Religionslærerforeningen
Blog
Hvad skal vi med skolen?
Erfaringerne fra den debat Lærerforeningen i samarbejde med landets biskopper og foreningen Skole og Forældre har sat i gang vidner om, at der er stort behov for afklaring af, hvordan skolens er tænkt.
Sidste år i november lancerede Danmarks Lærerforeningen i samarbejde med landets biskopper og foreningen Skole og Forældre på en konference i Nyborg et udspil til en bred folkelig debat om skolens indhold og sigte. Hvorvidt dette var motiveret i, at den seneste skolereform, på trods af de oprindelige intentioner om et forarbejde med afdækning af traditioner i de nordiske skoletraditioner, endte med at blive trukket ned over hovedet på skolerne uden folkelig debat og implementeret gennem et lovindgreb i overenskomstforhandlingerne, skal være usagt, men at interessen for debat om skolens virke er til stede ude i landet, vidner projektets hjemmeside www.hvadskalvimedskolen.com om. At debatten også halter skal der peges på nedenstående.
Nyligt havde jeg således selv fornøjelsen af at deltage i et meget veltilrettelagt lokalt arrangement i Gentofte kommune, som havde koblet sig på samarbejdet mellem den lokale lærerforeningskreds og den folkekirkelige skoletjeneste. Programmet trak en fornem tråd fra borgmesterens visioner om skolen, over eksterne oplæg fra læreruddannelsesverdenen og erhvervslivet til konkrete eksempler på, hvordan udvalgte lærere i kommunen konkret arbejder med elevernes dannelse, og tilbage til forvaltningsniveauet igen. Indholdsmæssigt skar den frembragte logik omkring skolens samlede virke – især som den blev formuleret af forvaltningsfolkene men også af den lokale kredsformand – dog i hjertet.
Dannelse og uddannelse
Tættest på virkeligheden, som den fremtræder i bestemmelserne om skolen, kom rektor Stefan Herman, hvis velkendte synspunkt om, at man i skolen ikke kan tale om dannelse uden samtidig at tale om faglighed, er rigtigt. Skolen er og har altid været defineret, som en institution der på statens vegne bidrog til den opvoksende generations dannelse gennem mødet med indholdet i den række af fag, som til enhver tid strukturerer skolens hverdag. Det betyder dog ikke, som nogen synes at mene, at man så blot kan undlade at gøre sig overvejelser om dannelsesaspektet, da det jo tilsyneladende kommer af sig selv. At der er et dannelsesmæssigt udkomme af enhver form for opdragelse og udvikling er selvfølgelig rigtig nok. Enhver bliver både til noget og ikke mindst til nogen uanset hvilken påvirkning, de udsættes for. At blive til noget er en effekt af ens uddannelse, mens det at blive til nogen en et resultat af det til enhver tid dannelsesmæssige niveau, som jo etablerer sig på grundlag af indtryk fra, erfaringer fra og refleksioner over alle dele af ens liv. Og i den sammenhæng er det altså skolens opgave at bidrage til den enkelte elevs alsidige udvikling, der i bestemmelserne indkredses til at være: den intellektuelle, den sociale, den følelsesmæssige, den fysiske, den åndelige, den etiske og den musiske, gennem indføring i og arbejde med en række fagligheder. Det er dog i skolen aldrig primært faglighed for faglighedens egen skyld. Selvfølgelig skal eleverne tilegne sig faglig viden og lære en række færdigheder, mens de går i skole, hvorfor der er faglige mål i skolen, men fagligheden er, som skolen er beskrevet først og fremmest at forstå som et middel til fremme af elevernes alsidige udvikling – altså deres dannelse. Og da denne ikke er en frit i luften svævende forestilling, men i bestemmelserne indkredses til at være en politisk dannelse inden for rammerne af et repræsentativt demokrati med afsæt i dansk kultur og historie samt med udblik til resten af verden og dermed til globaliseringen, skal udvælgelsen af stofområderne og vinklingen heraf i undervisningen altid foretages og tilrettelægges, så det understøtter denne udvikling. Arbejdet med fagligt stof kan i dannelsesmæssig henseende fører alle steder hen, hvorfor man som lærer ikke blot bevidstløst kan formidle faglig viden og lade eleverne træne faglige færdigheder. Undervisningen skal i enhver lektion vinkles, så den bidrager til opfyldelsen af skolens sigte. Alternativt risikerer dannelsen at havne i ren vilkårlighed, så de unge mennesker, der sendes ud af skolen er i større fare for at blive voldført af demagoger, fantaster og fanatikere.
Afsporinger til højre og venstre
På hver side af Stefan Herman stod som oplægsholdere til debatten lektor Brian Degn Mårtensson og direktør Lars Goldschmidt. Brian Degn Mårtenssons provokerende hovedpointe var, at lærerne i folkeskolen aldrig skulle underlægge sig at lade eleverne beskæftige sig med noget, som de ikke fandt interessant og vedkommende. Som sådan havde Mårtensson rod i skolelovens paragraf 18, stk. 4 om elevernes medbestemmelse over undervisningens indhold og form, men pointen ligger langt fra skolens aktuelle virkelighed, hvor meldingerne ude fra skolerne er, at elevmedbestemmelsen og den tværgående undervisning efter indførelsen af den seneste revision af Fælles Mål og anbefalingen om læringsmålsstyret undervisning kan ligge på et meget lille sted, fordi der er blevet mindre for læreren at forholde sig til i planlægningen af undervisningen. Det gør selvfølgelig ikke Mårtenssons udfordring mindre relevant – tværtimod!
Modsat var Goldschmidts hovedpointe, at eleverne skal lære noget i skolen, men at fagligheden ikke i sig selv er nok. Der skal mere til – nemlig dannelse, hvilket han så som erhvervsmand havde en række udmærkede bud på indholdet af.
Mistrøstigheder
At en erhvervsmand bytter om på mål og midler i skolens logik – eller har et syn på skolen, hvor der bør byttes om på disse, kan der i og for sig ikke siges noget ondt om. Det har han ret til.
Værre var det at opleve at denne misforståelse også gik igen i samtlige politiske og administrative indlæg fra borgmesteren over børneudvalgsforkvinden til forvaltningschefen og værst af alt til lærerforeningens kredsstyrelsesformand. Alle talte de i stor forbrødring og som rene bonkammerater om prioriteringen af den høje faglighed på skolerne i Gentofte kommune og påpegede så i forlængelse heraf på, at man derudover også havde øje for skolens dannelsesaspekt – altså en total misforståelse af skolens opgave, som den er beskrevet. Og det nærmer sig en katastrofe. For nok har man som politiker ret til at mene, hvad man vil om skolen og dens sigte, men det har man kun i den politiske debat herom. Når Folketinget derimod har vedtaget en lov, som efterfølgende skal forvaltes af landets kommunalbestyrelser overgår disse så længe loven gælder i nogen grad fra at være politikere til at blive forvaltere. Selvfølgelig er der i en eller anden grad rum i en rammelov for lokale politiske prioriteringer i udmøntningen af loven, men der er netop også rammer og dermed begrænsninger for fortolkning, og de rækker ikke til at bytte om på mål og midler, som det på baggrund af de forskellige indlæg – og desværre bifaldet af den lokale lærerforening - ser ud til at være tilfældet i Gentofte.
Synspunkter af denne art begrænser sig dog ikke til Gentofte. Senest kunne man således her i bladet d. 21. august læse et interview med professor Ove Kaj Pedersen, som især er kendt for at opsamle og sætte ord på tankerne om konkurrrencestaten, og som i artiklen plæderer for, at det at nyttiggøre eleverne med henblik på deres fremtidige virke i erhvervslivet altid har været en af skolens grundlæggende opgaver. Vurderet i relation til Stefan Hermans pointe om, at dannelse og faglighed i skolens undervisning altid går hånd i hånd, som Ove Kaj Pedersen også selv pointerer, har han ret, men han glemmer i sin analyse, at Folkeskolen først til dels med ændringerne i formålsparagraffen i 2006, om at forberede eleverne videre uddannelse, blev en del af uddannelsessystemet med øget fokus på det fag-faglige som et primært sigte.
Fra 1814 og endda helt tilbage til kirkeordinansen fra 1537 var skolen alene defineret som en selvstændig institution – altså en grundskole uden formelle forpligtelser over for efterfølgende uddannelsesinstitutioner, som kun en meget beskeden del af befolkningen helt fra til Anden Verdenskrig frekventerede. Uddannelse – det være sig som håndværker, lærer eller andet - var noget man kunne overveje at tage, når man var blevet konfirmeret, mens arbejde var noget man bidrog til afhjælpning af parallelt med skolegangen. Derfor er det ikke rigtigt, når Ove Kaj Pedersen i artiklen hævder, at skolen (fejlagtigt i artiklen formuleret som uddannelsessystemet) op gennem historien ikke primært har haft et dannelsessigte. Det har den, og det fremgår tydeligt af de sproglige formuleringer i de forskellige formålsparagraffer, som har skullet styret indholdet i undervisningen.
Ej heller er det i forlængelse heraf rigtigt, når Ove Kaj Pedersen hævder, at konkurrencestatstænkningen på skoleområdet blot er en forlængelse af en lang historiske tradition, og derfor finder det uberettiget, at kritikere ser konkurrencestatstænkningen, som et brud med denne tradition. For der er netop tale om et brud – nemlig det brud som kom med ændringerne af formålsparagraffen i 2006, og som ingen – hverken fagfolk eller journalister – på daværende tidspunkt ville diskutere. Hovedsigtet om at tilegnelsen af kundskaber og færdigheder skal forberede eleverne til videre uddannelse peger rigtig nok direkte ud mod markedspladsen og passer derfor som fod i hose til konkurrencestatstænkningen, men det har den altså kun gjort de seneste 10 år. Før den tid var det sekundært.
Mere debat ønskes!
Der er således i høj grad brug for en bred folkelig, faglig og politisk debat om skolens indhold, form og sigte. Heri deltager Religionslærerforeningen gerne.
