Læs mere fra Dansklærerforeningen:
I al sin glans nu stråler Grundtvig
Forleden lancerede DR under titlen ”På grund af Grundtvig” årets store tema, der undersøger de steder, hvor Grundtvigs tanker og tekster også i dag er til stede i vores liv og hverdag. Det er så mange steder, at man godt kan blive lidt forpustet, men for dansklæreren er temaet en guldgrube. Læs med her og få peget nogle relevante muligheder ud til brug for næste års årsplan.
I maj og juni sætter Danmarks Radio fokus på Digterpræsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872), som vi formentlig alle kender af navn, og formentlig også kan kæde sammen med et par salmetitler eller to.
I hvert fald er det Grundtvig, der har skrevet langt de fleste salmer i den autoriserede salmebog fra 2003; hele 235 ud af salmebogens 791 salmer er enten skrevet eller omskrevet af Grundtvig, der dog menes at have skrevet så mange som 1500-1600 salmer igennem sit lange liv.
Grundtvig var uhyggeligt produktiv, og han levede i de år, hvor Danmark blev moderne. Det var en tid præget af betydelige sociale, kulturelle, økonomiske og politiske ændringer, og skønt konservativ af natur, spillede Grundtvig en betydelig rolle i de forandringer, samfundet i disse år gennemløb. Han nåede i sit lange liv at virke som både teolog, digter, filosof, historiker, filolog, skolemand og politiker. Hans indflydelse har dog rakt langt ud over 1800-tallet, og Grundtvigs tanker indvirker stadig på vores dagligdag.
Det er naturligvis derfor Danmarks Radio har besluttet sig for at dedikere mange timers tv og radio til Grundtvig de kommende måneder. Som DR skriver i pressemeddelelsen om deres satsning: ”I en tid med øget polarisering og den usikkerhed, der følger med dette, er det vigtigere end nogensinde at fokusere på vores fælles værdier og styrke fællesskaber. Derfor lader vi Grundtvigs ideer om, at vi kun er noget i kraft af hinanden, at alle har betydning for vores fællesskab, og at værdier altid skal være til debat, være fundamentet for temaet ’På grund af Grundtvig’”.
Først og fremmest vil jeg anbefale dansklæreren at holde øje med dramadokumentaren ’Grundtvig’. Den fortæller i tre afsnit om fødslen af det moderne danske samfund gennem Grundtvigs person. Dramadokumentar er et rigtig godt danskfagligt område, der giver mulighed for at dykke ned i en legesyg medieform, der placerer sig mellem fiktion og fakta, og giver os noget at arbejde med, når vi sidder med årets opgivelser og skal fylde i kasserne med "opgivelser uden for de 80-100 normalsider".
I samme åndedrag vil jeg gerne pege på serien ’I Grundtvigs fodspor’, der ligeledes bliver sendt på DR. Her bevæger vi os fra dokudramaet til dokumentaren (der betjener sig af dramatisering), og jeg har store forventninger. Det er nemlig Liv Thomsen, der står bag. Hende kender vi dansk- og historielærere fra ’1800-tallet på vrangen’ og ’Liv i renæssancen’, der er intet mindre end geniale til at sætte billeder på nogle af de faglige områder, vi fordyber os i, når vi tilrettelægger undervisning med et historisk perspektiv. Begge serier har premiere søndag den 19. maj og kan ses på DRTV og på henholdsvis DR1 og DR2.
Har man som lærer brug for lidt baggrund, inden man kaster sig ud i Grundtvig-arbejdet, så vil jeg anbefale, at man vender sig mod Grundtvigsk Forum, der har et par fine podcast om Grundtvig, han baggrund og hans betydning på både den lange og korte bane.
Den lange version, hvor bl.a. Ingrid Ank fra Grundtvig-Akademiet fortæller, er mest egnet til læreren som baggrundsviden: Grundtvig på 50 minutter, men de tilbyder også en kortere, der fint kan bruges i undervisningen både i forbindelse med et forløb om Grundtvigs forfatterskab, men også som afsæt hvis man vil arbejde med podcasten som genre: Grundtvig på 10 minutter. Den er indlæst af skuespilleren Laura Bro, der spiller Lise, Grundtvigs første hustru i DR’s tidligere omtalte dramadokumentar ’Grundtvig’.
Sidst men ikke mindst vil jeg pege på, at ønsker man at arbejde med Grundtvig i sin danskundervisning, så er der nok at tage fat i. Han skrev gennem sit liv ca. 1.000 værker fordelt på 35.000 sider. Men det er salmerne, der er hans styrke. Det er her fornyelsen ligger, og det er her noget af vores smukkeste poesi på dansk får lov til at folde sig ud. Har man brug for lidt inspiration, har vi på Center for Grundtvigforskning, hvo rjeg til daglig slår mine folder, udarbejdet et kort forløb om den banebrydende salme ”Dejlig er den himmel blå”. Man kan læse en baggrundsartikel om salmen i DANSK #4, 2023 (den ligger også her: Center for Grundtvigforskning) ’Grundtvig er gået online’. Og så kan man hente undervisningsforløbet gratis på Dansklærerforeningens hjemmeside. Der er både en vinkel til mellemtrinnet og en til udskolingen.
Husk også, at Grundtvigs Værker tilbyder gode muligheder, hvis man skal til prøve i en Grundtvigtekst. Der er adgang til Grundtvigs tekster, indledninger og ordforklaringer.
Grundtvig har været en del af danskfaget gennem mange generationer, og i en af min farmors gamle skolebøger har jeg fundet et rigtig flot Grundtvig-portræt, som man på moderne dansk kan sige, at hun har remedieret. Det er da ret ’skægt’, eller noget.