Religionslærerforeningen
Blog
Ny minister – nye perspektiver for religionsfaget?
Bevarer den nye minister mon den nyligt nedsatte rådgivningsgruppe vedr. udvikling af skolens religionsundervisning?
Resultatet af folketingsvalget i juni affødte umiddelbart før sommerferien udnævnelsen af ny undervisningsminister. Det blev Pernille Rosenkrantz Theil, så hermed et stort til lykke og en velkomst til hende herfra! At Pernilles hjerte banker for skole- og uddannelsespolitik er kun få i tvivl om, men fornemmelsen har aldrig været, at hovedinteresse angår religionsundervisningen.
Derfor kan man frygte for, hvad der sker med den ministerielle rådgivningsgruppe, som den afgående minister Merete Riisager etablerede umiddelbart før valgets udskrivelse, fordi hun efter sigende fandt det på tide, at også de mindre fag i skolen fik lidt fokus. Og her var religionsfaget velvalgt, fordi det gennem mange år har ligget i bunden af prioriteringslisten, når det har handlet om økonomi, læreres formelle uddannelsesforudsætninger, efteruddannelse og skolernes materialebestand mv. Modsat undgik man selvfølgelig ikke den mistanke, at Riisager - med meningsmålingerne i baghovedet - primært etablerede et udvalg for dette fag for at drille en socialdemokratisk efterfølger men noget, som ikke ville have topprioritet.
Skulle en sådan mistanke have noget på sig, har den nye minister så muligheden for at drille tilbage ved ikke at falde for fristelsen til at sylte eller direkte nedlægge udvalget, inden det overhovedet er kommet i gang, og i stedet benytte lejligheden til at realiserer et par af de perspektiver, der længe har ligget i kortene og som der rent faktisk nu er et flertal for i Folketinget.
Det handler først og fremmest om en ændring af skolelovens § 6, stk. 1, som i øjeblikket legitimerer, at man i skolen kun beskæftiger sig med én religion – nemlig kristendommen – op til sjette klasse, selv om faget i Fælles Mål er beskrevet som et langt bredere religionsfag. En ophævelse af begrænsningerne i § 6 kunne herefter følges op af en såvel en navneændring til det mere retvisende Religion som en ophævelse af den timetalsmæssige relation til kirkens konfirmationsforberedelse, så der i skolen skal undervises i religion på alle klassetrin.
Endelig kunne man i tillæg hertil ophæve fritagelsesparagraffen, så undervisningen i også dette kundskabsmeddelende fag bliver obligatorisk for alle elever. Alt sammen tiltag, som kunne bidrage til at bringe også skolens religionsundervisning ind i det 21. århundrede og på det formelle plan styrke dets evne til at bidrage til den globale demokratiske dannelse af eleverne, hvor religion jo efterhånden i mange år har spillet en afgørende rolle på den verdenspolitiske dagsorden.
Som det er nu, virker det som om lovgivningen er gået i hi og har svøbt sig i en puppe af ’70-er bevidsthed om, at det det med tro og religion snart ville ebbe ud, fordi mennesket havde nået et evolutionært stade, hvor det ikke længere havde tro behov.
At også tro og religiøs praksis er evolutionære fænomener kan meget vel være, men i så fald tyder ikke meget på, at de er overståede stadier i den historiske udvikling og som samfundsmæssige og politiske fænomener er de i høj grad virksomme – også i et lille land, hvor vi eller lever i en officiel illusion om at adskille religion og politik i vores daglige virke.
Skulle man ikke have været opmærksom på disse forhold tidligere, er de nyligt udredt af den tyske historiker Frank Bösch, som peger på revolutionen i Iran i ’79, som det skelsættende år for den religiøse vending i verden. Med den, blev det klart, at den religiøse tydning af såvel det individuelle som af det kollektive liv var langt mere vitalt og fremtidsorienteret, end nogen på den tid havde fantasi til at forestille sig – i hvert fald i Vesten, hvorfor der heller ikke rigtig blev taget notits af de aspekter af omvæltningerne. Siden så man if. Bösch, hvordan religiøsiteten via pave Johannes Paul II ’s mellemkomst underminerede fundamentet under såvel den polske som den østtyske kommunisme, og hvordan Berlinmurens fald affødte ideologisk vildrede og i første omgang en etisk oprustning i ’90-erne, der med angrebet på Wold Trade Center i New York i 2001 slog om i en religiøs og siden hellig krig mod islam, som også gennem mange gjorde Danmark til krigsførende nation.
Så jo – vi går et spændende skoleår i møde og ser frem til den nye ministers engagement også i skolens religionsundervisning.
