Jens Raahauge
Blog
Sprog smitter
En superalgoritme har afdækket hadefuld tale i facebooks kommentarspor og oplistet, hvem yndlingsofrene er. Det må da mane til eftertanke.
Vi kender det jo godt, det at groft sprog smitter. Da jeg i starten af mit lærerarbejde fik ansvaret for undervisningen af en gruppe drenge, der havde et særdeles kraftfuldt sprog, blev jeg en dag foreholdt, at jeg aelv var begyndt at anvende et sprog, som ikke var ganske stuerent. Og ups, det var på tide at koble bevidstheden på.
Jeg kom til at tænke på hændelsen, da jeg læste, at der nu er udviklet en superalgoritme, der kan afdække hadefuld tale i de sociale mediers kommentarspor samt udpege "ofrene".
Det er interessant at se, at de personer, der lægger arena til flest hadefulde kommentarer, er politikere, og at "ofrene" i alle tilfælde er det muslimske mindretal.
Listen afslører også, hvad der er algoritmens svaghed: at den nok afslører det hadefulde, men ikke hadets retning.
Top 3 på listen er alle fra Dansk Folkepartis top, og hadet er ganske rigtigt rettet imod muslimer.
Nummer 4 på listen er Sikandar Siddique fra partiet Frie Grønne, og her er hadet rettet imod arenaens muslimske ejermand.
På de næste pladser finder Nye Borgerlige, DF, Støjberg og Khader og længere nede et par socialdemokrater: Lars Aslan Rasmussen og Rasmus Stoklund.
For mig at se tegner afdækningen et billede af en konsekvent italesættelse af en nedgøring af et religiøst mindretal, hvoraf langt hovedparten er integreret i det danske samfund og lever et lovlydigt liv.
Afdækningen tyder på, at en dansk racisme er vokset op i ly af vores frihed til at ytre os. Men vi må huske, at slam har det bedst, hvor der i forvejen er forurenet. Derfor fortæller tonen i kommentarsporene også noget om den, der lægger arena til.
Prøv at erstatte 'muslim' med hans semittiske fætter 'jøde', og alle kommentarerne var blevet kraftigt fordømt.
Det er tonen i debatten, der får en mand til at overfuse en fredelig muslimsk familie, der er på strandtur.
Vi bliver nødt til at forholde os til dette i en erkendelse af, at sprog smitter. Det sætter rammer for, hvad det er acceptabelt at sige. Og i sidste ende, hvad det er acceptabelt at gøre.
