Pausernes mange agendaer

Foto: Privat 

Jeg har dage, hvor jeg ikke når at spise min mad på skolen. Den bliver til gengæld fortæret i hjemmet efter endt skoledag – og med rumlende mave. 

Jeg kan naturligvis bare være lidt omstillingsparat og lave mig noget føde, der kan indtages gående eller i let løb. Det er og bliver en rookie-mistake at have en lasagne med, der skal lunes. Det ved enhver efterhånden. 

For mine pauser er ikke 'bare' pauser. 

Nu ved jeg ganske godt, at jeg som lærer ikke har ret til særlige pauser på specifikke tidspunkter. Det skal fastsættes af skolens ledelse. Jeg har også gennem en årrække været fleksibel i forhold til tiden mellem timerne.  

Gennem min lærergerning har møder, som pludselig bliver lagt ind, fyldt mere i mine pauser end før. Det kan være alt fra koordinering, planlægning, struktur mv., men det kan også være hurtige møder med forældre, skolepsykologer, sundhedsplejersken eller andre, der lige hurtigt har brug for mig. 

'Transporttiden' mellem timerne 

Derudover har jeg mange andre gøremål i min “transporttid”, som jeg også kalder den.  

Flere af os, der arbejder på større skoler kender helt sikkert til det at sætte det lange ben forrest. Ofte skal jeg gå langt for at nå næste lokale, og måske skal jeg forbi lærerværelset for at have nye materialer eller lignende med videre. 

Vi skal jo også tage os af kerneopgaven – nemlig eleverne. De kan også have meget på hjerte efter en time, og ønskes der en god relation, så er det ofte godt givet ud, hvis en gruppe piger eller drenge lige vil tale kort. 

Det hele blandet sammen tager bare meget tid af klokken, og indeni kører mit kropslige æggeur, og nedtællingen frem mod næste time kan godt stresse lidt. 

Især når jeg på en stor skole gang på gang bliver ramt af det faktum, at der på en almindelig dag skal koordineres rigtig mange ting. 

For pauserne er de få minutter på en dag, hvor vi lærere også lige kan give en hurtig besked, som skal videre inden næste time. Det kan ikke altid fikses via god planlægning dagen før. 

De ikke løsbare konflikter 

Og apropos det spontane - så kan jeg også ramme perioder, hvor konflikter sluger al tiden mellem timerne. 

Konflikter er en naturlig del af en skoledag. Det har det altid været, og sådan vil det fortsætte, men med alle de ting, jeg generelt skal nå i mine pauser, så kan konflikter ofte blive det, der som det spontane vælter læsset og genererer minus på overskudskontoen i nuet – netop der hvor der er mest brug for det. 

Hvis mængden af eventuelle konflikter eleverne imellem blot stiger støt og langsomt overtager mere af min tid frem mod næste time, så har både jeg og andre en alvorlig udfordring. 

De seneste år har min oplevelse i den danske folkeskole været, at konfliktniveauet er stigende blandt eleverne. Derudover oplever jeg også, at vi har færre muligheder og redskaber til at “rykke” eleverne. Hvor vi før i tiden kunne have effekt af at sætte individer sammen til en samtale, indkalde forældre eller lignende, så preller tingene nemmere af nu end tidligere.  

Jeg føler, det er langt mere vanskeligt at komme til bunds i uenigheder blandt elever end før, og det medfører naturligvis en større arbejdsbyrde på daglig basis. 

Den vigtige ‘time-out’ 

Fremadrettet vil jeg forsøge at sortere i, hvornår mit “arbejdsrum” for løsning af en konflikt er. Pausen er ikke stedet og tidsrummet, hvor man får udrettet nogen kompetent handleplan – det er ren brandslukning. 

Jeg skal selvfølgelig gøre, hvad jeg kan i de enkelte situationer, men jeg løser intet på de få minutter, jeg har til rådighed. 

Derfor skal elever også ledes frem mod en form for time-out i konflikterne. Det kræver træning, men er en nødvendighed for, at vi kan agere og hjælpe. 

Tiden mellem timerne skal være et rum, hvor vi kan interagere med eleverne og andre lærere samt skabe den grounding, der sender os godt videre mod næste time og elevgruppe.