Når en særlig tæt teammakker går på pension

Efter 47 år på arbejdsmarkedet sagde min kollega forleden stop. Stadig på toppen, vellidt og fagligt respekteret. 

For mig bliver det et savn, når han efter juleferien ikke sidder i sin stol på lærerværelset længere eller kommer imod mig på gangen. 

At være makker med en anden lærer omkring en klasse er i høj grad et samspil med egne værdier i puljen. Når vi arbejder med faglig og social udvikling af børn og unge, så bringer vi som ofte os selv i spil. Både i interaktionen med eleverne, men i lige så høj grad med en teammakker. 

Den vigtige relation

Relationsdannelsen er af flere omgange påvist som en af de vigtigste faktorer lærer og elev imellem, hvis en udvikling skal finde sted. Det samme vil jeg mene om en teammakker. 

Eleverne spotter meget hurtigt, hvis to lærere med samme klasse ikke er på bølgelængde. En fælles form for frekvens er væsentlig, uden at man naturligvis skal være ens i alt. Deri ligger også en kvalitet – i forskelligheden. 

Men grundsubstansen i værdifeltet skal være i vater, da vi ellers kommer til at trække i forskellige retninger.

Sådan et makkerskab har jeg netop afsluttet. På fineste vis på lærerværelset lige inden juleferien. Med en person jeg delte en stor mængde værdier. Forskellighederne gjorde os endnu stærkere, da vi kunne supplere hinanden internt i teamet.

En ny teammakker 

Nu skal jeg arbejde sammen med en ny kollega, og det glæder jeg mig til, samtidig med at jeg også vil savne min tidligere relation. Opgaven ligger nu i at finde ind til de værdier, faglige og sociale felter, som jeg deler med min nye makker, og så skal vi afsøge, hvor forskellighederne kan blive til styrker.

Et godt makkerskab er nemlig ikke blot samhørighed og ens tankerækker. Det handler i høj grad om et fælles fundament, hvorefter pædagogik og didaktik fint kan eksistere med udsving i udførslen.