydere er altså det utilpassede mindretal, som mestendels lever i socialt belastede områder, akkurat som ufaglærte arbejdere gjorde tidligere. Det er en debat værd, om utilpassetheden primært har et socialt, kulturelt eller sprogligt ansigt.
Udskamning og os-og-dem-tale har sjældent skabt fremdrift for nogen af parterne. Men desværre er en udvikling i den retning påfaldende. Fx er begrebene 'befolkningen' og 'borgerne' i politisk og journalistisk tale afløst af ordet 'danskerne', hvilket forekommer at være ekskluderende.
I workshoppen hørte vi Allaa tale arabisk, og i vores ører kan sproget forekomme hårdt, og han kunne da også berette, at mange dansksprogede spørger, om der er tale om et skænderi, når de hører arabisksprogede tale sammen. Men nej, sproget har en ganske anden sprogtone med strubelyde og karakteristisk konsonantudtale. Ved en sammenligning bliver det tydeligt, at dansk er vanskeligt at lære, fordi vi har et af verdens mest vokaliserede sprog. Faktisk er det, der kommer ud af munden på os i daglig tale, nærmest at ligne ved en sammenhængende lydpølse uden særlige ordkendetegn. Vores modersmål er altså vanskeligt at lære for udlændinge, men også for danske børn. Nogle forskere ser en sammenhæng mellem vores vokaliserede mumlesprog og det forhold, at danske børn lærer at tale og læse senere end børn, der har andre modersmål.
Derfor kan det at høre et distinkt fremmedsprog forhåbentlig motivere til, at vi vil gøre os umage på mindst to områder: kræve tydelig tale ved fremlæggelser, fordi det sagte skal kunne forstås af mange, og dyrke oplæsning både i skolen og hjemme, fordi skriftsproget er et partitur, der presser oplæseren til at nedsætte hastigheden og øge tydeligheden. Det er ikke tilfældigt, at Allaa og ældre færinger taler tydeligere, end vi selv gør flest, fordi de har lært sproget via skriftsproget.
Et andet kendetegn ved vores modersmål, som lod sig se i workshoppen, var Alexanders påpegning af, at det er vanskeligt at overføre tysk fagsprog til dansk, fordi tysk betjener sig af flere distinktioner, akkurat som engelsk også gør; det er blot andre distinktioner. Men dansk er et relativt ordfattigt sprog sammenlignet med de store kultursprog. Til gengæld har vi mange ord, der kan have mange betydninger, hvilket giver os et væld af associationsmuligheder, som andre sprog måske ikke har.
Så i en sammenligning af sprogene må spørgsmålet være, hvordan vi kan bevare vores kreative muligheder uden at blive en sproglig brakmark, hvori andre sprog kan så ugræs.
Et eksempel: Vi har ordet 'undervisning', som på dansk kan betyde at vise det, der ligger under, men helt unikt også at vise undere, som Johannes Møllehave pegede på. Til gengæld har vi ikke noget ord for det eleverne lærer; vi har spurgt om, hvad eleverne har lavet i skolen. Derfor har vi fået det grimme ord 'læring' - og ikke nok med at det har slået rod, det har taget styringen, så underne må ligge underdrejet.
Vi skal værne om vores modersmål som det hjertesprog, det er, og anerkende, at andre med andre sprog har samme forhold til deres modersmål.
Ved at gå i sproglig dialog kan vi tilmed få næring til at styrke vores eget modersmål. Og vi kan få bedre ører, så det igen bliver forbundet med status at lære andre fremmedsprog end engelsk.
