Læs litteratur. Læs hele bøger.

Sammen med forfatteren Ole Dalgaard, som skriver under pseudonymet OscarK, har jeg besøgt dansklærergrupper i nogle kommuner for at tale om undervisning i litteratur. Dette har vi eksemplificeret gennem de tre bind af børneromanen Ungerne fra Strandholt og gennem den særlige genre, som kommer til udtryk i serien Min historie, altså danske illustratorer og børne- og ungdomsbogsforfatteres barndoms- og ungdomserindringer.

Det er karakteristisk for erindringsgenren, at den tager afsæt i en virkelighed, men at den ikke er virkeligheden. Tværtimod er den en redigeret virkelighed, hvor den fremdrager de dele af en barndom, som forfatteren tillægger vægt i sin opvækst og måske i kilderne til sit kunstneriske virke. I min historie findes en virkelighedens overflade og sprækker, hvor en egentlig virkelighed titter frem.

Vi har her tager afsæt i mit arbejde som konsulent på flere titler og ghostwriter på en enkelt samt - og ikke mindst - på den Min historie, som OscarK får udgivet nu medio maj. Nogle af de overvejelser, som han og jeg har krydset klinger om, deler vi med dansklærerne, så det måske bliver muligt at få øje på nogle af virkelighedssprækkerne, som ofte gemmer sig mellem linjerne.

Gennem Ungerne fra Strandholt giver OscarK et vue over nogle af de litterære greb, han har benyttet sig af i denne trebindsroman. Dels har han konkret indarbejdet den forandring i opfattelsen af tid, som børn oplevet på overgangen fra barndom til pubertet, ved at ændre længden af kapitlerne i de tre bind. Dels har han holdt bøgerne i et autentisk 1950er-sprog, som måske kan gøre det frugtbart at inddrage bedsteforældre i undervisningen, og som under alle omstændigheder lægger op til et fokus på sprogets udvikling. Og dels har han - i samme boldgade - anvendt titler på film, musik samt bøger og navne på fodboldspillere fra dengang, et greb, der kan lede hen til brug af YouTube og DRs arkiv. 

Især hans bevidste arbejde med ændringerne i børn tidsfornemmelse vil forblive uopdaget, hvis man pluklæser eller blot læser et af de tre bind. 

De litterære greb og den særlige handling, som udspiller sig i denne kollektivroman, hvor børn undervejs forsvinder på grund af klassedelinger og fraflytninger, har vi søgt at give inspiration til arbejdet med i et ret omfattende undervisningsoplæg, som selvfølgelig ligger til grund for samtalen med de dansklærer, vi mødte.

Det, der gjorde, at vi efter samtlige fagudvalgsmøder drog opløftede hjem, var, at alle de deltagere, der deltog i samtalerne, udtrykte ønske om at læse hele bøger og at gøre det muligt for eleverne at fordybe sig. 

Flere gav imidlertid udtryk for, at det holdt hårdt med tid til at forberede undervisningen. Men platformpædagogikkens grydeklare overfladiskhed sløvede både lærer- og elevengagement, fandt flere.

Derfor kunne vi jo blot opfordre til at bygge videre på det, vi havde vist og sagt, og som vi gerne kommer ud til flere kommuner og præsenterer.