Ordene kom ind gennem kroppen

Ved Litterært Folkemøde i Skørping forløb det meste som forventet til stor glæde for os, der deltog. Men der dukkede også overraskende ting op, som regel til stor begejstring for os, der fik øjnene op for det uventede.

Således blev mit blik fanget af en bog, der lå og så anderledes ud på Modersmålselskabets bord. Blikfanget var naturligt nok de farvestrålende billedordbøger om udvalgte dialekter. Men ved siden af dem lå en bog med anderledes afstemte farver (se billedet herover). Din tur, Adrian var titlen, og langt inde i erindringen ringede en lille klokke. Den var vist for år tilbage nomineret til ALMA-prisen i Sverige. Og jo, det var den. Skrevet af Helena Öberg. Illustreret af Kristin Lidström. En fin grafisk novelle om Adrian, der bøvler med bogstaverne.

Adrian er en gut med fut i kroppen, når han har fri. Og i fantasiens drømme formår han det utrolige. Men i skolen sygner han hen og bliver mobbet, fordi bogstaverne vælter rundt og er umulige at få styr på. I sort/hvide billeder følger vi hans nedtrykkende skoledag, hvor tiden fryser i stå, når læreren siger: Din tur, Adrian. 

Dette er beretningen om den ordblinde Adrian, der lever i en rig fantasiverden, når han er fri af skolens bogstavundertrykkende univers. I denne grafiske novelle er det understreget ved, at billederne fra skoleuniverset og nærmeste omegn er i sort/hvid, mens fantasilivet er i farver.

I bogens andet kapitel sker der en ændring. Adrian møder Heidi, som er en hund. Sammen med den, som altid møder ham med glæde, og som ikke har de store forventningen til hans læsning, begynder han at læse for hunden, mens han nulrer dens pels. Alting i farver!

I tredje kapitel dukker Heidis ejer op, en ældre, næsten blind dame, som viser sig at være rar og glad for Adrians selskab, fordi han kan læse op for hende. I farver. Men først må savnet af hunden give en skolerunde mere i sort/hvid. 

Bogen ender altså godt, fordi Adrian gerne vil og får ro til at lære, men forinden skal vi altså meget igennem i den læsekrævende skole. Derfor repræsenterer historien på sin vis en grov forenkling omkring den ordblindes bestigning af læsebjerget. På den anden side er den også en smuk beretning om, at der findes et land på den anden side af fokuseringen på det, som eleven/barnet ikke kan. Det er hundesvært at læse, men en hund med dens ubetingede hengivenhed kan hjælpe.

Derfor er bogen blevet et hit blandt svenske lærere, og den var indstillet som nævnt indstillet til ALMA-prisen, som er indstiftet til minde om Astrid Lindgren. Og man må i sandhed sige, at den har hendes ånd svævende over sig. 

Det er fint, at Modersmål-Selskabet har haft øje for den udgivelse. Og det er ærgerligt, at den tilsyneladende er overset af danske skoler, salgstallene tyder på det! Den kan berige alle elever, der tumler med vanskeligheder, og måske inspirere til anskaffelse af en førerhund for ordblinde.