Religionslærerforeningen
Blog
Opgør med læringsmålstyranniet?
Gode takter i rådgivningsgruppens anbefalinger om konsekvenser af ophævelse af bindende mål, men får de magt, som de har agt?
Umiddelbart før sommerferien barslede den af undervisningsministeren i efteråret nedsatte rådgivningsgruppe for opfølgning på lovændringen om bindingerne i Fælles Mål officielt med deres anbefalinger. Nu er vi jo i det offentlige ikke vant til at få gaver – hverken til jul eller at gå på sommerferie på – men under præsentationen af de pejlemærker, som rådgivningsgruppen foretrækker at kalde deres anbefalinger, var det som at få stillet en gave i udsigt.
Efter en meget lang epoke med evidens og målstyring, som tog sin begyndelse helt tilbage i slutningen af ’90-erne, da tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager lancerede Klare Mål med en præcisering af, at lærernes metodefrihed i ministeriets optik ikke var en frihed til at undervise, som de fandt bedst men derimod en forpligtelse til altid at vælge den bedst egnede måde at arbejde med stoffet på, tales der nu fra rådgivningsgruppen side om øget didaktisk råderum og professionel dømmekraft.
Vestagers udmelding kunne i et differentieringsperspektiv tolkes positivt i retning af, at undervisningen skulle være mere varieret og tilpasses de konkrete elever, men det kunne også i et evidensperspektiv tolkes som ensretning if. til resultaterne af den pædagogiske forskning, som der dog er forsvindende lidt af if. til skolens virkelighed.
Rundt om på landets skoler har mange lærere idealistisk forsøgt at udleve den første tolkning, men de har med de pågåede centraliseringstiltag i centraladministrationen været under hårdt pres, fordi ministeriet valgte den anden tolkning, så man har siddet med en fornemmelse af russiske tilstande.
Det er som om, at den primære effekt af Berlinmurens fald har været, at minutiøs langtidsplanlægning, dokumentation og kontrol derefter frit kunne flyde ind i offentlig europæisk administration.
Får Merete Riisager magt, som hun tilsyneladende har agt, kommer der fremover til at blæse nye vinde over skolen. Valget af professor Lene Tanggaard som formand for rådgivningsgruppen er i den forbindelse næppe tilfældigt. Hun repræsenterer med sin innovationsforskning såvel nytænkning som tradition og dermed respekt for skolens og lærerne metier – at stå på kanten mellem fortid og fremtid og bibringe de opvoksende generationer kundskaber og færdigheder, der ruster dem til at bevæge sig ind i uvisheden. Det gøres kun med et entydigt og klart billede af fremtiden ved hjælp af evidens. Hertil kræves snarere indsigt i kulturer samt viden om, hvad et menneske er og erfaring med, hvordan det i forskellige kontekster bedst tilegner sig disse forudsætninger. Her er parametrene så mangefacetterede og relationerne komplicerede, at de kun lader håndtere intuitivt på basis af den erfaring, man nu engang har som lærer – jf. Dreyfus brødrenes teori om det professionelle skøn.
Derfor var det opløftende at høre Lene Tanggard præsentere gruppens pejlemærker og efterfølgende læse dem i pjecen ”Formål og frihed. Fem pejlemærker for Fælles Mål i folkeskolen”, som også kan hentes på ministeriets hjemmeside.
Her tales om skolen i et sprog, så den igen ligner det, den er og skal være for at løse sin opgave, som den er defineret i skolens formålsparagraf og resten af lovgrundlaget. Disse to centrale dokumenter skal fremover tænkes mere med i planlægningen af undervisningen. Og tråden i den professionelle dømmekraft blev trukket helt tilbage til antikke begreb ’fronesis’, der netop er den livsklogskab, der ligger til grund for de valg, man træffer – et lidt diffust fænomen, men netop så rummeligt og funderet på såvel teoretisk indsigt i og praktisk erfaring med et afgrænset område, at det kan tage højde for den store kompleksitet der er til stede i såvel mellemmenneskelige relationer som i læringsprocesser.
Hagerne i projektet
Håbet er som bekendt ikke grønt men kun lysegrønt. Således er der også i det skitserede projekt en række hager, som endnu kan få det til at lande forkert.
At rådgivningsgruppen har været meget bredt sammensat, kan ud i et demokratisk perspektiv kun bifaldes, men det har haft som konsekvens, at sprogbrugen i rådgivningsgruppens anbefaling hine steder er blevet lidt ulden. Værst er det med den hyppige brug af termerne ’lokal.’ Og ’de fagprofessionelle’, som skal have større frihed.
Når rådgivningsgruppen bruger ordet lokal kan det betyde alt fra den enkelte lærer til kommunalbestyrelsen og lander projektet på de sidste eller tæt på, kan hele lovændringen vise sig at være forgæves, da en lang rækker kommuner landet over har haft en tendens til at købe og implementere forskellige pædagogiske koncepter som normsættende for undervisningen på deres skoler. Dette er stik imod lovens intention, hvorfor man må håbe, at ministeren står fast, når hun meget symptomatisk i sin tale valgte at formulere det sådan, at den nye frihed skal helt ud i klasseværelserne, hvilket jo netop er en relancering af og besindelse på skolelovens § 18, stk. 4, som rådgivningsgruppen dog også peger på i sit oplæg. Men at gå så vidt som ministeren gør, har nok været for stærkt for såvel KL som skoleledernes repræsentanter.
Nærlæser man oplægget og det tilhørende hæfte »Fælles Mål på læringsplatformene«, som en anden arbejdsgruppe har skrevet i tillæg til anbefalingerne, tyder det på, at man med »de fagprofessionelle« har tænkt på lærerne, men at man af politiske hensyn, for ikke at få ballade med skolepædagoger og -ledere, har valgt en mere generel term.
Med Kommunernes Landsforening in mente kan det dog i den kommunale hverdag og praksis også meget let tolkes som det administrative niveau i forvaltningerne, hvor man jo også på sine felter er fagprofessionelle og arbejde med skole – blot ofte med helt andre forudsætninger. Så der henstår fremadrettet en kamp for de lokale lærere – herunder ikke mindst kredsstyrelsen og politikere, som ønsker de nye tendenser omsat til praktisk virkelighed.
Læringsplatformene
Endelig er der spørgsmålet om de famøse læringsplatforme, som i større eller mindre grad hærger landets lærere alt afhængig af, hvordan brugen forvaltes lokalt. Det gode eksempel har her været en skoleleder, som til sine lærere sidste sommer havde sagt, at de blot skulle indtaste to forløb, som gerne kun måtte vare en lektion. Derefter kunne de så bruge tiden på at undervise ordentligt.
Af gode grunde af læringsplatformene hængt op på de mange færdigheds- og vidensmål, som tidligere var bindende. Det var jo det opdrag ministeriet havde givet udviklerne, som nu har meget travlt med at bedyre, at platformene sagtens kan bruges til de nye regler, hvilket enhver med blot den mindste indsigt i området kan gennemskue er forkert.
Derfor er det nedslående, når arbejdsgruppen bag anbefalingerne vedr. dette helt afgørende problem formulerer sig så vagt, som tilfældet er – nemlig at platformene kun ’om nødvendigt redesignes’ (s. 9) – også selv om den i vurderingsafsnittet på samme side skriver, at ’læringsplatformene bør ombygges’.
Konklusionen set fra det virkelige skoleliv er, at effekten af den seneste lovændring falder til jorden, hvis ikke platformene omprogrammeres, men som repræsentanten fra KL gjorde opmærksom på under debatten efter fremlæggelsen, har det jo både kostet mange penge at erhverve disse platforme, og meget tyder på, at det kan blive rigtig dyrt med en omprogrammering. De penge her kommunerne ikke umiddelbart.
Næste skridt
Parallelt med rådgivningsgruppens afsluttende arbejde har ministeriet allerede nedsat en række faggrupper, som i forlængelse af anbefalingerne skal revidere de vejledende læseplaner og øvrige vejledningsmateriale, så det i højere grad end det nuværende understøtter brugen af hele lovgivningskomplekset og intentionerne i den nye lov.
Heldigvis er der denne gang sat god tid af til arbejdet, så de nye vejledninger først skal gælde fra skoleåret 19/20. Vi venter i spænding og håber, at der i processen bliver lige så stor åbenhed og dialog med baglandet, som rådgivningsgruppen anbefaler.
