Folkeskolens danskrådgiver
Blog
En læselog kan generere initiativ hos barnet
Husk at læse hver dag med dit barn. Det ved jeg som lærer og som forælder til indskolingsbørn. Alligevel er der dage, hvor det er svært at finde tid og overskud. En læselog har i vores tilfælde flyttet initiativet til læsestunden fra voksen til barn.
Foto: Privat/Trine Hemmer-Hansen
“Vi skal huske at få læst og få skrevet antal sider i min læselog”. Ordene kommer fra min søn, som går i 2. klasse. Det er tydeligt, at det at skulle notere læsningen giver ham ekstra motivation til at få læst.
Projekter som ‘Read’ og den nuværende læselog kan motivere min søn med læsningen på en sådan måde, at han er initiativtageren i forhold til at komme i gang. Det er nyt!
Som udskolingslærer ser jeg effekten hos de børn, som har fortsat læselysten op gennem teenageårene. Her har de børn et klart større ordforråd og har generelt lettere ved at tilgå de lidt mere læsetunge genrer.
Læsning er meget mere end bøger
Læsning er naturligvis mere end blot bøger, og tidligere undersøgelser har vist, at selvom drenge ikke sluger så mange bøger som piger, så læser de en del bl.a. på nettet.
Men bøgerne giver i min optik et mere varieret ordkendskab samt evne til fordybelse, da man forpligter sig på et længerevarende forløb, end nettet som regel kan tilbyde.
Bøgerne opøver evnen til at danne indre billeder, og netop denne adgang til de kreative centre i hjernen gøres der brug af, når man bl.a. skal tilgå og løse de mere abstrakte udfordringer som eksempelvis skriftlig fremstilling.
At man allerede tidligt arbejder med motivationen hos de yngste gør mig glad, da dette er en indsats, man ikke må overse. Både drenge og piger har sikkert både computer, ipad, nintendoer mm. som præference før læsningen, når man kommer hjem.
Derfor skal de yngste hjælpes mod en motivation for arbejdet, da den ikke altid ligger lige for.
Det er klart noget jeg bifalder, men udover at tage imod som forælder så kan jeg som professionel mærke, at jeg måske burde tænke endnu mere i den forpligtende fritidslæsning i de større klasser. Specielt for at sætte fokus på de elever, som for længst har smidt fritidslæsningen ud til højre.