Når det er svært at læse

Ved den nys afviklede LærFest talte jeg med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh om den nye satsning, der ser dagens lys med Dansklærerforeningens næste bogpakke: en serie, der har fået navnet LÆSBAR, hvilket signalerer, at bøgerne er skrevet til unge, der har brug for letlæste fag- og fiktionsbøger. Bøgerne er desuden karakteriseret ved, at unge har deltaget i udviklingsrocessen både som forslagsstillere til indholdsvalg og som konsultative medlæsere af manuskripterne.

Dette er et fint og originalt eksempel på de bestræbelser, der af mange udgivere gøres for at inspirere flere unge til at blive lystlæsere.

Et af de forlag, som længe har haft øje for denne målgruppe, er BIBLIODAN, som har rod i skolebibliotekarernes faglige forening, og som derfor kender til problemstillingen fra det daglige formidlingsarbejde. (Ja, det er fra tiden, hvor analoge materialer, dengang kaldet bøger, dominerede). Jeg lagde derfor, som jeg plejer, vejen forbi deres stand. Og der så jeg, at de markedsførte en bearbejdet udgave af Jesper Wung-Sungs fine efterskolebog Det år sjæle slår smut. (Gyldendal 2022). Her blev min nysgerrighed vakt. Jeg havde jo just haft en interessant samtale om letlæst originallitteratur, og her var så en bearbejdet titel, som jeg nu har kigget nærmere på.

Originalen indledes med ordene:

"Voldgraven går ikke hele vejen rundt," sagde min far. "Så man kan da komme ud igen." / "Medmindre man barrikaderer sig oppe i tårnet og ikke  vil  ud," sagde min mor.

Allerede her har den bearbejdede udgave en beskæring, idet morens replik er fjernet, hvilket efter min opfattelse også fjerner den psykologiske dynamik, som forældrenes forskelligartede udsagn lægger op til.

I slutningen, hvor der gøres status over de sjælesmut, efterskolen har afstedkommet, er der også sket en ændring. Hovedpersonerne drøfter udformningen af en liste over "æresmedlemmer af Efterskolens Sære Typer Leve Evigt", et navn der er skrevet med fede typer i bearbejdelsen, men med almindelig sats i originalen. Da pigen Asta til slut siger, at vores hovedperson skal stå øverst på listen, lyder teksten:

Jeg var klar over, at større ros kunne jeg ikke få. Jeg sad lidt og så på lyset, der spillede i tårernes overflade. Hvor måtte det billede være svært at male.

I den bearbejdede udgave er "der spillede i tårernes overflade" udeladt.    

Det er kendetegnene for bearbejdelsen, at svære, lange ord er forsynet med delestreger, der skal lette afkodningen, og at sætninger, der udtrykker følelsesmæssig kompleksitet, er fjernet. For mig er spørgsmålet, om det er fair at snyde unge, der ikke er lystlæsere for netop det, der gør fiktionen livsnær. Havde det i dette tilfælde ikke været bedre med en lydbog af den originale tekst? 

Det forekommer mig at være en både nødvendig og væsentlig diskussion, når vi vælger skøn- og faglitteratur, der skal formidles, at vi vurderer, hvor de ikke-læsevante bliver bedst beriget, så deres læsning bliver inspireret, Så de fornemmer, at der er noget at komme efter.

Der findes så mange tilgange til udviklingen af letlæste bøger, er stærkest, hvis de er tænkt originalt fra grunden. Og det mener jeg, der blev sat i gang med at blive læser ved at få fingre og øjne i en bearbejdet udgave af Selma Lageröfs Niels Holgersen mærkelige rejse gennem Sverige (Gyldendal 1933); en grusom pædagogiseret version, men jeg havde aldrig i første omgang givet mig i kast med den originale murstensroman.