Religionslærerforeningen
Blog
Forkyndelse tilbage i skolen? Nej tak!
Der mangler stringens i regeringens tænkning, når den vil gøre et forsøg med afvikling af konfirmationsforberedelse i den understøttende undervisning permanent.
Knapt var tryksværten på den seneste skolereform blevet tør, før den følgende undervisningsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre benyttede lejligheden til at drille sin forgænger og Socialdemokratiet ved at iværksætte et forsøg om det eneste, der endnu har virket efter hensigten i reformen – nemlig den længere skoledag.
Sagen var som bekendt den, at man lokalt i kommuner, hvor man havde valgt at nedlægge skoler for at samle eleverne på færre og samtidig nedprioriteret den offentlige trafik, havde fået sig et problem på halsen, fordi det var svært for eleverne at nå hjem til den lokale kirke for at få afviklet konfirmationsforberedelsen inden for normal undervisningstid, sådan som loven foreskriver.
Tilfældigvis var der et sammenfald mellem disse kommuner og ministerens kernevælger, hvorfor hun behændigt kunne komme dem i møde med forsøget i stedet for at bede dem løse problemet lokalt. Udvidelsen af undervisningstiden affødte jo i sig selv ikke et problem if. til afviklingen af konfirmationsforberedelsen i tidsrummet 8 – 16 på de pågældende klassetrin. Men sådan skulle det altså af politiske grunde ikke være.
Nu har ministeriet så efter tre års forsøg fået evalueret ordningen, som mere end 2/3 af landets kommuner har deltaget i, og den viser ikke overraskende endog stor tilfredshed blandt elever og præster, hvorfor man siden november på ministeriet hjemmeside har kunnet læse, at regeringen nu agter at gøre ordningen permanent. På den måde kunne man signalere en lille julegave til landets kommuner i form af en besparelse, da det selvfølgelig er billige at lade eleverne undervise af præster, der får deres løn af en anden konto, end af lærere og pædagoger. Og så løser transportproblemet sig selv.
Problematisk er det derimod, at regeringen ikke holder stien ren if. til skolen som en ikke forkyndende institution. Fra biskoppelig side er det tidligere i forbindelse med forsøgets etablering blevet understreget, at konfirmationsforberedelsen per definition selvfølgelig er forkyndende. Hvad skulle ellers begrunde den? Det kommer derfor til at give et grumset billede af skolen, og det vil komme til at underminere legitimiteten af dens undervisning som ikke forkyndende – såvel herhjemme som internationalt - hvis ordningen gøres permanent, så kommuner kan lade en del af den understøttende undervisning afvikle som konfirmationsforberedelse, da det i givet fald vil gøre en del af skolens undervisning forkyndende i kristelig retning.
Anser man det i Folketinget for relevant, at en del kommuner har et problem med afviklingen af konfirmationsforberedelsen inden for de i loven fastsatte rammer, burde man i stedet tage tyren ved hornene og reducere undervisningstiden på de pågældende klassetrin, så det bliver tydeligt, at der er tale om to forskellige ting – nemlig skoleundervisning og konfirmandforberedelse – med hvert sit meget forskellige sigte.
Så ville man også slippe for det underlige element i forsøget, at de elever, der ikke deltager i konfirmationsforberedelsen, skal tilbydes frivillig understøttende undervisning. Hvad skulle de dog bruge den til?
Som argument for en permanent reduktion af undervisningstiden kan man passende henvise til ministeriets evaluering, der ikke kan påvise nogen læringsmæssig forringelse for elever, der har deltaget i forsøget. At det så er både naivt og fagligt uvederhæftigt at tro, at effekten af skolens samlede dannelsesprojekt med eleverne kan måles over et så kort interval, er en anden sag. Som professor Niels Gunder Hansen engang formulerede det, er skolens bidrag til elevers dannelse et resultat af en undervisning, som har sejlet rundt i elevernes bevidsthed og sænket dybhavsbomber, der først efter ca. 30 år er indstillede til at detonere for derefter at rejse sig som en kundalinikraft op gennem rygsøjlen og til sidst eksplodere i en kaskade af vand i bevidstheden.
Men det kan konfirmationsforberedelsen selvfølgelig også bidrage til, hvis den er god. Og de elever, der af en eller anden grund ikke deltager i kirkerne tilbud om konfirmation kan så i stedet for understøttende undervisning dyrke sport eller andet, som også på deres måde bidrager til dannelsen.
