Religionslærerforeningen
Blog
Hvor blev uddannelsessystemets egen udvikling af religionspædagogikken af?
Evalueringsrapport af de folkekirkelige skoletjenester tegner det perspektiv, at folkekirken ikke blot står for variationen i skolens religionsundervisning, men også er den eneste aktør i udviklingen af religionsdidaktikken.
Gennem de seneste små 25 år har landets kirker i stigende grad og i form af de folkekirkelige skoletjenester banket på skoles port for at byde sig til som samarbejdspartner i lighed med diverse kulturinstitutioner og private foretagender, der også driver skoletjenestevirksomhed. Og efterspørgslen er tilsyneladende stor. Hvor der i 1992 var to folkekirkelige skoletjenester, i Randers og København-Frederiksberg, er tallet i dag i nærheden af 40 og i stadig vækst. Og rundt regnet 80% af landets skoler modtager hvert år undervisnings- og kursustilbud fra de forskellige folkekirkelige skoletjenester.
Sidste år valgte Folkekirken så at udbyde et evalueringsprojekt af sin egen virksomhed, og ikke bare storsindet men nok også politisk klogt valgte man at lade repræsentanter for brugerne i form af to lektorer fra Professionshøjskolen Metropol forestå evalueringen, der ramte offentlighedens bord i januar. Hovedkonklusionen i rapporten er, at folkekirken kan være godt tilfreds med sig selv i denne forbindelse. Ifølge de to lektorer, Irene Larsen og Peter Green Sørensen, gør de folkekirkelige skoletjenester ikke bare en dyd ud af at udbyde sine undervisnings- og kursustilbud på skolens præmisser, de omsætter også denne dyd i praksis. Den principielle hovedmistanke, man ude på skolerne kunne have haft mod folkekirken om en skjult forkyndende dagsorden, slås der således en pæl igennem med rapporten. Den er ikke eksisterende. Og mange af lærerne, som citeres i rapporten, udtrykker, at undervisningsforløbene fra de folkekirkelige skoletjenester har en karakter, så de lige så godt selv kunne have udarbejdet dem – blot ville de ikke have tid til at gøre det lige så grundigt og varieret. Ej heller ville de have haft økonomisk mulighed for det væld af eksterne ressourcepersoner, der følger med tilbuddene fra de folkekirkelige skoletjenester.
Således ikke underligt, at kirkeminister Bertil Haarder på Kirkeministeriets hjemmeside, hvor rapporten kan læses, jublende opfordrer de resterende provstier og menighedsråd til også at etablere en folkekirkelig skoletjeneste.
Hvor kirkeministeren således med rette kan være glad, må rapporten svie så meget desto mere hos undervisnings- og forskningsministrene. Det fremgår nemlig som en af konklusionerne i rapporten, at de folkekirkelige skoletjenester er det eneste sted i landet, hvor der foregår en mere eller mindre systematisk udvikling af skolens religionspædagogik. Og spørgsmålet er, om det er tilfredsstillende set fra et principielt synspunkt? Det er det næppe – ej heller selv om det arbejde der udføres, ifølge rapporten er sobert i relation til skolens virke.
Formelt set ligger udviklingen af skolefagenes didaktik i regi af Danmarks Pædagogiske Universitet, som i dag er en underafdeling på humaniora på Århus Universitet samt i regi af professionshøjskolerne, men ingen af disse steder prioriteres religionspædagogikken ifølge rapporten, så der konkret arbejdes med en udvikling heraf.
Det resultat matcher, hvad lektor ved DPU Henrik Vase Frandsen kom frem til, da han – også i regi af et folkekirkeligt netværk, det såkaldte Fællesudvalg – for nogle år siden scannede landskabet på landets universiteter og professionshøjskoler. Ej heller den gang var der nogen, med undtagelse af enkelte specialestuderende, der beskæftigede sig med religionsdidaktik.
Siden omkalfatringen af Danmarks Lærerhøjskole til DPU tilbage i år 2000 har udviklingen af enkeltfagenes didaktik, når man ser bort fra dansk og matematik, ligget underdrejet. I tiden med Danmarks Lærerhøjskole havde religionsfaget sit eget professorat med samt en række lektorater, så man kunne erhverve sig en kandidatgrad i religionspædagogik. I dag kan man som det nærmeste blive kandidat i pædagogisk filosofi, men det afføder langt fra med nødvendighed en bedre religionsundervisning i grundskolen.
Her ligger således en oplagt mulighed for undervisnings- og forskningsministrene for i fællesskab at tage fat og få iværksat en forskning også på det religionspædagogiske felt. Sker der ikke noget, vil næste naturlige skridt være, at folkekirken også etablerer en masteruddannelse i religionsdidaktik. Er det det, vi ønsker?
