Jens Raahauge
Blog
Støvets år
Undervisningsministeren bøjer sig i støvet for lærernes indsats. Men hvad er det med det støv. Har det lagt sig - og oven på hvad? Et af corona-rådene lyder på ordentlig rengøring!
Støvets år er en talemåde, der markerer 70 årsalderen. Den tilskrives Grundtvig, som har ladet sig inspirere af Biblen, hvor Moses taler om, at vi er skabt af støv. I nogle gamle bibleoversættelser siger man, at vi er støv og skal blive til støv igen. Og det er blandt andet af hensyn til sådan nogle som mig, der har nået støvets udsatte år, at samfundet er coronalukket. Så helt egoistisk: Tak for det.
Men der er så meget andet end os gamle og udsatte, der bliver til støv. Og der er noget særligt ved støv, for det stammer fra noget, og det kan dække over noget.
På Moesgaard Museum har de for tiden en fin udstilling om de to byer, der blev tilintetgjort af vulkanen Vesuvs udbrud i år 79 e. Kr. En af verdens største naturkatastrofer har under støv og lava givet os mulighed for at få et indblik i livet i to romerske byer.
Støvet kan således gemme det, det lægger sig over, hvilket gør det interessant at grave og udforske.
Men støvet fortæller også noget i sig selv. Hvad er det, det består af? Nogle af bestanddelene kan gør mange syge af allergi, og nogle fortæller om det, som livet og luften har bragt hid. I disse coronatider bliver det pointeret, at daglig rengøring er et must, fordi støvet, der har lagt sig, så nemt hvirveles op og sreder gamle dårligdomme.
Derfor er det interessant, at undervisningsministeren bøjer sig i støvet for lærernes indsats. For hvad er det for noget støv, der gemmer sig i hendes ministerium? Er det støvet fra et overgreb på dem, der nu yder en fornem indsats trods dette? Er det støvet fra et brud med den demokratiske skoles undervisningstradition? Eller der det støvet fra en floskel, som ikke tilskrives nogen betydning?
Coronanedlukningen vil ændre vores dagligdag, spår alle. men i hvilken retning? Allerede i 1998 (11. januar i Politiken) fortalte den franske filosof den danske offentlighed om den forringelse af kvalitet til fordel for kvantitet, som kendetegner vores civilisation, fordi den er domineret af økonomisk logik. Det er konkurrencestatens globale logik, hvor han som et alternativ ser et verdensforbund, der bygger på en erkendelse af, at vi alle er verdensborgere. Den ensidige instrumentelle og økonomiske tilgang skaber flere problemer end den løser. Vi må finde et alternativ. Hvis ikke, går det os, som det gik med fx den romerske civilisation, som manglede evnen til radikal fornyelse.
Men ligger det lige om hjørnet? Har coronakrisen givet os ny bevidsthed, eller vil den føre til en udhuling af demokratiet i nødvendighedens navn, fordi vi teknologisk nu kan så hulens meget?
Verdensborgeren ved, at mennesket skal have noget at leve af og noget at leve for. Men når en socialdemokratisk kulturminister mener, at situationen er for alvorlig til at tale om kultur, så bygger hun et monument over, at socialdemokratiet har afskrevet humaniteten. Det er jo nu, vi alle har brug for kultur, noget at leve for. Men hendes afskrivning understøttes af statsministerens brug af termen samfundssind - vi skal gøre noget for samfundets skyld - i stedet for solidaritet - vi skal gøre noget for hinanden.
Derfor er det store spørgsmål, som trænger til at blive støvet af: Har coronakrisen gjort socialdemokratiet og andre politikere, som engang hyldede menneskeligheden, klogere på nye krav til og muligheder for demokratisk udfoldelse, eller har de fået smag for den topstyrede magts sødme?
Vi lærere, som undervisningsministeren kan se, når hun får tørret støvet af brillerne, må insistere på at få afsøgt en ny, demokratisk baseret undervisningsskoles muligheder, så folkeskolen kan opstå af støvet fra smaltænkernes læringsfilosofier.
Men i første omgang er det mindste, vi kan gøre, at takke hende for at have bøjet sig så dybt og rejst sig så hurtigt, at støvet hvirvlede op!
