Veien frem

I pausen mellem Bellevue Teatrets to forestillinger 'Til ungdommen' og 'Fra ungdommen' i Gentofte, talte min 13-årige ledsager og jeg om mangt og meget, løst og fast, udløst af det, vi havde oplevet fra scenen.

Der var en monolog, som særligt betog hende, om det underlige land, man befinder sig i mellem barn og voksen, og som kommer til udtryk i scenen Bær mig, hvor den unge siger til faren: "Bær mig præcis sådan, så vi begge glemmer, at jeg snart bliver ubærlig." Det er dette modsætningsfyldte land mellem nødvendigt oprør og intens ømhedstrang, vi må tale sammen i og vide, at vi på det nærmeste ikke kan undgå at gøre fejl. Men når bare vi er opmærksomme på det, er vi på vej.

Dette kommer til udtryk i en anden scene, hvor en ung pige bliver stillet det tåbelige spørgsmål, om hun er feminist. Spørgsmålet afføder et svar, der er fuldt af argumenteret vrede  startende i skolen, bevægende sig over arbejdsmarkedets vilkår, alle tiders rettighedskampe, kønsdiskrimination i indvandrervenindens hjem, "Grab them by the pussy"-Trump til konstateringen af, at der skal en reklamekampagne til, før samfundet forstår, at piger ikke må misbruges og voldtages på jobbet. Sammenfatningen er klar: Spørg en ulv i stedet. Spørg en ulv, om den går ind for ulvejagt.

Over for denne berettigede og ufiltrerede vrede står monologen om indvandrermoren, der er levende og sjov hjemme, men usikker og klodset, når hun er ude blandt de andre kvinder i bebyggelsen. "De skulle bare vide, hvor sej og sjov min mor er." Her er registreringer af de små signaler, som fastholder et møde mellem kulturer i en skruestik, og som i bedste fald kan ende med ulykkelighed, i værste med en ulykke.

Samtalerne kom både i pausen og på køreturen hjem til at handle om monologerne fra 'Til ungdommen'; måske fordi min ledsager var for ung til problemstillingerne fra gymnasieungdommen i Gentofte, eller måske fordi miljøforskellene gav barrierer. Alene da vi ankom til teatret og skulle finde parkeringsplads, gav det anledning til udtalt undren, at så mange af de gratis p-båse var optaget af hestetrailere. 

Men måske beroede det også på, at Linn Skåber havde skåret monologerne skarpere over den læst, som Nordahl Grieg skriver om i sit digt Til ungdommen: "Vi vil ta vare på / skønnheten, varmen - / som om vi bar et barn / varsomt på armen!". Men som Linn Skåber viser os, så forudsætter det, at vi formår at lytte os frem til, hvad der er skønheden og varmen, for det er ikke tilfældigt, at Griegs digt bærer titlen Kringsatt av fiender (i Veien frem, 1936).

De unge stemmer i Bellevue Teatrets forestilling er et stærkt bidrag til lydhørheden.