Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

At slippe en halv vind

Formanden for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har bedt om at blive taget med på råd, hvis den litterære kanon skal revideres. Og undervisningsministeren svarer med en halv vind.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Måske belært af erfaringen har Katja Gottlieb, formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, sendt et brev til undervisningsministeren, hvori hun beder om at blive inddraget, hvis den litterære kanon skal revideres. Henvendelsen sker i slipstrømmen af den debat, som især ungdomsuddannelserne har rejst omkring den eksisterende kanons mandedominans.

Ministeren har svaret, at hun ”ønsker at holde fast i kanonlisten og den indhold”. Begrundelsen er, at kanonudvalget i 2004 fremlagde et forslag til en dansk litteraturkanon, med forfattere, der ”var særligt vigtige og udviklende for eleverne at få med i bagagen”.

Men se, det er jo ikke rigtigt. Eller også blæser der halve vinde i ministeriet, så kun dele af virkeligheden når frem. Kanonudvalget, som jeg var medlem af, foreslog at gøre en stribe forfattere (og folkeviserne) obligatoriske, så de kunne læses i såvel grundskolen som gymnasiet. Det var altså en liste, der blev begrundet i såvel sammenhæng i uddannelsessystemet som i litterær betydning. Ved siden af var to anbefalingslister til hhv. grundskolen og gymnasiet. Og flere af de forfattere, der optræder på de frivillige lister, er nok vigtigere og mere udviklende for eleverne i de berørte skoleformer, end de obligatoriske er, netop fordi de i indhold svarer til læsernes alderstrin.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Det vidste man måske godt i ministeriet, for ved den såkaldte reform i 2013 blev kanonlisten for grundskolen ændret i ministeriets mulm og mørke, og formelt set sendt i høring som et bilag inde blandt de hundredvis af mål, så ingen opdagede ændringen, før det var for sent. Rifbjerg og Martin A. blev skiftet ud med Ibsen og Tove D. – i grundskolen, men ikke i gymnasiet. Ministeriet underminerede hermed selv kanonudvalgets hovedpointe om en fællesliste, der skulle sikre sammenhæng i uddannelsessystemet, for der eksisterer nu ikke én, men to kanonlister.

Og hvad der er mere barokt, så blev Astrid Lindgren og Thorbjørn Egner føjet til den frivillige liste!! Ordet nordisk er ganske vist nævnt parentetisk af kanonudvalget, fordi Holberg er med på den fælles, sagaerne og Ibsen er med på gymnasielisten og Wessel på folkeskolelisten, altså fra perioder hvor Island og Norge ikke var selvstændige riger.

Ministeren skriver i sit brev til Dansklærerforeningens Folkeskolesektions formand, at ”relevante fagpersoner naturligvis [vil] blive inddraget ligesom de blev ved udarbejdelsen af den nuværende kanon”, hvis der foretages ændringer. Det skete sandsynligvis ved udarbejdelsen af den nuværende kanon, som altså ikke er identisk med den kanonliste, som kanonudvalget i 2004 fremlagde. Men det skete med mørkelygten tændt. Hvem var inddraget? Så måske kunne formandens brev læses som et ønske om en åbenhed – i det mindste.

Det giver ministeren ikke svar på, men påpeger – ret arrogant, når man tænker på, hvem modtageren er – at dansklærere har mulighed for at ”inddrage andre relevante tekster fra periodens forfattere, der ikke indgår i kanonen”.

Som medlem af kanonudvalget af 2004 vil jeg bekende mig til den holdning, at det væsentligste ved en kanon er, at den sætter litteraturen til debat. Men det skal være en bred debat med inddragelse af fagfæller, og ikke en embedsmandsøvelse. Som støtte for min holdning vil jeg foreslå, at man læser ss. 443-449* i Irene Vallejos Evigheden i et siv. Historien om bogen. Her fortælles der om betydningen af kanon og af de frugtbare oprør, som kanoner kan sætte i gang. I øvrigt er denne bog selv den bedst tænkelige reklame for bogen som medium; den bedste jeg har læst siden 1985!

*Ordet kanon er i øvrigt afledt af det græske ord for ”et opret rør”, Østens kæmpetagrør, der kan modstå storme, men som ikke tager sig smukke ud i halve vinde.     

Powered by Labrador CMS