Blog

Er du klasselærer i to klasser?

De sidste otte år har jeg været klasselærer i to klasser. Ofte både som dansk- og idrætslærer. I dette skoleår skal jeg prøve kun at være klasselærer i én klasse - og det kan allerede mærkes på arbejdsbyrden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hver gang jeg har været til MUS-samtale, har jeg ønsket at være klasselærer i to klasser. Jeg kan virkelig godt lide klasselærerrollen, og jeg har altid følt mig godt klædt på i forhold til det relationelle arbejde.

At være “ansvarlig” i to klasser har gennem årene været et ønske for mig, og jeg var faktisk ærgerlig, da jeg i år ikke fik mere end en klasse som klasselærer.

Folkeskolens danskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Trine Hemmer-Hansen er Folkeskolens danskrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: trinehemmer@hotmail.com

Jeg har dog hurtigt kunne mærke en stor arbejdsbyrde lette, da den daglige eller ugentlige kontakt med forældre og børn reduceres markant.

Den vigtige relationelle tilgang

Netop arbejdet med at få en professionel og tæt relation til familierne har været en drivkraft i mit arbejde, da jeg mener, det er det absolut vigtigste for at lykkes med et læringsmiljø. Jeg er med på, at fagligheden kommer lige i halen, men det er vanskeligt at fange eleverne udelukkende med det undervisningsmæssige.

Derfor har jeg nu kunnet mærke, i hvor høj grad jeg faktisk har kastet min energi efter netop det relationelle de forgangne år. Alt fra snak med elever i frikvarterer, forældrekontakt på både telefon og mail samt det at få alle til at føle sig set i et klasserum kræver en stor indsats.

Mere energi til andre ting

Selvom det arbejde er en livsnerve for mig, så kan jeg også mærke, at det faktisk er okay også lige at slippe noget tyngde i netop denne del. Jeg har ikke været vant til f.eks. at komme ind til en engelsk time og så bare gå ud igen bagefter. Jeg har altid været den, der havde det sidste ansvar på næsten alle de klasser, jeg har haft, og det har både været givende men også ind imellem krævende.

Klasselærerfunktionen deler vi hos os, og det har som regel været givende. Lige nu kan jeg dog mærke, at det frigiver noget energi til andet, at jeg “kun” har en enkelt klasse.

Så hvad der startede som lidt en ærgrelse i år er nu vendt til noget positivt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke igen kan finde på at tage to klasser ind som fungerende klasselærer.