Det vigtigste, i forhold til afgangsprøven, er at give eleverne en god oplevelse

Når en elev går til afgangsprøve, er det naturligvis for at skabe en afslutning for den enkelte, hvor de mange års skolegang skal testes. Så reelt er det vel?

Gennem mine mange år som lærer har jeg oplevet en del forskellige tilgange til det at føre til prøve. Vi lærere har som faggruppe ikke en utvetydig måde at gøre tingene på. For enkelte professionelle skal det hele køre snorlige efter reglementer, mens andre tager lidt mere afslappet på tingene – dog indenfor de legale rammer naturligvis.

Hvor skal fokus ligge?

Det kan på mig virke som om prøvesituationen i nogle situationer deler lærerne i to. Der er lærere, som ønsker at fokusere på den regelrette oplevelse ned til mindste detalje – og så er der en gruppe, der har eleven og oplevelsen mere i fokus.

Begge disse grupperinger kan gradueres i det uendelige i forhold til folks handlinger, men jeg føler, at der nogle gange spændes en fjeder mellem disse to arketyper.

Kan vi kombinere de to prøvegrundsyn, tænker jeg, vi er nået et godt stykke af vejen mod en fornuftig prøve for både elev og lærer. Bliver læreren derimod for rigid i de to yderpoler, så begynder projektet i min optik at skride.

Kører vi for meget efter bogen, så kan vi have en tendens til at glemme, at der sidder et menneske overfor en, og så tager regelrytteriet overhånd, og der blændes af for det holistiske syn på eleven.

Har vi eleven for meget i fokus, kan læreren hurtigt lade sig fortabe i følelser overfor denne, og pludselig kan professionaliteten skylle overbord, mens vi drukner i vores egen velvilje.

Den gode oplevelse til prøven er vigtig

Efter min mening bør læreren naturligvis være et godt menneske overfor den unge på den anden side af bordet. Vores jobbeskrivelse er at danne og uddanne borgere til vores land. Derfor skal eleverne have en god oplevelse af at gå til prøve. Ellers er chancerne, tror jeg, store for at de ikke ønsker noget som dette igen. Altså kan vi med en for rigid fejlfinderkultur omkring prøven risikere at klippe uddannelsessnoren over for flere unge, der måske stod på vippen.

Og står de der – på vippen – og tænker på, om de tør hoppe ud i det, så er chancen for det nok større, hvis de fik en oplevelse med sig, hvor det ikke var deres små fejl her og der, der var under lup. Måske tør de tage springet, hvis deres oplevelse med prøven var, at de blev belønnet for de felter, hvor de præsterede positivt.

Min frygt er, at vi med en for seriøs og præstationsforherligende indgangsvinkel til prøverne risikerer, at de unge ikke ønsker at være i den sfære igen.

Derfor tror jeg på at hælde til den menneskelige side, hvor den positive oplevelse for eleven er i centrum.