Et synligt problem. En overset bog

På det seneste har jeg, som det fremgår af de to foregående blogindlæg, haft den glæde at være indbudt af dansklærere og af skoleklasser til at lave oplæg om og undervise i hhv. litteraturundervisning og oplæsning. Disse besøg har for mig været både inspirerende og tankevækkende.

Især har et par samtaler efter de aftalte møder sat sig. 

Ved et af møderne med dansklærere fortalte en mig om sine frustrationer i forbindelse med placeringen af ukrainske børn i den almindelige klasse - uden nogen form for støtte eller ekstra resurser. Frustrationen gik først og fremmest på de tomme blikke, som det uforståelige dansk afstedkom. 

Ved mødet med 4. klasserne talte vi om hvor mange bogstaver, vi har i det alfabet, som på sin vis er de noder eller tegn, som vi med stemmen skal sætte lyd på, når vi læser op. Og efter lektionen kom en ukrainsk pige og fortalte mig, at hun havde flere en 50 bogstaver at holde styr på, for hun havde både det ukrainske, det russiske og det danske alfabet at spille med. Hun havde boet i Danmark i 11 år.

Men de to hændelser, som det hedder i politisproget, sagde mig, at ukrainske børn, der for nylig er kommet til landet, har både problemer med både sprog og alfabet.

Jeg nævnte i disse og andre tilfælde ved litteratur- og oplæsningsmøderne rundt om i landet en bog, som jeg for et års tid siden skrev et blogindlæg om: Min tvungne skoleferie, skrevet af Kateryna Yehorushkina og illustreret af Sofia Avdeeva.

Ingen af de lærere, jeg talte med, havde hørt om bogen. Og da jeg tjekkede, stod den på forholdsvis få biblioteker. Derimod har den en ret stor udbredelse i Sverige. 

Her i landet har den fået meget få, men fine anmeldelser på henholdsvis folkeskolen.dk af Bent Rasmussen og på Bogbotten af Bodil Christensen, altså af to mennesker, der kender skolen og lærernes/elevernes behov.

Derimod har den fået en besynderlig udtalelse fra DBC, som anbefaler den til "behersket anskaffelse, hvis der lokalt er behov for bøger på ukrainsk". DBC er en forkortelse af Dansk Biblioteks Center, og deres konklusioner er dem, bibliotekerne foretager indkøb efter i disse tider, hvor indkøberne ikke længere får bøgerne i hånden, inden de handler.

I den svenske Bibliotekstjänst skriver, at "Dagsboksformen ger autenticitet och närvaro .....och i den kontext som vi befinner os i blir denna närvaro väldigt smärtsam och tung att ta del av. Men nödvändig." 

Begge noterer, at bogen er tosproget med den ukrainske tekst bag i bogen. Men hvor den danske bekriver betoner, at den er en bog til ukrainske elever, understreger den svenske, at den er nødvendig læsning for alle forstås. Akkurat samme konklusion, som Bent Rasmussen og Bodil Christensen når frem til.

Man kan undre sig over, hvorfor en dansk officiel beskriver finder den rettet mod ukrainske børn, mens en svensk og to skolekendere finder, at også danske børn må beskæftige sig med de følelser, der besætter børn, der oplever eller har oplevet krig, -  i almindelighed og i særdeleshed, når de har ukrainske klassekammerater.  

Der er nogle ting, vi ikke bør overse, selv om kampen om opmærksomhed ofte overdøver eller underkender materialer fra små forlag.