Rødder og vinger. 3 

Ved de seneste folkemøder i Allinge har Dansklærerforeningen fået tildelt sceneplads i Danmarks Lærerforenings gårdscene, så vi har kunnet afvikle paneldebatter, der har til formål at præsentere trædesten for en bæredygtig og livgivende udvikling af folkeskolen; altså et alternativ til instrumentalismen og læringsmålstyringen.

Hver gang har vi taget afsæt en hverdagsbegivenhed i en klasse, præsenteret af lærer Mette Frederiksen, og derpå belyst og perspektiveret af Lene Tanggaard, Regitze Flannow, der i år blev afløst af Katrine Fylking, og sidste år også af Cecilie Eken.

Mette Frederiksen, hende vi kalder "den rigtige Mette Frederiksen", formår at flytte undervisningen ud i skolens omverden og at bringe denne omverden ind i undervisningen. Sidste år berettede hun om en nattergaletur med efterfølgende læsning i klassen af H.C. Andersens eventyr. (Nogle af eleverne tog sig vist en blunder efter nattens oplevelser?). I år tog hun afsæt i en morgensang, hvortil også forældre og andre familiemedlemmer var inviteret. Sangen var Niels Brunses fine Velkommen, lille land, som han skrev til åbningen af Storebæltsbroen i 1998. Sangen affødte en samtale om det at bygge bro, at mødes og at være fælles.

Det at skabe fællesskab, som fællessangen i sig selv gør, og som teksten i den grad lægger op til, er en væsentlig undervisningshandling, som står i skærende kontrast til den individualisering, som læringsmålene i skolen er konkrete og dagsordenssættende udtryk for. 

Konkurrencestatstænkningens læringsmål har en væsentlig andel i den prioritering i skolen, som har skubbet den analoge og sanselige undervisning i baggrunden i begejstringen over digitaliseringen. Men det har haft sine omkostninger mange steder. Og jeg vil nævne et par outrerede, som rumlede i mine tanker, mens Mette Frederiksen, Lene Tanggaard og Katrine Fylking talte klogt og varmt om de nye vinde, der tilsyneladende blæser omkring skolen og undervisningen. (Men vær vågen og lur på, hvilke reminiscenser af individuelle mål og platformstyring, der overlever i de officielle dokumenter og i skolens økonomiske virkelighed).

Den ene af de ting, der pikerer mig, er, at jeg har mødt en nyuddannet lærer, som ikke så nogen grund til at bruge bøger i undervisningen. Selv havde hun ikke læst i en bog i grundskolen, på gymnasiet og på læreruddannelsen. Alt havde været digitalt, og nok er hun et outreret eksempel, men hun er dog en af de nye lærere, der aldrig har oplevet anden skole end den læringsmålstyrede og digitaliserede.

Se den norske video, som finde på YouTube: Ansgar tilkalder hjælp, hvor munke instrueres i at omgås en bog.

Den anden er en samtale med en bestyrtet mormor, der har bedt sit barnebarn om at notere nogle ting for hende, men har har aldring skrevet i hånden og mestrer ikke denne enestående kulturteknik, som har bundet mennesker sammen i århundreder.    

Læs evt. Irene Vallejos kloge og betagende bog Evigheden i et siv om skriftkulturens betydning for vores historie.

Mens mennesker nu styrter til supermarkederne for at købe vanddunke og dåser med hakkebøf og makrel i tomat, var det måske en idé at styrke vores modstandsdygtighed ved at dyrke den analoge læsnings og håndskrivnings langtidsholdbare muligheder.