Læs mere fra Folkeskolens danskrådgiver:
Kun én opgave som kræver søgning på nettet, tekstdiktaten er væk og seks opgaver i stedet for fem i læseprøven - bølgerne går højt efter dette års skriftlige prøver i dansk
Torsdag og fredag i sidste uge sad eleverne fra 9. klasse landet rundt klar til årets første skriftlige afgangsprøver. Eleverne mødte i alle tre opgaver en lidt anderledes konstellation, end de har været vant til. Er det fair overfor eleverne, at dele af afgangsprøverne ser anderledes ud, end de prøver de har øvet sig på?
Har du som lærer primært undervist dine elever ud fra tidligere afgangsprøver, så fik de sig lidt af en overraskelse, efter de tre skriftlige afgangsprøver i dansk. Der var især markante ændringer i læseprøven uden nogle har fået besked om dette.
Holdningerne til ændringerne i prøvesættene er mange. En del er frustreret over, at Undervisningsministeriet (UVM) ikke har meldt de mest markante ændringer ud – for elevernes skyld.
Flere udtaler sig på de sociale medier om, at UVM har kendt til de her ændringer et stykke tid, så en enkelt meddelelse ud til skolerne kunne have været på sin plads.
Andre er mere optaget af, at de har klædt eleverne på til den type afgangsprøve, som der plejer at komme, og derfor er de bekymret på elevernes vegne, om de formår at holde fokus, når prøveformen ser anderledes ud (her refereres der mest til læseprøven med de seks opgaver i stedet for fem).
Andre går lidt mere i den anden retning og mener, at selvfølgelig skal eleverne kunne være omstillingsparate, og at vi lærere ikke må undervise vores elever udelukkende med øje for én slags prøvetype.
I nedenstående tabel kan du se forskellen fra tidligere prøver til dette års prøver:
Skriftlige prøver i dansk
Sådan har opgaverne ofte set ud: | Sådan var opgaverne i år: | |
Skriftlig fremstilling | I to ud af fire opgaver kræves der ekstra søgning på nettet og dermed brug af kilder | Kun én af opgaverne kræver, at der skal søges om ekstra viden på nettet |
Retskrivning | Der er to diktatdele. Del A er en tekstdiktat, hvor eleverne skal skrive alt det, som læreren dikterer. Del B er en indsætningsdiktat, hvor eleverne skal skrive det/de ord, som mangler i sætningen. | Der er kun del B, som er en indsætningsdiktat. Den er til gengæld lidt længere, end den plejer. |
Læseprøven | Læseprøven består af forskellige tekster/genrer med dertilhørende ti multiple choice opgaver. De fire af opgaverne skal løses ved særskilte opgaver, mens opgave fem skal løses i selve teksten. | Læseprøven består af seks opgaver. De første fem opgaver skal løses ved at læse en tekst og derefter svare på spørgsmål. Der er ikke ti spørgsmål i hver opgave, som der plejer at være. Opgave seks skal løses inde i selve teksten. Der er ikke så lange/teksttunge tekster, som det har været tilfældet før i tiden. |
Eleverne skal kunne navigere i forandring, men...
Selvfølgelig skal vores elever kunne navigere i forandring, men samtidig er det også en tryghed for en del elever, når de kender selve rammen for prøven.
Vi har i skolerne flere og flere elever, som måske nemmere kan lade sig slå ud af små ændringer. Det vil være godt at tage hensyn til dem. Jeg mener, at ændringerne skulle have været varslet.
Folkeskolen skal være for alle.