Religionslærerforeningen
Blog
Nye pædagogiske paradokser underminerer skolens virke!
Hvordan sætte lærere til at danne myndige borgere, når de ikke selv må være det? Og hvordan skabe myndige borgere som lærer, når man ikke selv vil være det? Der er trængsel med paradokser i den pædagogiske virkelighed.
Siden oplysningstiden, hvor det demokratiske dannelsesideal om mennesket som et autonomt og myndigt væsen, der fortsat udgør fundamentet i den danske grundskole, har pædagogikken været udfordret af det grundlæggende paradoks, at denne frisættelse af individet fra skolens side nødvendigvis må forsøges realiseret med tvang, fordi et endnu ikke har vist sig at være en udvikling, der foregår af sig selv. Frisættelsen og myndiggørelsen af det enkelte barn som en del af dannelsesprocessen er med andre ord et formynderisk projekt fra statsmagtens side, fordi man antager, at det tjener den enkeltes liv og samfundets udvikling bedre end andre kvaliteter. Og det har siden dets indførelse været en løbende udfordring for den didaktiske tænkning at komme omkring dette paradoks gennem forskellige former for motiverende faktorer i undervisningen frivilligt at få eleverne til at arbejde med på tilegnelsen af stadigt stigende frihedsgrader og tilhørende ansvar.
At skolen langt fra er mål med denne opgave kan ses i diverse statistikker over menneskers adfærd, som fortsat vidner om en udbredt lemmingeeffekt. Kigger man ud ad vinduet afsløres den samme tendens måske tydeligst i tøjmoden, hvor det gennem en årrække har heddet sig, at alt var moderne, hvorfor alle bliver ens ved at klæde sig forskelligt. Eller som det guddommeligt blev fanget ind i Monty Pythons efterhånden bedagede film ”Life of Brian”, hvor Jesus overfor en stor skare af tilhængere forsøger at få dem til ikke blindt at følge sig men i stedet til selv at tage stilling ved at proklamere: ”You’re all individuals!”, hvortil forsamlingen i kor svarer: ”Yes, we are all individuals – på nær en enkelt, der forsagt supplerer ved at sige: ”I’am not”.
Som om denne grundlæggende udfordring i skolens dannelsesprojekt ikke skulle være rigeligt i sig selv, synes centraladministrationen siden de første Fælles Mål i 2004 at have arbejdet på indførelsen af et supplerende paradoks – nemlig det, at løsningen af det første pædagogiske paradoks i stigende grad skal udføres af lærere, som heller ikke selv må være autonome og myndige i udførelsen af deres arbejde. Processen med udviklingen af Fælles Mål har i stigende grad indsnævret den enkelte lærers didaktiske råderum, fordi målsætningerne for skolens undervisning er blevet stadigt mere præcise (jf. hosstående figurer) – alt sammen ud fra en overordnet politisk dagsorden om, at lærerne ikke har været deres opgave voksen, når resultatet af skolens arbejde er en restgruppe af personer, som ikke er i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Af den grund har det ifølge samme logik været nødvendigt med en central styring af skolens indhold, og konsekvensen er blevet, at skolen nu skal udvikle autonome og myndige borgere ikke bare gennem tvang men også ved hjælp af lærere, der i højere grad skal agere som marionetdukker eller fjernstyrede robotter end som selvstændigt tænkende didaktikere i relation til tidens udfordringer, kulturens videreførelse og den aktuelle elevgruppe. Til brug for løsningen af denne opgave får lærerne per 1. august et fuldt transparent og digitalt planlægningsværktøj, hvori alle de primære interessenter omkring skolen kan følge med i og kontrollere deres beskrivelser af de løbegårde, eleverne skal bevæge sig igennem, for at nå de mål, som andre har formuleret.
Man kunne helt teoretisk have forestillet sig, at en sådan proces blandt selvstændigt tænkende væsener ville have affødt modsigelse og måske direkte opstand, og skolen var da også sidste år udsat for et rekordstort antal langtidssygemeldinger samt det største antal fratrædelser i mands minde, men størstedelen af lærerne er blevet i deres job og løser dagligt den stillede opgave uden at kny. Nogle har endda udtalt sig positivt om såvel den målstyrede undervisning og de digitale læringsplatforme. Og spørger man i Lærerforeningen om, hvad der i den anledning rører sig blandt medlemmerne, får man det svar, at en stigende del af lærerne efterspørger mere og klarere ledelse, hvilket jo passer fint med, at skolelederne i samme periode har fået tillagt langt større beføjelser.
Så over en relativ kort periode har vi altså fået et tredobbelt pædagogisk paradoks som grundlag for skolens virke: Eleverne skal under tvang dannes til frie og myndige borgere af lærere uden frihed til at planlægge denne dannelsesproces og med et udtalt ønske om at blive vejledt af andre i, hvordan de skal planlægge elevernes udviklingsproces mod selvstændiggørelse.
Herre Jemini! Stor profet har man næppe nødig at være for at forudsige dette vanvids snarlige kollaps.
