Første maj - mig først!

Første gang jeg hørte det vittige og slående udsagn: "Første maj er blevet til mig først" var i en diskussion i 1995 i Musisk Udvalg, som Ole Vig Jensen havde etableret, og som efter min opfattelse udgav det bedste bud på en tidssvarende skolepolitik. Læs her: 

https://static.uvm.dk/Publikationer/1997/dannel1.htm

Udtalelsen kom fra filmmand, gøgler og alt muligt andet morsomt Erik Clausen, som måske havde hørt det eller selv fundet på det. Og hold da op, hvor var det under alle omstændigheder set godt. 

Egoismens højbed er nu engang den rendyrkede individualisme, og den har vi fået i skolen i rigt mål. Det startede med Nyrop-regeringen, som begyndte at sælge ud af de bærende samfundsinstitutioner; det var dengang vi kunne få post gennem brevsprækken om søndagen. I 2001, da meningsmålingerne snerpede til, valgte undervisningsminister og økonom Margrethe Vestager, som havde afløst lærer Marianne Jelved, at udsende Klare mål. Der skulle vises ansvarlighed og handlekraft for at vinde det valg, som man tabte til Fogh Rasmussen, som satte turbo på alt det, som Nyrop havde startet. Vi tumler fortsat med affødte problemer fx omkring skat og omkring skolen.

De Klare Mål blev til Fælles Mål, som blev til Bindende Fælles Mål, som endelig ved de såkaldte reformer blev til flere tusinde læringsmål; hvor vi hidtil havde opereret med undervisningsmål, der gav fællesskabet omkring en klasse nogle fortolkningsmuligheder, fik vi nu et individuelle læringsmål, som i forening med en omfattende digitalisering gjorde det muligt at følge skolen resultater ganske tæt.

De, der hylder individualismen stærkest er velsagtens Liberal Alliance, der har slogans som fx "Jeg gør det for mig" eller "Det er mit ansvar", pænt i familie med det gymnasium, der havde et slogan lydende på "Alt er muligt!"

Når man så ikke scorer et 12-tal, er det oplagt at påføre sig selv en smerte, der overstiger den selvgjorte fiasko. Som  modvægt er det velgørende at læse i Linn Skåbers Til ungdommen, hvor nogle unge træner i at opnå et 12-tal i at få en lav karakter.

Men denne modvægt er så godt som umulig, så længe vi opererer med læringsmål, der kun måler det målbare, som som måler dette hos den enkelte. Det er på tide, at vi vågner op til dåd og kræver, at mig først bliver til første maj: til en fællesskabets kamp.

Svært bliver det, for som man kan læse i feministen Emma Holtens nys udgivne bog Underskud, så er vi, der skal gå foran i kampen at betragte som netop underskuds-medarbejdere i det offentlige regnskab, altså i Finansministeriets regnemodeller. Her regnes alene med det, der kan måles eksakt. Derfor er omsorg for hinanden og omsorgsjob at regne for udgifter, underskud, fordi man ikke kan beregne udkommet eksakt.

Vi kan end ikke få anerkendt en luftig kalkule, som minkavlerne kan. For de har et profitår, 2013, at tage afsæt i. Vi har aldrig kunnet levere profit, men alene det uddannelsesniveau, der gør, at vi har en levefod, som de fleste i verden misunder os.

Hvorfor ser det så håbløst ud? Måske fordi et flertal beslutningstagere har uddannelser - eller påbegyndte uddannelser i samfundsvidenskaber og økonomi. Og for at citere Emma Holten, som citerer Oscar Wilde: "De kender prisen på alt og værdien af intet".

Lad os konsekvent vurdere og være bevidste om det sprog, vi anvender, når vi går til modstand mod undertrykkende individualisme og værdifornægtende politikere.