Læs mere fra Folkeskolens danskrådgiver:
Terminsprøver: Hvordan undgår vi snyd?
I løbet af de sidste tre uger har mange skoler afholdt de såkaldte øveprøver. Med internettets implementering i prøverne ligger der for nogle elever en større fristelse i forhold til at omgå reglerne, hvilket efterlader os lærere med en udfordrende opgave, der skal løses.
I år har vi oplevet et større antal af elever, som på en eller anden måde har omgået reglerne til deres øveprøve. Nogle elever tog vi i uregelmæssighederne under selve prøven, hos andre har vi fundet afskrift direkte fra nettet, enkelte havde lånt opgaverne fra eleverne fra naboskolen (som afholdt prøverne ugen inden vores skole) og endelig har andre gået til bekendelse og indrømmet urent trav f.eks. ved hjælp af ChatGPT.
Tilbage står vi lærere og føler os en smule magtesløse. For hvad stiller vi op med selve rammen for prøven? Der er fri adgang til nettet, og eleverne forventes i enkelte prøver at benytte det. Samtidig må de ikke kommunikere, copy-paste, fodre AI-maskiner osv., men for flere er det åbenbart fortsat svært.
I ugerne op til prøverne har vi lærere naturligvis haft fokus på prøverne, men ligeledes har vi også talt om fristelserne på internettet.
Hvor ligger mulighederne?
Vi har enkelte muligheder og redskaber til at afdække evt. snyd ved prøven, men vi finder helt sikkert ikke frem til alle. Dette sætter retfærdighedsfølelsen lidt på standby for de elever, der bruger tid og egne ressourcer i udarbejdelsen af besvarelser til prøven.
Hvordan sikrer vi os bedst muligt mod, hvad der både er uretfærdigt for mængden af hårdtarbejdende elever, men i lige så høj grad for dem, der ved at blive afsløret står tilbage med en uheldig oplevelse og en annulleret prøve?
Mine tanker gik fra start på, om vi skulle tilbage mod en mere analog prøvetilgang, men det står jo slet ikke mål med virkeligheden på ungdomsuddannelserne.
I stedet kunne vi kaste blikket mod tekniske løsninger. I øjeblikket er flere gymnasieklasser med i forsøg omkring overvågning af computeraktivitet under en prøve. Er det den vej, vi skal gå?
Overvågning har en trist klang i mine ører, men vil vi lade internettet være åbent til prøverne, så skal der nok også en teknisk opgradering til i forhold til opsyn. Lærerens øjne og vurderingsevner er i 2024 nok ved at være uddaterede, og vil vi skabe en fair prøve for alle, så skal vi have luget ud i mulighederne for snyd. For enkelte er fristelsen for stor til at komme nemt om ved prøven, og det giver en ubalance i retsfølelsen for andre elever.