Religionslærerforeningen
Blog
Ministeriets U-turn - og en mulig ny begyndelse
Betyder de seneste måneders meldinger fra såvel ministre, oppositionspolitikere og embedsfolk, at skolens fra nu af går lysere tider i møde? Man kan da altid håbe!
Mange og forfriskende vinde er blæst hen over skolen i denne milde vinter. Formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, har blæst til kamp med New Public Management styringen af den offentlige sektor – måske primært for at få en masse bortløbne vælgere tilbage i folden, men pyt med det, hvis blot intentionen omsættes til praksis.
Den nye undervisningsminister, Merete Riisager, har ved flere lejligheder annonceret, at skolen er blevet for centralistisk og under hende i hovedsagen skal levere god undervisning, og at dannelsesaspektet skal opprioriteres som det grundlæggende ved skolens virke.
En nyslået minister, som var inderligt imod den seneste reform af skolen, men som nu er kommet til magten og en oppositionsleder, som åbenbart er kommet til fornuft. Hvad kan det ikke ende med.
Og som om det ikke skulle være nok, erklærede undervisningsministeriets departementschef Jesper Fisker så på en konference midt i januar, at også han var enig i, at djøficeringen af den offentlige ledelse havde taget overhånd, og at ministeriet i højere grad skulle have lyttet til dem, der i det daglige står med ansvaret for undervisningen i skolen – nemlig lærerne. De har så desværre en bloc dukket nakken og holdt sig uden for den offentlige debat gennem de seneste godt 20 år, hvor faglighedsfokuseringen har hærget skolen.
Endelig har også Forsknings- og udviklingschef ved VIA i Århus Andreas Rasch-Christensen været ude for at undsige sit eget projekt om læringsmålstyring. Det har aldrig, hævder Rasch-Christensen, været intentionen, at der skulle formuleres individuelle læringsmål til hvert undervisningsforløb i skolen. Det lyder godt, men er svært at have tillid til, når man iagttager, hvordan denne læringsmålstænkning på centralistisk vis er udvidet og lagt ned over skolens fag i forbindelse med den seneste revision af Fælles Mål, eller hvis man ser på struktureringen af de læringsplatforme, der fra dette skoleårs begyndelse skulle tages i brug som en del af den digitale folkeskole. De firmaer, der her var bedst til at lytte til kommunernes opdrag om, hvad læringsplatformene skulle kunne, har netop gjort det obligatorisk for lærerne at udfylde individuelle læringsmål til hvert forløb, fordi det var det, det var intentionen i ministeriets aftale med kommunerne. Og de systemer har allerede inden for ½ år vist deres uduelighed i praksis.
Centrale nedslag i miseren om skolens udvikling
På ovenfor omtalte konference forsvarede Jesper Fisker ministeriets ageren med, at New Public Management havde været det nødvendige svar på Pisa-resulaterne, som dumpede det danske skolesystem og affødte politiske chokbølger såvel i Folketingen som i befolkningen og internt på landets skoler.
Hvad departementschefen undlader at fortælle er, at grunden til denne chokeffekt over resultaterne primært var, at Pisa og forløberne herfor langt fra måler på det, som er formålet med at drive skole i Danmark. Såvel rådgivningen af den minister, Ole Vig Jensen, der oprindeligt tilmeldte den danske folkeskole disse internationale komparative undersøgelser, som den efterfølgende brug af resultaterne var og er derfor aldeles mangelfuld og ofte direkte misvisende. At lade sig måle på noget andet end det, der er sigtet med ens virksomhed, kan jo kun dårligt medfører andet end et negativt resultat. Derfor skulle Danmark aldrig have tilsluttet sig den form for målinger. Det har andre forskere som fx Thyge Winther-Jensen og Peter Dahler Larsen siden påpeget og dokumenteret adskillige gange uden dog for alvor at trænge igennem offentlighedsmuren.
Derfor ligger kimen til den lange periode med New Public Management nok snarere begravet i den anden af Jesper Fiskers pointer – nemlig den om djøficeringen, som tog sin begyndelse før Pisa-resultaterne begyndte at rulle ind over landet, mens Pisa blot har været brugt som nyttigt politiske argument for at centralisere beslutningerne vedrørende skolerne, når nu kommunerne ikke formåede at løfte opgaven.
Tilbage i 1997, mens det daværende Folkeskoleråd febrilsk forsøgte at forcerede implementeringen af de tilsigtede effekter af ’93-loven for at dæmpe politikernes opmærksomhed på de ringe resultater af de første komparative tests af danske elevers læsefærdigheder, pågik der i ministeriet et parallelt arbejde med udviklingen af en styringsmodel til centralisering og effektivisering af skolens drift. Det kan man læse om i det lille undseelige hæfte: ”Kvalitet der kan ses” (Undervisningsministeriet 1997). Her skriver ministeriet, at det vil lancere kvalitetstankegange og -målinger med inspiration fra erhvervslivet – en metodologi som dog på daværende tidspunkt allerede var ved at blive forladt i erhvervslivet, men som siden og på trods heraf alligevel blev trumfet igennem i den offentlige sektor – jf. vedhæftede skema til download nedenstående.
Fra opdragelsesanstalt til første skridt i uddannelsessystemet
Historisk set har grundskolen i Danmark aldrig været en del af uddannelsessystemet, men derimod en institution, som på statens vegne havde til opgave at danne eleverne, så de i højere grad, end hvis opdragelsen alene var overladt til forældrene kunne udvikle deres individuelle potentialer og blive til gavn for samfundet. Og for ikke at komme på kollisionskurs med forældrenes ret til at opdrage deres egne børn, har skolens dannelse primært været organiseret i fag, således at dannelsen blev et resultat af eleverne arbejde med de enkelte fags indhold. Uddannelse var efterfølgende noget, der kunne tage sin begyndelse i ungdomsårene.
Denne indre logik i grundskolen blev der imidlertid skubbet markant til i 2006, hvor det blev gjort til et af skolens overordnede formål at eleverne skulle blive i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Derved blev hele fundamentet under grundskolen ændret, og iden har der med belæg heri kunnet arbejdes målrettet frem mod indførelsen af den læringsmålstyrede undervisning med henvisning til ungdomsuddannelsernes legitime krav til grundskolen om, hvad eleverne skulle have af faglige kundskaber for at gennemføre de følgende uddannelser hos dem. Ikke mange var på daværende tidspunkt villige til at drøfte sagen i det perspektiv, og ændringen blev da også gennemført uden synderlig offentlig debat, fordi alle – herunder stort set hele det politiske spektrum samt den offentlige opinion og det meste af pressen – var enige om, at skolen trængte til et fagligt løft, og at lærerne var dovne.
Undertegnede forsøgte selv forgæves gennem sidste halvår af 2005 at få forskellige journalister til at tage sagen op, men kun via et såkaldt mandagsinterview i dagbladet Information d. 30. januar 2006 lykkedes det at advare mod, hvad der i dag er blevet en realitet i skolen – benhård top- og detailstyring af skolen med ringere trivsel og dårligere resultater samt lærerflugt og langtidssygemeldinger til følge.
Det er muligvis det Merete Riisager nu har gennemskuet og derfor påtænker at ændre, men hun har i modsætning til sine forgængere også de uddannelsesmæssige forudsætninger for at se problemerne. Det store spørgsmål er, om hun også har forudsætningerne for at omsætte intentionerne til virkelighed. Har hun det er der lys forude efter en af de længste pædagogiske trends i skolehistorien. De plejer højst at vare 15 år. Denne har nu stået på i mere end 20, og det vil desværre nok tage mindst 10 år mere at udbedre skaderne.
