Det største vendepunkt i menneskets historie

Moesgaard Museum ved Aarhus præsenterer i udstillingen om Moder Jord det, der betegnes som "det største vendepunkt i menneskets historie": overgangen fra jæger-samler-kulturen til bonde-kulturen. Fra at have været på evig vandring for at skaffe sig føde som en del af naturen udskiller mennesket sig fra naturen, gør sig til herre over den og bosætter sig.

Denne revolution, som sker langsomt, og som tager sit udspring i Mellemøsten og spreder sig blandt andet op mod os, er forudsætningen for, at vi kan skaffe føde til flere og dermed øge befolkningstallet, at vi efterhånden kan etablere os i byer, at vi må skabe os nye guder, og at vi kan opfatte os som hjemmehørende: bo, leve, dø og blive begravet, hvor vi har hjemme.

Udstillingen er baseret på artefakter, der er fundet i blandt andet Mellemøsten, Tyrkiet, Bulgarien og Danmark. Og det tilhørende katalog forekommer mig væsensforskellig fra tidligere kataloger fra Moesgaard, da artiklerne er præget af en antropologisk faglighed modsat de tidligere arkæologiske tilgange. Artiklerne forekommer kortere og mere runde i fortællestilen. Illustrationerne fylder mere end normalt, og forekommer til gengæld mere fortolkende i brækkede naturfarver. Alt sammen konkretiseret ved, at katalogets højre side har runde hjørner.   

Det er interessant at få en fornemmelse af denne revolution, der får os til at tage så meget arvegods for givet. Fx den lange line, der gives og accepteres til det landbrug, som trækker ødelæggende spor efter sig nu, hvor det er gået fra bondeliv til industrierhverv. 

For måske er vi på vej væk fra denne revolution? En bemærkning i kataloget lader denne tanke slå ned i mig. I afsnittet Hvor skal du begraves?  Hvor man tidligere vidste, at man skulle begraves i slægtens jord, ved de færreste i dag, hvor de skal begraves. I teksten hedder det: " Det kan begrædes som et tab. Men det kan også ses som en tilbagevenden til det forhold, man havde til død og sted længe inden landbrugets indførelse - til en mere mobil verden, hvor vi hverken binder os til sted eller slægt."  

Denne overvejelse fik mig til at erindre en passus i David L. Ulins bog Læseren der forsvandt (Jensen og Dalgaard  2019). Heri referer han et universitetsstudie fra Los Angeles, hvor man har undersøgt hjernens funktion ved skærmlæsning. Her tyder alt på, at selv ganske kort skærmlæsning ændrer vores hjernes arbejdsmåde, så vores vores koncentrationsevne og hukommelse erstattes af en jæger-samler-adfærd: Er der noget, jeg kan bruge? Er der noget, der truer mig?

Kan det tænkes, at nettet er starten på en udvikling, der frigør os fra at høre til, og som gør os bevægelige som aldring før; altså et stenaldersamfund på et hørere niveau?  

Er vi nogle forstenede bonderøve, når vi tror på det vigtige i, at skabe fællesskaber og styrke hukommelse og koncentration? Eller er der værdier i bondesamfundet, som det er værd at tage med til næste niveau?

Kunne det tænkes, at mistrivsel og ensomhed hænger sammen med, at nettet forcerer en overgang fra bondetænkning til nystenaldertænkning?

Indtil videre vil jeg personligt fortsat satse på fællesskabets styrke og søge at modvirke den egoisme, der smykker sig med individualiseringens fritvalgsgevanter.