Der er noget sær(lig)t ved Hans Christian

Forleden - den 2. april - havde H.C. Andersen fødselsdag. I den anledning deltog jeg i et arrangement, som H.C. Andersen-Samfundet i København havde inviteret til: Forskeren og forfatteren Joakim Garff fortalte om sin bog Solisterne, som beretter om H.C. Andersen og Søren A. Kierkegaards fiktive rejse til Rom; en rejse de aldrig havde foretaget, men som med Garffs store indsigt kastede store læseoplevelser af sig.

Han skildrede rigmandssønnen, der levede af arven efter faren, og den fattige dreng fra Odense, der som stor dreng drog alene til København i troen på egen bestemmelse til at blive noget stort. Og det blev han, mens Søren A. Kierkegaard levede længere end forudset og derfor oplevede formuen skrumpe.

Læseren oplever i Solisterne de to store forfattere med omvendte skæbner diskutere og opleve verden ud fra hver deres gemyt. Hvis man ønsker et indblik i to af vores få litterære verdensstjerner, så læs bogen og bliv opstemt. Joakim Garff kan noget helt særligt med sproget og med skabelse af en faktionsvirkelighed, hvor to forskellige personligheder stiller hinanden i klarere lys.

Men for at det ikke skal være løgn, så har Jesper Wung-Sung også meldt sig på H.C. Andersen-banen. Han har aldrig lagt skjul på sin fascination af den fattige dreng fra Odense, der drog hjemmefra og blev verdensberømt, så han som gammel blev modtaget med fødebyen illumineret.

Jesper Wung-Sung har holdt sig i skindet i mange år og undladt at skrive sin Andersen-roman. Og i dag må det stå klart, hvorfor han har gået Andersen-svanger i så mange år: Han har vovet at skrive romanen i første person; altså krøbet ind i sindet, tænkemåden og følelsesspektret hos dette aparte barn.

Det er der kommet et romanportræt ud af, som er overvældende og grænseoverskridende for nutidens læsere, der råber på diagnoser, når noget går uden for den slagne sti. Forleden kom jeg i et blogindlæg med den tese, at skolen i dag med det instrumentelle menneskesyn, der er trukket ned over os inklusionsmedarbejdere, ville have passiviseret Hans Christian med diagnoser og medicinering, så verden med al sandsynlighed var blevet en stor digter fattigere.

Han har selv flere steder forholdt sig til, hvad instrumentaliseringen og tingsliggørelsen gør ved levende væsner. Bedst synes jeg i eventyret om To jomfruer. Her er rambukken kæreste med den ene, men da brolæggerjomfruernes ejer omdøber dem til stempler, slå rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel. 

Tænk, at Andersen har fødselsdag i den måned, hvor der skete store ting i 1968. Der fandt et ungdomsoprør, som så mange taler om, og nogle ser det som roden til autoritetstab rundt om i samfundet. Men husk, at det var i samme år, vi fik indført CPR-numre, som er forudsætningen for afhumaniseringen af de bærende samfundsinstitutioner, herunder folkeskolen.

Og for at slutte i den muntre ende, så er her en lille anekdotisk, men dog sandfærdig beretning fra H.C. Andersen-sfæren. Da digteren fyldte 200 år, besluttede man i Undervisningsministeriet, alle elever i grundskolen 6. klasser skulle have en bog med de kendteste af Andersen eventyr. Den blev smukt illustreret og indbundet og lå klar til forsendelse til Amtscentralerne, som skulle distribuere videre til eleverne. Men på samme tid fik vi et skifte på ministerposten. Ulla Tørnæs blev afløst af Bertel Haarder, som opdagede, at der var stavefejl i det forord Tørnæs havde underskrevet. Der var er -r for meget i et centralt ord: eventyrerne. Derfor forlagte Bertel Haarder, at siden med forordet skulle skæres ud af samtlige mange tusinde eksemplarer og erstattes med et løsblad uden stavefejl - og med hans signatur.

Men en storladen gestus var det at fejre H.C. Andersen på denne vis. Han var og er på mange måder et bolværk imod dem rigiditet, der præger tidens skoletanker. Og han var selv bevidst om kulturens og kunstens betydning i menneskets tjeneste. Således betegnede han maleren Carl Bloch, som han ses sammen med på fotografiet over denne blog, som et kunstens Dannevirke mod udefrakommende nedbrydende impulser.