Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Et kig på vores teknokrop
Fuglsang Kunstmuseum på Lolland viser en tankeigangsættende udstilling, som slutter den 17.09., men om ikke andet kan bogen købes. 6. oktober kommer udstillingen til Herning
Sygdommen dukkede "op i den højre arm og bredte sig hastigt helt op til skulderen, hvad lægerne bad mig om ikke at tage alt for tungt på, for også arme og ben lå inden for protesekunstens muligheder at fremstille bedre ens naturen, og snar var jeg da udstyret ikke blot med én, men med to kunstige arme, som var mig til udmærket nytte." Citatet er fra Peter Seebergs novelle Patienten fra novellesamlingen Eftersøgningen (Arena 1964).
Inspirationen til genlæsning af denne tekst fik jeg, da min kone og jeg for nylig besøgte Fuglsang Kunstmuseum ved Nysted, Lolland. Ud over deres faste samling viste de en særudstilling, som desværre slutter nu den 17. september, om Teknokroppen. Her giver 8 kvindelige kunstnere hver deres bud på en mulig vinkel at anskue det moderne menneskes afhængighed af og interageren med den teknologi, som påvirker os fra det helt store og helt ind i dagligdagen fx via vores afhængighed af mibiltelefonen.
Jeg vil blot nævne to af de scenarier, som fik mig til at gå i grubletilstand.
Marie Munk har skabt et rum, cable-to cradle, hvor ledninger, der er udformet som navlestrenge, fører ned til otte eksterne livmødre eller kuvøser, som pulser af begyndende liv.
Og Arvida Byström viser en film, hvor hun spiller op til og sammen med en AI-skabt sexdukkeagtig kopi af sig selv. Filmen slutter med, at kunstnere bærer kopien, som har fået hovedet afmonteret, mens det løse hoved formulerer en morale - måske på vegne af kunstneren, der står med udtryksløst ansigt.
Det var en tankerystende udstilling. En ældre herre, som vi mødte i en af salene, fortalte, at han ofte kom på museet, og at de som regel havde smukke udstillinger!
Der er til udstillingen udgivet en fin bog, som kan købes på kunstmuseet. Og den vil kunne berige klassens diskussioner om vores omgang med teknologi - fra det hverdagsagtige til det helt livsomkalfatrende.
Og tænk, at Peter Seeberg allerede i 1964 lod os ane mulighederne og galskaben!
NB: Teknokroppen rejser videre til HEART – Herning Museum of Contemporary Art, hvor udstillingen åbner 6. oktober 2023.