Læs mere fra Folkeskolens danskrådgiver:
Elev om analog august: ‘Jeg ønsker en reducering af skærm i min hverdag’
I hele august måned har vi på vores skole pakket både computere og mobiltelefoner helt væk fra undervisningen. I sidste uge har vi så evalueret med eleverne om undervisningen uden de famøse skærme, og der er interessant feedback fra eleverne.
Computer og teknologi er kommet for at blive, men alligevel er det interessant, hvad der sker med elevernes koncentration, når computerne er pakket væk.
Her er blot nogle af de mange positive tilbagemeldinger fra eleverne efter en opstart på et nyt skoleår helt uden brug af skærme:
“Jeg er ikke så træt i hovedet sidst på dagen, som hvis jeg har siddet bag en skærm non stop”
“Vores undervisning har skiftet mellem at være indenfor og udenfor – det har været fedt”
“Der har været noget mere variation i undervisningen, end der plejer”
“Jeg kan godt blive fristet til at søge på alt muligt andet end skolearbejdet på computeren, og det har ikke været en mulighed”
“Gruppearbejde har været mere seriøst og mere nærværende. Alle har deltaget aktivt, når det har foregået på papir/i hæfte, end når man sidder bag hver sin skærm".
Når computeren er ens arbejdsredskab
I enhver klasse sidder der elever, som af forskellige årsager har brug for computeren hele tiden både i forhold til at skrive og læse. Her har evalueringen af analog august været både positiv og udfordrende:
“Jeg kan godt lide, at alle i klassen har en computer, for så skiller jeg mig ikke ud i forhold til resten af klassen. Her i august måned har jeg faktisk engang i mellem haft følelsen af at føle mig anderledes, da jeg f.eks. er den eneste, som lytter til romanerne i stedet for at læse selv.”
“Undervisningsformen har været mere alsidig, og det har været fedt for mig, som gør brug af computer til alle opgaver. Der har været flere opgaver, som ikke udelukkende har handlet om at læse/skrive. På den måde har jeg følt mig helt på lige fod med de andre i klassen."
Vi skal docere brugen af skærme
Der er ingen tvivl om, at august har været anderledes i år. Den gav noget eftertanke i form af elevudsagn, og det må vi tage til efterretning og evaluere yderligere på. At nogle elever ytrer, at de ønsker et reduceret forbrug af skærm i undervisningen viser, at vi måske har nået et mætningspunkt.
Ingen elever står dog og ønsker sig tilbage til 1980’erne, hvor de første elektriske viskelædere kom. Ingen har ønsker om kladder og renskrivning, overheadprojektor eller tv-apparater på rullevogne. Til gengæld ønsker flere elever en pause fra skærmen i ny og næ. Måske på egne vegne – og måske også på andres.
For skærmen kan være med til at distancere os fra hinanden. Ligesom den også kan samle os, når vi er på afstand. Vi kan få ondt i hovedet af for meget computerlys på en dag, og samtidig kan vi opleve det at savne det taktile ved at røre ved papir, blyant, ark og bøger.
Vi må en tur i evalueringskarrusellen og se, hvad vi tager med os, når vi stiger af.
For mit vedkommende vil jeg allerede nu begynde at tænke over min tilrettelæggelse af en dag. Hvor meget jeg bruger skærmen, skal være i fokus fremadrettet, og jeg vil docere mere nænsomt, uden jeg tidsforskyder og pludselig står med kridt, tavle og en BALL-trøje på igen.