Læs mere fra bloggen: Folkeskolens danskrådgiver
Blog
Efterårsferie - en mulighed for optankning
I sommer sagde jeg farvel til en 9. klasse. Dette har gjort, at jeg i dette skoleår har fået en håndfuld timer i en ny klasse, som jeg ikke kender. Det kræver omstilling at lære en masse nye elever at kende, og det har altid en effekt på den første tid.
Jeg har altid en nysgerrighed i forhold til mine kommende nye klasser. Ofte er det klasser, som jeg skal have i fire år, så de vil få en stor betydning for mit arbejdsliv. Det kræver stort fokus at starte nye klasser op, og derfor er første ferie i det nye skoleår ofte en velsignelse.
Nogle ferier kommer mere belejligt end andre, da det giver tid til at lade batterierne op og lade refleksioner falde på plads. Denne efterårsferie er bestemt vigtig, da den afløser en periode med opstart som omdrejningspunkt. For mig er der tydeligt forskel på, om jeg efter en sommerferie har klasser, som jeg kender, eller om jeg skal starte op med en helt ny klasse. Alt nyt kræver lidt mere tålmodighed, afkodning, kommunikation, forståelse og refleksion, da eleverne og jeg skal finde en vej frem mod en god kultur i klassen samt et stærkt læringsmiljø.
Pitstop
Heldigvis går det ret hurtigt med både at lære navne, den enkeltes personlighed, gruppedynamikkerne samt at få skabt stærke relationelle bånd på kryds og tværs i klassen. Alligevel kan det godt mærkes, at der har været brug for lidt mere klasseledelse for at finde en ramme, alle kan agere i. Selvom man som elev har gået seks år i skole, kræver et lærerskifte tydelighed i det relationelle og de forventninger, teamet har til den enkelte.
Alt dette er en del af den store ligning, der kaldes opstart. Et regnestykke, der kun går op, hvis man lægger sig i selen og gør sig umage med både den pædagogiske og didaktiske indsats.
Så tak, kære efterårsferie. For at du kommer lige netop nu, hvor jeg har brug for dig. Outlook og Aula er for en stund på pause, og der samles energier op til nye tiltag, overvejelser, strategier, tanker, refleksioner og ideer. Efterårsferie er en form for pitstop, og med nye dæk efter ferien er vejgrebet bedre, og bilen styres mere kompetent rundt i de mange sving, chikaner samt på langsiderne.
Fortsat god ferie derude! 😊