Læs mere fra Religionslærerforeningen:
Nye fagbeskrivelser – og hva’ så?
Endnu engang er der i forbindelse med slankningen af faghæfterne en ambition om, at de fremover skal have funktion af et praktisk planlægningsværktøj for skolens lærere. Har man blot det mindste kendskab til skolens praktisk, er det svært ikke opfatte denne ambition som temmelig naiv.
Offentliggjort
Sidst opdateret
I det aktuelle forslag til ny reform af folkeskolen indgår der ikke overraskende også en revision af faghæfterne.
Fagfornyelse af læreplanerne hedder det denne gang, og nu er ideen bag på samme måde som i 2009, at faghæfterne skal slankes og derudover bygges op over en ikke nærmere underbygget forestilling om kernefaglighed med færre bindende målformuleringer.
Det sidste om en reduktion af bindende mål kan i første omgang lyde opløftede, men er i praksis langt hen ad vejen at løbe åbne døre ind, fordi tidligere undervisningsminister allerede tilbage i 2019 ophævede de bindende Videns- og Færdighedsmål for at gøre dem vejledende.
Derved gjorde hun lærernes didaktiske råderum væsentlig større end det havde være under den tidligere socialdemokratiske minister.
I religionsfaget nåede vi aldrig at blive voldsomt tynget af målformuleringerne, fordi dem der var, blev formuleret så bredt, at der var rigeligt med råderum til lærernes egne prioriteringer, og med omlægningen af Videns- og Færdighedsmålene til vejledende, er der kun 10 bindende målformuleringer tilbage.
Men med ambitionen om, at der højst må være 10 % af de bindende mål tilbage, når den nye lov er implementeret, skal der i religionsfaget skæres yderligere 2½ mål, hvor reduktionen skal foretages efter grønthøstermetoden, hvilket der dog ikke står noget om i de officielle papirer, at der skal.
Og det vil i givet fald betyde, at der enten skal laves en ny faseopdeling af undervisningen, hvilke ikke giver megen pædagogisk mening, eller reduceres i antallet af kompetenceområder, hvilket der ej heller er fagligt belæg for. Så hellere status quo på disse områder men det eksisterende antal mål på 10.
Endnu engang er der i forbindelse med slankningen af faghæfterne en ambition om, at de fremover skal have funktion af et praktisk planlægningsværktøj for skolens lærere. Har man blot det mindste kendskab til skolens praktisk, er det svært ikke opfatte denne ambition som temmelig naiv.
I de seneste 30 år - siden en af ministeriets tidligere fagkonsulenter, Peter Green Sørensen, her i bladet i august 1995 skrev, at læseplaner da ikke var noget, lærere læste, fordi andre kriterier var væsentligere for den praktiske undervisning - har det været en offentlig hemmelighed, at faghæfterne ikke fungerede som tilsigtet.
Og forklaringen er ikke svær at forstå: Der er for langt fra Frederiksholms Kanal og ud til de enkelte skoler rundt om i landet. Skal faghæfterne få den ønskede funktion, forudsætter det, at lærerne får ejerskab til dem. Og det får de kun, hvis de selv er med til at formulere dem lokalt, som det var tilfældet tilbage i 1970-erne og ’80-erne. Her prioriterede man rundt om i landets kommuner at nedsætte lokale læseplansudvalg på tværs af skolerne for at udvikle lokalt tilpassede læseplaner, når ministeriet havde udsendt den centralt formulerede inspiration.
Det affødte, at lærerne dengang altid gik rundt med faghæfterne til de fag, de underviste i i tasken. Siden blev landet overskyllet af New Public Management, som i effektivitetens navn sparede sådanne grundlæggende og kvalitetsskabende tiltag væk, hvorfor de ministerielle hæfter først kom til at stå på en hylde på lærerværelset, siden på skolebiblioteket og i et kælderdepot for så til sidst at ende på nettet.
Skal det således lykkes at indfri ambitionen, er der kun en vej frem, og det er tilbage. Tilbage til de lokalt forankrede læreplaner, som kan engagere lærerne i indholdet. Det kan centralt udarbejdede læreplaner ikke, uanset hvordan de er formuleret. Så sort ser det ud for ambitionerne, men måske det kan lykkes ministeriet og lærerforeningen som en af projektet ”Sammen om skolen” at presse kommunerne til igen at prioritere arbejdet med lokalt udarbejdede læseplaner.
Og blot for at komme en kritik heraf i forkøbet. Da det i sin tid fungerede, var der af den grund ingen problemer for eleverne ved at skifte fra en skole i den ene ende af landet til en i den anden, fordi variationerne i de lokale læseplaner primært var partikulære. Forskellene lå hovedsageligt i den tillid, man fra arbejdsgivernes side viste lærerne og i det engagement i sagen det affødte, selv at være medansvarlig for formuleringerne i læseplanerne.
