Læs mere fra Religionslærerforeningen:
Religion og køn
Offentliggjort
Sidst opdateret
Midt i januar udsendte Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) en nedslående rapport om trivslen blandt LGBT+-unge. Af undersøgelsen fremgår, at denne gruppe udgør 13% af grundskolernes elever, men at trivslen blandt denne gruppe af elever er langt dårlige endt blandt de øvrige.
Således angiver 40% af LGBT+-eleverne, at de lider af lav livstilfredshed, mens det kun gælder for 13% af de øvrige eleverne. Og hvor det for 28% af de øvrige elever gælder, at de ofte viser tegn på angst og depression, glæder det for 56% af LGBT+-eleverne. Og blandt LGBT+-eleverne har 40% udsat sig selv for selvskade, mens det samme tal for de øvrige elever er 13.
Undersøgelsen synes således klart at dokumentere, at der indenfor den kedelige tendens til forøget mistrivsel blandt børn og unge også er en kønsbestemt skævhed. LGBT+-elevernes egne oplevelser er, at de ofte i den milde ende af skalaen bliver overset eller overhørt, mens de i den grovere ende bliver udsat for diskrimination, mobning og direkte eksklusion, fordi de andre ikke vil omgås dem. At sådanne oplevelser afføder mistrivsel, ensomhed og lavt selvværd er ikke overraskende men til gengæld uacceptabelt.
Ud over at være en del af det generelle pædagogiske relationsarbejde i skolens virke, må det også på indirekte vis siges at være et emne i fx religionsundervisningen. Her udgør menneskesynsproblematikken et centralt stofomåde, som relaterer direkte formålsparagraffens demokratiske grundværdi om ’ligeværd’.
I en vestlig kontekst kan den moderne demokratiske forestilling om ligeværd mellem mennesker let spores tilbage til den bibelske skabelsesberetnings formulering om, at mennesket er skabt i Guds billede – ”som mand og kvinde skabte han dem” – og den senere kristne udlægning heraf i form af forestillingen om, ’at for Gud er alle lige’.
Problemet med en sådan ideal fordring er selvfølgelig, at den er så banal, at alle kan forstå den, men også at den samtidig let glemmes, når hverdagen konkretiserer sig i daglig praksis, hvor normalitetsfænomenet hurtigt kommer til at styre ens adfærd.
Ligeværd forudsætter, som den tyske sociolog Alex Honneth har udfoldet det, anerkendelse på tre niveauer.
Mest elementært er det interpersonelle niveau, som angår den direkte relation mellem to personer, der enten kan opfatte og agerer overfor hinanden som om de er ligeværdige med alt, hvad det indebærer, eller som om de har divergerende værdi. I klasseværelset kender vi det sidste i utallige versioner, når tøj, biler, hjem og feriedestinationer samt forældres uddannelse og løn bruges som markører af status og dermed værd. I relation hertil er skolens relationsarbejde helt afgørende – også når det gælder kønsidentitet, hvor diversiteten i lyset af formålsparagraffen skal værdsættes som lige, så alle trygt kan opleve sig som en del af fællesskabet og ikke i yderkanten af det, da det kan mærke et menneske for livet.
På det mere strukturelle niveau er det lærerens ageren på institutionens vegne og i rollen som lærer, det handler om. Her er udfordringen af skolen som demokratisk institution og læreren som repræsentant herfor skal forvalte og optræde i overensstemmelse med de demokratiske idealer.
Udfordringen i håndteringen heraf er selvfølgelig, at skolen og dens repræsentanter agerer i overensstemmelse med de kulturelle koder og normer, den er en et barn af. Det er langt hen ad vejen det vilkår, der i den daglige virkelighed afføder den strukturelle diskrimination af de forskellige minoriteter, som i folks bevidsthed ikke falder indenfor normaliteten, hvilket man må have blik for og erkende for at kunne ændre.
Som det tredje aspekt peger Honneth på det sociale samfundsliv, hvor vi som mennesker enten tillægges eller påtager os forskellige roller som qua deres funktioner ofte forlener relationerne med en vis magt, der gør dem skæve. Det gælder fx forældres myndighed over deres børn og arbejdsgiveres ret til at lede deres ansatte samt ordensmyndighedernes ret til i et eller andet omfang at udøve vold mod befolkningen, hvis det skønnes nødvendigt. Endelig er der den kulturelle status, som tillægges de forskellige funktioner i samfundet, hvor nogle tillægges større værdi end andre. Det gælder også if. til køn, hvilket er en kulturel udfordring, som fint kan tematiseres i det generelle pædagogiske arbejde.
