Læs mere fra Dansklærerforeningen:
Sprog, der i al sin nøgenhed, klæder tanken på
En af ungdomslitteraturens største fylder 60 år i dag. Tillykke Janne Teller!
Janne Teller udgav i 2018 antologien At gå nøgen på Politikens Forlag. Bogen indledes med et brev fra præsidenten for Det Bayerske Kulturakademi Michael Krüger, som afslutter sådan her: "Hovedspørgsmålet der løber gennem Janne Tellers essays er: Hvordan vil vi leve i morgen, som begynder i dag? Hvad skal vi gøre for overhovedet at få en fremtid? Og hvad skal der til for atter at give ordet fremtid smagen af det uforudsigelige, det eventyrlige? / Mange og store spørgsmål. Kom lad os læse!"
I denne essaysamling øser Janne Teller af den personlige erfaring, hun har gjort som danske med tysk/østrigsk baggrund, som FN-udsendt til mange af verdens konfliktområder og som en vågen og fordomsfri iagttager af det, der sker lige for næsen af os.
Jeg fik det privilegium at lave fire samtaler om forskellige temaer ud fra denne essaysamling. Disse kan findes på internetradioen www.den2radio.dk. Det fremgår af disse samtaler, at Janne Teller på en gang har indblik i menneskets svagheder og insisteren på, at det medmenneskelige samfund er muligt; eller i hvert fald nødvendigt at kæmpe for.
Hun er god til at plante de spørgsmål i samtalen, som vi ellers glider let hen over. Dette gør hun fx i novellesamlingen Alt, som Dansklærerforeningen udgav i 2013, men som ikke længere fås fra forlaget. Den består af ni novellen; vidt forskellige og dog med en fælles tråd af menneskelighed midt i al dårskaben. Også her fik jeg mulighed for at lave samtaler med Janne Teller, en videofilmet samtale om hver novelle. Disse samtaler, hvor man kan høre forfatterens overvejelser, ligger i dag på YouTube.
Der, hvor Janne Teller har nået mest udbredelse, er i ungdomsromanen Intet, som siden udgivelsen i 2000 er kommet i mange oplag på Dansklærerforeningens Forlag og i en jubilæumsudgave på Gyldendal. Den er blevet filmatiseret, opført som musical og opera og gjort til genstand for mange forskellige læsninger.
Dens almenmenneskelige indsigt i, hvad vi kan gejle os op til i vores søgen efter betydning, især når vi ikke møder de tankevækkende overvejelser fra andre, er åbenbar. Men netop selve fortællingens eksistens er en sådan overvejelse, som burde få os til at tænke.
Janne Teller skeiver i essayet Mellem linjerne: "Jeg kunne tale til endeløshed om hvordan man mister troen på mennesket, men jeg vil hellere tale om hvordan man får den igen. / Jeg vil hellere tale om det vand og salt, jeg fandt mellem linjerne i de digte jeg indtog i små stykker hver dag."
Mere aktuel end nogensinde er vel nok hendes lille pasbog fra Dansklærerforeningens Forlag 2004, Hvis der var krig i Norden. Teksten er oprindeligt skrevet som oplæg til en essaykonkurrence om Mennesker på flugt. Den er engagerende og frækt skrevet i anden person, og historien er den omvendte af det urimelige, der skete lige for næsen af os: der var mennesker på flugt fra krige og katastrofer. I historien er det os, der bliver sendt på flugt - til Egypten, hvor vi skal søge at begå os under anderledes normer. Og længes hjem.
Bogen er just blevet gjort til genstand for en førsteårs opgave på Aarhus Universitet, hvor studerende Anne Tarp har haft fokus på et par af de mange oversættelser, der er blevet denne bog til del. Og hun kan konkludere, at den på svensk og tysk såvel som på dansk fungerer som aktivistisk litteratur i egen ret.
Vi må prise os lykkelige for, at vi har en forfatter blandt os, som med personlige afsavn har viet sit liv til at skrive, så vi har fået litteratur, der mellem linjerne sår eftertænksomhedens og medmenneskelighedens frø i os.
Tillykke med fødselsdagen, Janne Teller.