Rødder og vinger. 2

Igen i år er det faldet i min turban at skrive sommerhilsen til Dansklærerforeningens pensionistmedlemmer. Den vil jeg gerne dele her på min blog for at animere pensionister fra alle fagområder til at bakke op om deres faglige foreninger.

I Dansklærerforeningens paneldebat ved Folkemødet talte vi om rødder og vinger. Og der lød toner fra de grupper, som for tiden arbejder på at indtænke mere frihed, mere alsidighed  og mere formålspejling i skolen, i undervisningen og i elevernes hverdag.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en Sophia-samtale, jeg havde med den tidligere forperson for Lærerstuderendes Landskreds, Caroline Holdflod. Hun spurgte mig på et tidspunkt, om jeg havde tænkt over, at alle de nystartede lærerstuderende ikke har andre erfaringer fra deres skoletid end den læringsmålstyrede skole. Og min næste tanke er så: Hvad kan og vil de anvende friheden til, hvis de tror, at den skole, de har levet i og oplevet, er målestokken for god skole. I andre kulturer, som har besat skolen med ideologisk eller anden umenneskelig styring, har det krævet en aflæring. Det tror jeg også er tilfældet her. Og de, der har været med til at udvikle den danske skole frem til målstyringens epoke, vil kunne byde sig til i en sådan proces - ikke som bedrevidende docenter, men som professionelle, der ud fra en praktisk erfaring, kan stille frugtbare spørgsmål til dem, der skal forme fremtiden.

Her er ordene fra min sommerhilsen til Dansklærerforeningens pensionistmedlemmer: 

Sommeren 2024

Kære medlem, som har sagt skolen farvel, men bevaret interessen for undervisningen i vores danskfag

Det hjul, som har givet os i Norden pejlemærker i livet og metaforer i sproget og litteraturen, har drejet sig endnu et nøk: Vi er gået fra forår til sommer.

Det er interessant og foruroligende at betragte de ændringer, der forekommer i vejrlig og klima, og reflektere over, hvad der er faktuelt, og hvad der er skrøbelige erindringer. Det vender jeg tilbage til.

Et andet hjul, der drejer, er værdihjulet – eller hvad vi nu skal kalde det. Efter at en dekan på DPU kunne juble over, at vi endelig var sluppet af med Grundtvig med den seneste skolereform, er han – altså Grundtvig – vendt tilbage for fuld skrue; i første omgang i DR, men måske er han også på vej tilbage i folkeskolen. I hvert fald diskuteres det politisk og fagligt, at fællesskabet har betalt prisen for styringen gennem individualistiske læringsmål.

Den diskussion blander vi os aktivt i, både ved at have bestyrelsesmedlemmer placeret i rådgivende fora, og ved at søge at holde debatten levende i det offentlige rum gennem deltagelse i Folkemødet på Bornholm. Vi står for en paneldebat lørdag kl. 10-10.45 på Danmarks Lærerforenings gårdscene. Vi kalder den Undervisning med rødder og vinger.

Ja, den debat signalerer Dansklærerforeningens vedholdende plæderen for undervisning, som det centrale i skolen; en undervisning, hvor vi lærere står inde for rødderne, mens vi med elevernes aktive medvirken søger at pejle de vinger, der skal bære elevernes fremtid – i en verden, hvor store opgaver står i kø for at blive løst. Her er det ikke tilstrækkeligt at betragte elever som brikker i en statistik, sådan som filosofferne bag skolereformen gjorde, og sådan som en del følgeforskning fortsat gør. Vi, der har arbejdet i skolen, ved, at det ofte er i det dunkle uden for fokus, at udviklingen finder sted.

Derfor er det af stor betydning, at du er med til at styrke Dansklærerforeningen, så vi kan holde den praktiske visdom i live og fastholde modstanden imod dem, der bygger på Hattie og søjler af tal (Ja, det lyder unægtelig som en mix af ’hat og briller’ og ’røv og nøgler’; og det er det måske også).

Men apropos erindringer, så har du måske set, at den seneste bogpakke blandt meget andet indeholder en bog i serien Min historie. Her har forfatteren OscarK skrevet om og så var der verden som den var. Den er indfølende og tankeåbnende illustreret af hans kone, Dorte Karrebæk. Det er en fin bog til en tid med kunstig intelligens; den bygger på analog visdom. Især to fænomener må sætte de unge læseres tanker i sving: Tiden fandtes ikke i datidens barndom, før man får et ur. Og det gør børn i dag, så de bliver franarret det tidløse ved barndommen. Og hvad kan dette betyde?

Det andet fænomen handler om at se på verden og opdage, at den forandrer sig, alt efter hvor man står: ”Min morfar satte sig, hvor han plejede, og Ångstrøm på min plads, så jeg måtte sidde for bordenden. Min morfar så anderledes ud, end når han sad overfor mig. Det var nok sådan, min morfar så mig, når vi var alene. Det gik op for mig, at verden kunne se anderledes ud, end jeg troede, bare jeg flyttede mig lidt eller byttede plads med en anden. Og verden var ikke længere, som den var.”

Dette har fået mig til at grave samtaler, jeg har haft, erindringer, jeg bærer på, og fortællinger, jeg har læst, op fra glemslens tusmørke. Og jo, verden ser anderledes ud, alt efter det sted vi ser den fra.

Derfor er vi, der har lang erfaring fra et dansklærerliv det helt særlige at byde på til dagens skole, at vi kan stille de spørgsmål, som giver lidt slør i automatpiloten hos dem, der er bundet op på hverdagen. Så giv dem en ny stol at betragte deres praksis og verden fra – ikke nostalgisk eller bedrevidende, men til eftertanke og måske berigelse i en tid, hvor værdihjulet drejer.

Med tak for, at du holder fast i din faglige forening, får du de bedste hilsner og ønsker om en god sommer,

Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Folkeskolesektionen.