Læs mere fra Folkeskolens danskrådgiver:
De studerende skal også møde kompleksiteten i folkeskolen
Jeg har de sidste par uger haft studerende fra læreruddannelsen med i min undervisning. De skal nu møde et udsnit af virkeligheden, og det er jeg ansvarlig for at give dem.
Jeg har i dag læst artiklen “Vi skal fortælle, hvor dejligt det er at være lærer” på folkeskolen.dk.
Jeg kan godt spejle mig i en del af Marie Reinert-Petersens pointer om, at vi godt kan løfte narrativerne om det at være lærer.
På mange arbejdspladser rundt om i landet kan negativitet godt være en trykkende følgesvend i et arbejdsmiljø, og det samme gør sig naturligvis også gældende i lærerkredse.
Jeg er enig i, at vi sagtens kan blive bedre til at begejstres sammen og dyrke succeserne fremfor at lade os drive mod mørket i form af de ting, der er svære.
Men de svære og udfordrende ting ved lærerjobbet er og bliver en del af en hverdag, og de vanskelige ting må og skal også kunne adresseres.
Virkeligheden venter
De studerende er generelt ret få timer på en skole i løbet af en uge. Det vil sige, at de får et meget lille udsnit af det at være lærer. Jeg er meget enig i, at vi med de kommende kollegaer skal give dem lysten til lærergerningen, men de skal også klædes på og bevidstgøres om, hvordan de kan tackle eventuelle udfordringer i et job, der kan generere en del følelser.
For nogle år siden læste jeg en blog på folkeskolen.dk om samarbejdsvanskeligheder i et team. I kommentarfeltet svarede en ung lærer: “Hvorfor har vi aldrig haft samtaler som denne på seminariet?. Vi har aldrig haft noget om teamsamarbejde eller forældresamarbejde.”
Det var for mig tankevækkende.
Der vil opstå udfordrende situationer
Jeg kan i så høj grad tilslutte mig den positive tilgang. Den forsøger jeg efter bedste evne at praktisere. Men jeg mener også, at vi har et ansvar for at give studerende et større indblik i lærergerningen end blot de få timer dagligt, de er på skolen.
Vi skal ikke tage sorgerne på forskud i forhold til udfordringer, men jeg mener klart, at vi skal vise dem dele af den værktøjskasse, vi benytter, når de udfordrende situationer opstår.
Det er for mig også at brænde for sin arbejdsplads, sit fag og sine elever.
Studerende skal have en indføring i, hvordan komplicerede situationer kan gribes an med konstruktive løsninger for øje.
Om det handler om forældre, elever, kollegaer, ledelse eller andet udefra kommende, så er det mit ansvar som praktikvejleder også at vise de kommende kollegaer de dele af maleriet, hvor skønmalingen ikke er slået til og farverne changerer besynderligt.