Læs mere fra: Folkeskolens danskrådgiver
Den menneskelige del af jobbet lærer du ikke nødvendigvis på seminariet
Lærerjobbet har mange facetter, men de dele, der ikke omhandler selve undervisningen, mangler at blive prioriteret mere i uddannelsen fra seminariet.
Den undervisningsmæssige del kræver en del indsigt, og på seminariet får lærerstuderende fremlagt en hel del teori, som de så gennem selvstændigt arbejde og gruppeprocesser selv skal transformere ned i sin egen lærerpersonlighed.
Derudover kommer så denne kæmpe post ved siden af, hvor selve livet kommer i berøring med ens undervisningslokale. For vi lærere er langt fra blot undervisere.
De mange forskellige kasketter
Gang på gang indtager jeg roller, hvor jeg både skal agere samarbejdspartner, konfliktnedtrapper og rådgiver mm. for både elever, forældre, samarbejdspartnere og ledelse. Jeg tager del i andre menneskers opture og nedture og ligeledes den jævne dagligdag, hvor tingene bare kører.
Denne del undervises der ikke meget i på seminariet. Her kommer min egen menneskelige del i spil. Det gør den også i undervisningen, men her er alligevel en faglig vinkel, jeg hele tiden lægger mig slipstrømmen af.
Erfaring får en effekt
Når konflikter, samarbejdsproblemer, mistrivsel mm. rammer en elev eller en gruppe, så står jeg som regel blot med min bagage som eneste værktøjskasse. Som lærer er jeg ikke uddannet til disse situationer, men med årene får en erfaring en effekt. Dog forandrer elevgrupper og problemstillinger sig dog, så på den måde føler jeg mig aldrig helt færdiguddannet.
Selvfølgelig er dette også en del af opgaverne ved lærergerningen. At kunne svinge og dreje i takt med børn, forældre og kollegaer i en evigt foranderlig organisme, der aldrig trættes i forhold til både at udfordre og glæde mig.