Læs mere fra Dansklærerforeningen:
I nogle julidage havde jeg en lyrikworkshop ude i skoven ved Verdens bedste skovtur på A.P. Møller-grunden i Udsholt. Her kom store og små, gengangere og nye for at lade sig inspirere af det skoven havde at tilbyde sanserne, eller af det, der rørte sig i dem.
En af deltagerne var en tidligere Miss Universe fra Den dominikanske Republik, som lod sig indfange af stemningen og berigede os med et digt på modersmålet, spansk, som en anden deltager heldigvis kunne oversætte. Det emmede af melankolsk kærlighedsskæbne og mindede i tone om Pablo Neruda.
Læs digte af ham og få sindet stemt - eller bliv motiveret ved at se filmen Postbudet fra 1994, hvor Neruda lærer den lokale landpost af bruge metaforer for at udtrykke sin kærlighed til den smukke, unge kvinde i cafeen.
Den dominikanske kvinde fortalte, at hun elskede at læse digte i skolen, og at stemningen fra dem havde sat sig i hende. Hun havde fået et sprog for at vise sine følelser.
Jeg kom til at tænke på hendes digt, da jeg fik et mesterværk af en digtantologi i hånden. Kaktussen er dens titel. Den er udkommet på Lindhardt og Ringhof (2024). Den består af 21 brasilianske digteres digte fra den 20. århundrede. Og den er oversat fra portugisisk af den danske poet Peter Poulsen.
Hvis man ikke kender ham, er man gået glip af meget. Men det kan der vel rådes bod på ved at gå om bord i hans digte og ved at lytte til den2radios aktuelle samtale med ham om Kaktussen:
https://den2radio.dk/udsendelser/ny-lyrikantologi-med-brasiliansk-poesi/
Antologiens digte er udvalgt og oversat af Peter Poulsen. Og man fornemmer ikke blot en forbundethed mellem digte og oversætter; der er er tale om et slægtskab, der har dybe rødder i den livsindsigt, som ikke kan udtrykkes, men kan fornemmes mellem ordene.
Peter Poulsen blev for år tilbage af en ven opført i den lokale telefonfagbog som formand for anonyme melankolikere. Og melankolien er et kendetegn ved hans digtning, ved hans stemmeføring, når han læser op, og ikke mindst når han akkompagneres af saxofonisten Jens Søndergaard. Hvis man har hørt ham læse digtet om Toftegårds Plads, så vil den tone hænge ved alle hans ord, også i de oversatte brasilianske digte. Det er melankolien, bevidstheden om livets særkender, der er en af nervebanerne mellem ham og den brasilianske poesi og kultur. Se fx Stilheden af Dora Ferreira da Silva: "Stilheden har en dør / som åbner sig / mod en større stilhed: / forgemak til den sidste / som bekendtgør endnu en."
Men melankolien vandrer inderligt af sted med en fortrøstningen ved at være i verden i den tid, som nu engang er afmålt os, og som af og til kan tilsættes humorens troldsplint. Se fx dette digt Portugiserens fejl af Oswald de Andrade: "Da portugiseren kom / i et skrækkeligt regnvejr / gav han indianeren tøj på / Det var en skam! / Havde det været en solfyldt morgen / havde indianeren / klædt portugiseren af"
Bogen indledes af et forord af den brasilianske forfatter Per Johns. Og det giver god appetit på at læse digtene og få åbnet dette vindue til en kultur, der er så anderledes end vores, hvis det da ikke var, fordi Peter Poulsen har lagt brasilianske trædesten ud i dansk digtning. Men her i antologien får vi vinduet åbnet helt til en verden, der er værd at tage ind.
Bogen afrundes med korte portrætter af de 21 forfattere - nogle berømte i deres hjemland, andre kendte, men nogle få er på det nærmeste oversete. Peter Poulsen har valgt efter sit hjerte, og måske det det derfor det er umuligt ikke at fornemme hans stemme under læsningen.
Jeg har fået 562 sider med brasiliansk poesi. Og den antologi vil ikke få lov til at stå i fred på reolen; den lægger op til lidt brasiliansk poesi hver dag!
På skovturen i Udsholt deltog også en ung kvinde, som for nylig påmønstrede skoleskibet Georg Stage. Hun sender breve fra dets togt, og de er velskrevne og levende. Men hun sender også digte, og de er korte og emmer af de sansede momenter.
Derfor er min opfordring: læs digte. Læs dem selv og giv elever adgang til poesiens måde at udtrykke sig på. Det kan komme op i en, når man mindst vender det!
Start gerne med Peter Poulsens markante livsværk, og få lutret din sjæl. Læs gerne Kaktussen, og få sjælen åbnet for en større verden.
Det er Peter Poulsen. der har skrevet digtet fra samlingen Rulleteksterne (Lindhardt og Ringhof 2010) om Ytringsfrihed: "For at værne om ytringsfriheden / råber jeg røvhul / efter min nabo"
