udsnit af illustration af Jørn Rønnau fra DANSK 2/1990.

Rødder og vinger. 5.

Tak til panelet og til de mange tilhørere (fuldt hus), der stod rodfæstet på at give skolen vinger. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Igen i år havde Dansklærerforeningens Folkeskolesektion fået tildelt plads på Danmarks Lærerforenings Gårdscene ved Folkemødet. Tak for det! og igen i år trak panelet fulde huse til en debat om Undervisning med rødder og vinger.

Dansklærerforeningen

I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Panelet bestående af Mette Frederiksen, Lene Tanggaard og Katrine Fylking, der repræsenterer henholdsvis hverdagen i skolen, forskningen med skolen og fagforeningskampen for skolen, havde oplæg i nævnte rækkefølge - akkurat som de foregående år, fordi der er en pointe i at tage afsæt i det, der sker i klassen.

Mette Frederiksen talte med afsæt i en morgensang i klassen (hvortil forældre var inviteret), hvor Niels Brunses hyldest til Storebæltsbroens ved den indvielse, om af bringe eleverne sammen i det fællesskab, der bygger på det, der er værd at samles om. Det er vores kultur og historie, som de er rundet af. Dette er afsættet for, at vingerne kan bære.

Lene Tanggaard fulgte op ved at pointere, at skolen er et stedligt fællesskab med rødder. Det er her, vi hører til. Skolen er altså langt mere end interaktion; den er skabelse af menneskelige relationer gennem fag.

Endelig afsluttede Katrine Fylking med af pege på, at den kultur, elever og lærere er en del af er det fællesskab, folkeskolen er ramme om. Derfor er det væsentligt, at lærerne får tid og rum til at udfolde deres profession med en begejstring, der kan skabe håb.

Paneldebatten fandt sted til lidt baggrundsstøj i form af et politisk udspil om at fjerne faget billedkunsts lektion i første klasse og et ditto om at visitere langt færre til specialundervisning i Københavns Kommune, så 97% af eleverne skal gå i normalundervisningen. 

Trods disse toner fra skolefjerne kontorer var der en oplevelse af, at udviklingen langsom lister sig i en retning, der synes at kunne gøre skolen mindre instrumentel og individualiserende. Det er da værd at holde øje med!

Derfor kommer vi nok igen til næste år, hvor temaet måske blev formuleret i en bisætning: bundet til frihed.

Hvordan vil vi kunne administrere en øget frihed og navigere mellem digitale platforme, der har ædt budgetterne, læringsmål, der har besat læremidlerne, og hvad der ellers findes af ruiner fra konkurrencestatens instrumentalister?