Jens Raahauge

Blog

Beliggenhed, beliggenhed...

Efter en tur rundt på Læringsfestival 2020 i BellaCenter er det nærliggende at se en messeopbygningen som en parallel til vilkårene for materialevalg i skolen.b

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På årets læringsfestival i BellaCenter havde jeg i går fået den tjans at tage Dansklærerforeningens formiddagsvagt på stand 192, hvor man kan møde de faglige foreninger. Her stod vi så og repræsenterede børnehaveklassepædagoger, sprogene, billedkunsten, madkunsten, humaniora, naturvidenskaben og de pædagogiske læringscentre - hele spektret. Men det blev en ret stille formiddag på kontoret, for i modsætning til i virkeligheden, var vendte de faglige foreningers stand ryggen til de besøgende. Og man skulle holde sig på den grønne måtte, der var betalt for, så det var ikke tilladt at lave blikfang ved at dreje de medbragte rulleop-bannere.

Jeg fik understreget det gamle ejendomsmæglermantra: beliggenhed, beliggenhed. Og det præger i det hele taget en sådan messe: De store og rige fylder de centralepladser ud. Det får mig til at tænke på den store poet Peter Poulsens digt om byplanlægning, som citeret efter hukommelsen lyder: De har nedlagt alle stoppestederne undtaget et, som til gengæld ligger centralt.

Sådan altså også i messehallen. Der er meget at se på i centrum, men det er i brokvartererne livet folder sig ud. Gentofte mangler måske, selv om området med magthaverne fra Uvm. og kommunerne har træk deraf.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Men tilbage til messens brokvarterer. Her løb man ind i mange af de skæve og inspirerende mennesker, som har fordybet sig et specifikt område, og som i mange tilfælde er båret af et sjældent engagement. Her går man ofte opløftet videre, selv om der også er stande, hvor man undrende tænker om der virkelig er et marked for det, der tilbydes her.

På min vej traf jeg på Folkeskolens stand, hvor der virkelig blev slået et slag for de faglige netværk på folkeskolen.dk. Længere inde på festivalen støte jeg på andre specifikke fagforlag; GO, Matematiklærerne, Dansklærerforeningen m.fl.

Videre løb jeg på nogle ngo'er af den slags, som kan tilføre undervisningen en portion autenticitet, fx to kvinder som promoverede et undervisningsmateriale om livet i Nepal, www.anjaliogvikram.dk. Red Barnet, UNICEF og Amnesty tilbød sig i samme sfære.

Og så bliver jeg så glad, når jeg løber ind i de engagerede mennesker fra Ree Park Safari. En af de geparder, hvis acceleration jeg for et par år siden stod i parken og beundrede, var åbenbart død. I hvert fald sad der en udstoppet en, som på en prik lignede den, jeg så. Og så havde de kranier med og andet godt. Men Ree Park skal opleves i virkeligheden, og ikke bare på en messe.

Jeg løb ind i Flemming Møldrup fra abc-forlaget. Han holder fanen højt med både gedigen letlæsningslitteratur og skønlitteratur, der er værd at få øjne i. Og så har han bogen om maleren Bruegel, som Thomas Winding med et forunderlige efterord har til en nøgle til billedlæsning. I samme boldgade traf jeg Hugin fra Forlaget Torgard, som udgiver litteratur fra Færøerne og omliggende beboelser i Atlanten. Endelig skal jeg ikke glemme vores egne børnelitteraturforkæmpere, der var til stede med deres projekt gratisbørnebøger.dk

For at blive ved sproget og læsning, så var den læsepædagogiske kæmpe, Lis Pøhler, til festival med sine gedigne frilæsningsmaterialer. Ikke langt derfra fandt jeg Lise Bostrup fra Den danske Sprogkreds, som netop har suppleret bogen Med Ja-hatten på, så de danske idiomtiske vendinger nu kan komme til spil på flere måder. 

Og endelig overraskelsen. McDonalds, som indtil nu har udleveret 600.000 børnebøger som læsetilskud til deres Happy Meal. Dette initiativ er blevet evalueret, og en hurtig skimning af rapporten tyder på, at mange børn, som ellers aldrig frivilligt har læst i en bog, har slugt de her små dinobøger. Så det vil jeg vende tilbage til, når jeg får tygget lidt mere på rapporten.

Se, det var en eftermiddagstur rundt på læringsfestivalen. Og med de indtryk, jeg har fået, står det mig klart, at det kan give skolen og undervisningen et kvalitativt spring fremad, hvis indkøb af undervisningsmidler igen bliver et anliggende for lærerne, som kan finde det værdifulde og livgivende i branchens brokvarterer, men de centrale indkøbere fortrinsvis shopper rundt i centrum.