Hvad skal jeg med en faglig forening?

I dag er jeg ansat på Aarhus Universitet, men læreridentiteten kan ingen tage fra mig, og folkeskolen og danskfaget ligger mig stadig på sinde. Og da jeg bevæger mig i et krydsfelt mellem litteraturformidling og -forskning, så har jeg stadig noget at bidrage med. Også selvom vores fokus i bestyrelsen er at skabe de bedst mulige rammer for, at du som dansklærer kan udfolde det fag, vi begge brænder for, ude i klassen hver dag. Og det kunne jeg måske være ligeglad med nu, hvor jeg har mit helt eget hæve-sænkeskrivebord og ikke længere skal spise min flade madpakke i regnvejr på en legeplads, mens jeg mægler i en konflikt om en flad fodbold. 

Men det er jeg ikke.

En slags eksklusiv bogklub?

Jeg meldte mig ind som menigt medlem i Dansklærerforeningen, da jeg gik på seminariet. Jeg var optændt af idealisme og brændte for at komme ud og arbejde som lærer. Det gjorde jeg så en del år, hvor jeg havde svært ved at omsætte min teoretiske baggrund til praksis, og jeg blev ikke bare ramt af praksischok, men bogstaveligt talt tværet helt ned under gulvbrædderne i gymnastiksalen. Hver fredag hele det første år stod jeg i spisepausen og græd, mens jeg ryddede op i billedkunstlokalet, som 4.B havde splittet totalt ad på trods af mine ihærdige forsøg på at tilrette undervisningen, så det ikke endte i hat og briller. Det var forfærdeligt.

På en eller anden måde kom jeg på benene igen, og med tiden blev ’lærer’ mere end et arbejde. Det blev en del af min identitet. Og Dansklærerforeningen var med hele vejen. I de første år som en slags eksklusiv bogklub, hvor jeg ikke bare fik materialer af høj kvalitet, som kunne fylde det efteruddannelsesmæssige efterslæb lærere generelt lider under, men også et tidsskrift, og så et hav af små bøger om ”Se en bi” og ”Victor Vampyr”, som jeg glad slæbte med i skole til mine elever. 

Det var i Dansklærerforeningens storhedstid, hvor medlemstallet var oppe på 14.-15.000. Det var en del af det at være lærer.

Det vil jeg ikke betale for…

Siden faldt medlemstallet, ikke bare i Dansklærerforeningen, men i de faglige foreninger generelt, og det helt store fald kom i forbindelse med lockouten, hvor mange meldte sig ud, fordi man fra politisk hold valgte, at det var smaddersmart at gøre os til lønarbejdere. Og hvor var det for det første dumt af politikerne. Og dernæst. Så kan jeg godt forstå, at mange lærere valgte at sige, at de ikke længere gad betale af egen lomme for at holde sig fagligt opdateret. Selv vendte jeg ikke bare indigneret tilbage oven på lockout og reform. 

Jeg var rødglødende! Men et eller andet sted fik jeg omsat den indignation til brændstof i mit faglige arbejde. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at vi har gjort en forskel for faget og for lærerne. Når jeg ser medlemstallene, så jeg ville ønske, vi havde været bedre til at kommunikere det. Så lad mig prøve…

What’s in it for me?

66 % af de lærere, der har medvirket i Folkeskolens spørgeskemaundersøgelse og IKKE er medlem af en faglig forening, har oplyst, at de synes, det er nok at være medlem af en fagforening. 

Til det kan jeg sige, at det er man i sin helt gode ret til, men Dansklærerforeningen er ikke en fagforening. Det lader vi DLF om at være. Vi er en faglig forening, og vi har faget i centrum for vores arbejde. Og det er de faglige foreninger DLF trækker på, når der skal laves udviklingsarbejde i fagene. Dvs. at vi kan sende Mette, der er læsevejleder og til daglig står med ordblinde elever ude i praksis, ind i ministeriet, og på den måde sikre, at praksisperspektivet er med. At læreren, der ved, hvad der er brug for, også bliver hørt, så det ikke alene er embedsmænd og eller betalte konsulenter, der sætter retningen i faget. 

Det virker måske fjernt og irrelevant, men det er hamrende vigtigt for din dagligdag i klassen, at fagets lærere byder ind med høringssvar eller sidder med ved bordet, når der skal laves læseplaner og andre politiske indsatser. Vi kan ikke trylle, for politisk arbejde er det muliges kunst. Men vi kan gøre vores stemme gældende. Og det gør vi.

Og så er der spørgsmålet om inspiration, som også er et af de ben, vi står på i Dansklærerforeningen. Den kan man finde mange steder efterhånden, og meget af det man finder gratis på hjemmesider er virkelig godt. Og gratis. Men i de faglige foreninger finder du en platform for inspiration; vores forlag udgiver skøn- og faglitteratur af høj kvalitet, og på den måde er man sikret materiale, der både er helt opdateret i forhold til både forskning og faglighed. Som medlem får du adgang til at købe de titler, du vil, til stærkt nedsatte priser, og fire gange om året udkommer vores medlemsblad, der hver gang tager fat om et aktuelt tema og tilbyder både et teoretisk og ikke mindst praksisorienteret blik på noget af det, der rører sig i faget.

Vi har været presset af manglende tilslutning til vores kurser, men vi kommer gerne ud på skolerne og holde kurser til rimelige priser. Og så tilbyder vi her i efteråret og foråret en række kurser sammen med Danmarks Lærerforening og CFU’erne. De er overtegnede, men hvis du har lyst, kan du stadig komme med på kurset ”Godt & Grundtvig” i Aarhus d. 19. september. Det er gratis og åbent for alle. Her er rig mulighed for at få ladet litteraturbatterierne op og netværke med andre dansklærere.

Nogen må gøre noget

Summa summarum: man kan være medlem af en faglig forening eller ej, men hvis man tænker, det er smart, at praktikerne  bliver inddraget i tilrettelæggelsen af hverdagen ude i skolerne, så er det tvingende nødvendigt, at vi holder liv i de faglige foreninger… 

De faglige foreninger er dig. Og mig. Og alle, der gider at bruge vores feriedage og nattetimer på at sikre sig, at vi også i fremtiden har et levende og dannelsesorienteret danskfag. Undskyld det lange skriv… Men jeg brænder tilsyneladende stadig et sted mellem engagement og indignation.

Mange hilsner fra Katja

PS: Der findes skoleledere, som betaler for deres dansklæreres medlemskab… bare hvis nu…