Læs mere fra bloggen: Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Lærernes dag: Den lærer har gjort en kæmpe forskel for mit barn
I torsdags blev alle medarbejderne på vores skole modtaget med flag, kagemand og rosende ord i forbindelse med lærernes dag. I den forbindelse har jeg talt med en del forældre, som her sætter nogle ord på, hvor vigtig en rolle den enkelte lærer har for lige netop deres barn.
Hos os hedder det medarbejdernes dag. På andre skoler kaldes det lærernes dag. Ikke desto mindre er det en dag, hvor der bliver sagt ekstra tak for indsatsen til alle os, som dagligt interagerer med børn og unge mennesker rundt om på skolerne.
Mange af forældrene til mine elever er gode til at anerkende den indsats, vi som lærere laver i det daglige. Indsatsen kan i mine øjne føles minimal, men den kan i en familie eller hos den enkelte være uvurderlig. At blive set eller prioriteret i en vanskelig sammenhæng, kan for et barn være altafgørende for både relationen til læreren og den generelle trivsel.
At rykke en elev på enten den sociale eller faglige bane giver en stærk følelse af tilfredshed som lærer. Derfor fik jeg lyst til at spørge rundt i mit netværk om den gode historie, hvor en lærer har haft en særlig betydning for lige netop deres barn/børn. Her er noget af det, som jeg har indsamlet af beskrivelser til lærerne rundt om i landet, som hver eneste dag gør en forskel:
Det betyder meget, at jeg også kan modtage beskeder fra min søns lærer, når han har gjort noget positivt i skolen. Han er udfordret på en del parametre, og derfor betyder ros og en opmærksomhed i det positive felt ekstra meget hjemme hos os.
Min datter har været (psykisk) syg on/off i en længere periode. Jeg kan mærke, at hendes lærer har et ekstra øje på hende, og det betyder alverdens for både hende og vores familie herhjemme.
I min søns klasse har de en lærer, som prioriterer at give plads til de dannelsesmæssige værdier. Det kan jeg virkelig mærke på min dreng, når vi taler om det herhjemme. Samtaler om fællesskab, empati og accept af forskelligheder har i en periode fyldt ved aftensmadsbordet. Tak til hende!
Min pige kom fra en skole, hvor de voksne ganske enkelt ikke kunne overskue hende og hendes (ekstra) behov. Hun var hverken larmende eller udfordrende i forhold til adfærd, men hun var sårbar. Hun ville gerne have de voksnes hjælp, når noget blev svært, og det kunne de ikke give hende. Jeg formodede af flere omgange, at hun reagerede på de professionelles underskud. Det blev jeg bekræftet i efter hendes skoleskift. Hun er blomstret og forandret under vingerne på et par nye lærere med mere personligt overskud til alle elever.
Har du mødt en lærer, som har haft eller stadig har stor betydning for dit barn?