Læs mere fra bloggen: Jens Raahauge
Blog
Jeg kører på døde pattegrise
Hvad var det dog, der skete?
Offentliggjort
Sidst opdateret
I går fik jeg en lille decembergave, Mathilde Walter Clarks bog Hvordan man laver dyr; et essay som efter endt læsning har fået det til at vende sig i mig af væmmelse over det, der er sket på overgangen mellem bondegårdslandbrug og industrilandbrug.
Det anede mig, hvad jeg skrev om i en tidligere blog, hvori jeg også laverede en sang som alternativ til den romantiserende børnesang om Jens Hansen bondegård: https://blog.folkeskolen.dk/blog-dansk-dansk-indskoling/find-balancen-mellem-dystopi-og- livsmod/4737288
Men der er altså forskel på at have noget på fornemmelsen, og så få det præsenteret overbevisende og dokumenteret. Jeg er nu klar over, at når jeg sætter mig bag rattet i min bil, så kører jeg på et brændstof, der er gjort 'grønnere' ved hjælp af nogle af de flere end 20.000 pattegrise, som hver dag dør i den danske svineindustri.
Mathilde Walter Clark har endevendt rapporter, artikler, materialer fra Landbrug & Fødevarer og meget andet, interviewet centrale aktører og søgt at lave feltarbejde i det omfang hun ikke blev forhindret af landbrugets interessenter.
Hun bliver tændt af en historie, hvor en producent har sluppet sine svin ud på marken, men de vokser ikke nok, så han fører den tilbage til stalden. Men en af de drægtige søer bryder ud af stalden og forsvinder. Den bliver senere fundet i en majsmark, hvor den har bygget rede til sig og sine smågrise. Det er svinets natur, og hvordan bygger man rede på et betongulv?
De faktiske forhold er slemme nok i sig selv, men det, der gør det hele så håbløst, er det sprog, som producenterne anvender. Dyrene er reduceret til profitable vækstenheder. Selv i døden, hvor ligene indsamles for at blive forarbejdede til biobrændstof, som blandes i blandt andet den benzin, vi bruger, for at nedsætte CO2-udslippet.
De forarbejdede millioner af døde dyr indgår i industrilandbrugets bidrag til opfyldelsen af vores klimamål! Og forarbejderen betegner de døde dyr som en stabil forsyningskilde.
Så, når vi underviser i samfundsfag, i biologi, i sang og musik, i matematik og i dansk, så vid, at Danmark ikke er et landbrugsland, men et samfund med et industrilandbrug, hvor dyrevelfærd er et ord i markedsføringen, akkurat som andre ulykker antager form af positive formuleringer.
Jeg er vokset op på landet, og som barn af en dyrlæge har jeg haft min gang i utallige stalde. Og nu må jeg spørge: Hvordan har det kunnet ske? Og hvorfor tillader vi, at de faktiske forhold i dyreindustrien går under mediernes radar?
Måske fordi de lever højt på det, der var engang, og gør det ved hjælp af ekstremt dygtige kommunikationsfolk og lobbyinster.
Og så slår den tanke mig, at det der er sket i overgangen fra den overskuelige besætning til industribruget, og som har krævet en sproglig "fornyelse", hvor folk fjernt fra dyrene har udviklet et markeds- og statistiksprog på en måde, så det er sivet ganske langt ned i systemet, at det måske også har set dagens lys i skoleverdenen efter reformen. Vi ved, at arbejdet med testresultater, som svarer til landbrugets vækstsnak, når helt ind i samarbejdet mellem ledelse, vejledere og undervisere.
Men det er min fornemmelse, at det menneskelige ansigt fortsat præger sproget blandt undervisere og pædagoger i det daglige. Men udviklingen i Landbrug & Fødevarer kunne tyde på, at vi bør være på vagt, hvis vi vil den demokratisk og alment dannende folkeskole.
Læring & Fremdriftsfarer betjener sig af et sprog, hvis nedsivning ikke er langt fra det daglige samvær i klassen, undervisningen.
