Jens Raahauge

Blog

Lyt til sproget. 1. Sandhedsforstyrrer.

Alle steder, hvor der er interesser på spil, kan sproget afsløre spillernes interesser. Lyt - og funder!

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For tiden kan vi næsten dagligt følge arbejdet i den instrukskommission, som er nedsat for at undersøge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs ageren i sagen om adskillelse af asylsøgende ægtepar, hvoraf den ene var mindreårig. Afhøringerne giver i sig selv et interessant indblik i forholdet mellem minister, folketing og embedsværk, så der er godt undervisningsstof at hente til samfundsfag. Men her vil jeg blot pege på et par sproglige "finurligheder".

Det flertal, som er bag instrukskommissionen og store dele af pressen har givet kommissionen "kælenavnet": lovbrudskommissionen, fordi de bygger på den opfattelse, at ministeren gav Udlændingestyrelsen en ulovlig instruks at handle ud fra. Derfor er opdraget da også klart formuleret: at undersøge lovligheden af den daværende ministers ageren.

Men den tidligere minister selv og mange af hendes supportere (ikke mindst fra partiet Ny Borgerlige) har omdøbt kommissionen  - ikke med et egentligt kælenavn, men med en nydannelse, som man normalt tilskriver numerolog - barnebrudskommssionen, fordi Støjbergs begrundelse hele tiden har været at beskytte de asylsøgende, mindreårige piger, som levede i parforhold med ældre mænd. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Og se, dette er en sproglig finte af den mere raffinerede slags, en finte, som ikke er ualmindelig i politik: find et godt ord, som får folk til at sluge kameler. Tænk blot på, hvor ofte 'ny skat' bliver til 'bidrag' og 'forringelser' får navn af 'reform'.

Mens stort set alle her i landet er imod barnebrude, har kommissionen slet ikke i sit opdrag at skulle vurdere dette aspekt. Derfor handler det om lovbrud og ikke barnebrud, men begge begreber er ladede, så hvorfor ikke blot bruge det officielle begreb 'instrukskommissionen'? Måske fordi det er så djævelsk neutralt - og kun følelser sælger.

Af de to uofficielle betegnelser må Støjbergs barnebrudskommission siges at være længst fra instrukskommissionens opdrag, men det er politisk slagkraftigt, fordi det er mere følelsesladet og flytter fokus.

Derfor er det en sjov tilfældighed, at Politikens At Tænke Sig helt fra Støjbergs tiltræden som minister har omdøbt hende til 'Inger Støjsender'. 

En støjsender skal forstyrre spredningen af modstandernes budskaber, og det får mig til at erindre en hændelse, hvor en filosofistuderende i Prag havde lært sig selv dansk ved at studere sit forbillede, Søren A. Kierkegaard, på originalsproget. Han tjente til studierne ved at optræde som rundviser for danske turister, og hans sprog var betagende, fordi han ud fra Kierkegaards vokabularium konstruerede ord, der skulle dække fænomener, som han manglede danske gloser for. Således udpegede han en 'kommunistisk sandhedsforstyrrer', hvilket var en støjsender. Og begrebet sandhedsforstyrrer er måske mere retvisende, når vi kigger på nysprog (bidrag, reform) og på emotionel fernisering af virkeligheden (barnebrudskommission)?!    

ps. illustrationen er et uddrag af en skitse af en tysk støjsender ved Islev, fundet i Stockholmarkivet/Rigsarkivet, og gengivet i Dines Bogøs beretning: https://www.din-bog.dk/1940-1945/Region_6/Sabotage/Islev_Stoejsender/Beretning/ 

Powered by Labrador CMS