Da jomfruen blev stempel, slog rambukken op

I H.C. Andersens herlige eventyr om To jomfruer (1853) fortælles historien om de to brolæggerjomfruer, hvoraf den ene er kæreste med en rambuk. Jomfruernes ejer beslutter en dag, at de to for fremtiden skal kaldes stempler. Og som en logisk konsekvens slår rambukken op; han vil ikke for noget i verden være kæreste med et stempel.

Dette eventyr randt mig i hu, da jeg ved LærFest, som jo er en undervisningsmidlernes fætter-kusinefest, tog en runde til dem, jeg føler mig mest forbundet med; selvklart også til den stand, som husede Folkeskolen/folkeskolen.dk. Her blev jeg modtaget med store smil af Jennifer Jensen, som jeg kender, og af Stine Kull-Heerwagen, som jeg ikke har truffet tidligere. Hun præsenterede sig som chefredaktørens PA. Spørgsmålstegnene i mine øjne fik hende til forklarende at oversætte: Personlige Assistent. Og tak for det; sådan et par versaler kan jo stå for så meget. Kom selv med forslag...!

Og apropos rambukkens reaktion, hvad gør det så ved os på længere sigt, at der kommer forkortelser imellem os. 

Det er forunderligt, at det år, som nogle udråber til opløsningens begyndelse, 1968, nok var præget af en oprør imod autoriteter. Men samme autoriteter og magthavere indførte samme år det CPR-system, som siden har været forudsætningen for dengang utænkelige kontrolmekanismer, for en uhørt centralisering, for et sammenbrud af offentlige institutioner og for en instrumentalisering af livet mennesker imellem.

Tænk blot på, hvad det har betydet, at Skolebiblioteket, som var skolens pulserende hjerte, blev omdøbt til LPC, fordi globaliseringskonsulenter spåede en fagre ny verden. Siden er lærernes afstand til anskaffelse af de undervisningsmidler, der er deres værktøj, afløst af platforme, der ofte er indkøbt af forvaltningsansatte, der ikke kender skolen så godt, som de er frotrolige med regneark. 

Sprogprofessor Jørn Lund, som skrev klummer om sprog i Politiken for år tilbage, forklarede i letløbende sætninger om sprogets rødder og udvikling, men med en kant, når vi stod over for dårskab, for eksempel i afsnittet "Fra mælkedreng til senior brand og consumer insight manager" (Dansk, dænsk, darnsk s. 103ff). Her beklager han, at udviklingen tyder på, at generationer og professioner for sværere og sværere ved at forstå hinanden.

Det starter i det små, men når først den organisationstænkning, som oversætter mennesker til opblæst lir, forkortelser og tal, er lukket ind, så må vi være på vagt. Så er lugten af NPM feset ind. Og det hvad enten vi taler om UN, EU, CPR, LPC eller PPR. 

Hvis vi vil være et samfund af mennesker, må vi bruge menneskeord om og til hinanden. Når dette er sagt, så skylder jeg at takke Jennifer Jensen og Stine Kull-Heerwagen for deres måde at være på - aldeles menneskelig. Man føler sig tryg i folkeskolen.dk's sfære.