Hører du?

Norske Linn Skåber, som har skrevet monologerne Til ungdommen, som danner basis for første del af den forestilling, som kan overværes på Bellevue Teater her i marts måned, og som har inspireret til den anden del, hvor unge fra Gentofte kommer til orde, viser os, hvad vi kan lære ved at lytte til de unges ord, sætninger og meninger.

I foråret 2019 var jeg så heldig at møde en ung pige, der netop var vendt hjem fra et ophold i New York, hvor hun også havde gået i skole. Nu, hjemme igen og startet i 1.G var hun rystet over forskellen på den undervisning, hun oplevede de to steder. Hun betegnede det, der foregik hos os for skildpaddepædagogik: læreren spurgte, nogle elever markerede, én blev hørt og trak hovedet ind i sit skjold igen, I den amerikanske skole havde underviseren smidt et tema eller et dilemma på bordet og bedt de unge om at diskutere det. Med jævne mellemrum lavede læreren time out, ikke for at kommentere indholdet, men for at fortælle, at hun havde iagttaget, at nogle var passive, andre blev holdt udenfor - og det skulle der rettes op på. Forskellen var, at man i den amerikanske klasse var dybt engageret, mødte til tiden og havde svært ved at stoppe, når lektionen var slut. I modsætning hertil var adfæren i den danske kontekst præget af sløvhed og manglende engagement i det faglige.

Jeg skrev om det i Dansklærerforeningens Folkeskolesektions medlemsblad DANSK, fordi det bekræftede mig i de gevinster, der bliver udløst, når eleverne bliver hørt - og ikke overhørt.

Selv har jeg oplevet, at elevudsagn har fået mig til at omlægge hele min undervisning, fx da jeg i indskolingen søgte at følge metoden Læsning på talens grund, hvor en pige afslørede hulheden i projektet, da hun sagde, at "nu er vi igen stillet op på to rækker for at gå ned til kanalen og se en rapand, så vi kan lave en autentisk tekst". Der var blevet talt hjemme om de slides, jeg havde præsenteret på forældremødet.

Som skoleleder har jeg tilsvarende oplevet, hvad det betyder at færdes blandt eleverne, hilse på om morgenen, spise sammen i kantinen og få nogle af de omfattende ordensregler erstattet af enkle rammer, som eleverne gennem samtaler selv skal udfylde klassevis. På den skole, hvor jeg var senest, havde vi kun tre ordensregler: Respekt for hinanden. Respekt for undervisningen. Og respekt for omgivelserne. Ud fra dem talte vi sammen. Og jeg tror, at personalet følte opbakning, når jeg brugte mere tid blandt eleverne end bag skærmen.  Samtalen her skete ofte på tomandshånd og på og efter morgensamlinger, hvor jeg præsenterede dilemmaer ved at præsentere god litteratur. Og endelig ved at tage på hjemmebesøg i hjem, der havde vanskeligt ved at håndtere dele af deres børns tilværelse.

Men enkelt er det ikke. Ofte, når jeg møder ældre elever, bliver jeg gjort opmærksom på ting, jeg ikke har fattet, ting jeg ikke har gjort godt nok, og ting jeg har været blind for. Men alene det, at de kommer og siger det, fortæller mig, at man som oftest kan skabe resultater og respekt med andet end skæld ud og restriktioner.

Det drejer sig vel om at få de børn og unge, vi har berøring med, til at føle sig værdifulde, Sådan som Linn Skåber beskriver det i kapitel 20 i Til ungdommen. Kapitlet hedder Tolvtal i livet. Et citat: "Jeg fik fire i norsk. / Tolv i at juble over, at jeg ikke fik nul to." Og på den vis gennemløbes samtlige fag, hvor bedømmelsen giver et fire-tal, mens reaktionen hver gang er til tolv.

Det er sådanne udsagn fra Til ungdommen, der kan give inspiration til at lytte til børnene og de unges stemmer.

Litteratur:

Linn Skåber: Til ungdommen. Koppelwrite 2022

DANSK, medlemsblad for Dansklærerforeningens Folkeksolesektion 2019 #2, s 42-43.