Læs mere fra bloggen: John Rydahl
Blog
Hvad selv et barn kan forstå - om religionsfagets navn og vilkår
Publiceret
Senest opdateret
Tilbage i det tidlige forår affødte det for en kort stund lidt røre i andedammen, da dagbladet Politiken optrykte et læserbrev af en 4.-klasses elev fra Heibergskolen i København. Hovedpointen i læserbrevet var, at faget i stedet for kristendomskundskab burde hedde religion, så elevernes perspektiv på verden kan blive større og mere nuanceret end, når der kun undervises i kristendommen – primært i en folkekirkelig aftapning.
”Lad os få en bredere religionsundervisning, så jeg kan lære, hvorfor en af mine klassekammerater ikke spiser svinekød”, som den 10-årige formulerede det. Det var som at læse ”Kejserens nye klæder” i en moderne version, og at Clemens, som drengen hedder, har en pointe, er der ingen tvivl om. Desværre døde debatten hurtigt ud, selvom den var oplivende.
Er religion overhovedet et vigtigt fænomen at have indsigt i?
Siden vi i Danmark gjorde kirken til en folkekirke og delvist tæmmede den som en del af Grundloven har der i takt med den tiltagende sekularisering etableret sig en forestilling i den offentlige diskurs om, at kirken og det religiøse var noget ufarligt noget, som levede bedst i det stille og mere eller mindre uafhængigt af det øvrige samfund. Hvad kirken tidligere tog sig af på det sociale områder, er op gennem det 20. århundrede blevet håndteret af velfærdsstaten.
Efter revolutionen i Iran i 1979 og etableringen af teokratiet som styreform er dette billede af det religiøse som uskyldigt imidlertid begyndt at krakelere. Ikke så meget pga. de iranske forhold, som vi i Danmark, knapt tog notits af, da revolutionen pågik, som andet end at det var godt, at den daværende diktator blev væltet, men utilstedeligt at USA gav ham og hans familie asyl, men snarere som konsekvens af to andre bevægelser – nemlig globaliseringen og den tiltagende religiøst motiverede terrorisme. Angrebet på World Trade Center i New York, videoer med offentlige henrettelser på internettet, forskellige terroraktioner i europæiske storbyer og mordet på en fransk lærer for at vise Muhammedtegninger som en del af sin undervisning, har haft en dobbelt effekt. Episoderne har på den ene side vækket os og gjort os bevidste om religionsfænomenets potentialer på godt og ondt og på den anden side gjort os frygtsomme. Det er som om den officielle attitude i Danmark indtil videre har været at sætte matterede og skudsikre ruder i vinduerne til verden og lukke dem hermetisk i – dette i håbet om, at det grimme vil forsvinde af sig selv. Spørgsmålet er om det sker, og om det overhovedet er ønskeligt?
Mange religionsforskere peger nemlig på religions som det mest samfundskonstituerende fænomen, fordi de liv og religion er så tæt forbundne, at de ikke kan adskilles. Det er således et udtryk for, at tage bind for øjnene at lukke vinduerne. Der er i stedet brug for at face religion som et alment og uomgængeligt menneskeligt fænomen i stedet for at forsøget at fortrænge det. Også selv om eller måske snarere fordi andre, herunder bl.a. den franske kulturteoretiker René Girard, i sin teori om det mimetiske begær har afdækket, at der, fordi liv og religion er så integrerede i hinanden, er en ubrydelig forbindelse mellem religion og vold, da levet liv er en løbende kamp om vilkår og værdier. At opnå bevidsthed om det og om håndteringen heraf burde være elementært for enhver demokratisk dannelsesproces, men det synes desværre ikke at være tilfældet i Danmark. Flere eksempler kan illustrere denne strudseholdning i det offentlige rum.
Udvalget til revitalisering af skolens religionsundervisning
Tilbage i juni 2019 nedsatte tidligere undervisningsminister Merete Riisager en arbejdsgruppe, som skulle komme med ideer til en revitalisering af skolens religionsundervisning. I første omgang blev gruppens arbejde sat i stå, fordi der inden, den overhovedet var kommet i gang, blev udskrevet valg.
Her skiftede regeringsmagten, som bekendt og den nye kvinde på posten, Pernille Rosenkrantz-Theill, fandt det overflødigt med et sådant arbejde, hvorfor et halvt år senere nedlagde gruppen.
På initiativ fra Samfonden er arbejdet dog blevet gennemført indenfor rammerne af det oprindelige kommissorium, men endnu ikke blevet offentliggjort, fordi der igen kom et valg i vejen sidste efterår. Hvornår offentliggørelsen bliver, vides ikke i skrivende stund, men man kan da håbe, at det snart bliver, så debatten om faget kan fortsætte.
I relation til ovenstående er det dog symptomatisk for det ministerielle kommissorium, at arbejdsgruppen ikke fik mandat til at kommer med indspil, som implicerede ændringer i selve skoleloven. Man kan således ikke forvente, at der i gruppens udspil kommer noget om hverken fagets navn, om fritagelsesbestemmelsen eller om skolens forpligtelse målsætninger for undervisning i andre religioner og livsopfattelser en kristendom på de yngste klassetrin. Den må andre således tage op.
Beslutningsforslag om Muhammedkrisen som obligatorisk
Det læserbrev fra den 10-årige skoleelev, som Politiken bragte i marts måned, kom midt mellem fremsættelsen og den endelige behandling af et beslutningsforslag om at gøre Muhammedkrisen til et kanonpunkt i historiefaget og få udarbejdet undervisningsideer om emnet til offentliggørelse på ministeriets EMU-platform. Forslaget faldt og var således endnu en illustration af det hykleri i den offentlig diskussion om religion, som har hersket siden krise pågik i midten af ’00-erne. Alle - fra politikerne, over det statslige og kommunale embedsværk til Lærerforeningen og forlagsdirektører, kipper med flaget og hylder i skåltalerne de demokratiske værdier, herunder ikke mindst ytringsfriheden, men så snart spotlamperne er blevet slukket, vender de ryggen til og stikker piben ind, så der ingenting sker. Hvem har fx siden Muhammedkrisen set et undervisningsmateriale til brug i grundskolen med optryk af JyllandsPosten tegninger? Ikke at det ikke er forståeligt. Det er det i høj grad, for vold og trusler om vold virker som bekendt. Men er det en acceptabel samfundsmæssig og kulturel tilstand? Svaret giver sig selv, men den praktiske håndtering af udfordringen henstår. At udfordringen er stor og uløst vidner også sommerende diskussion af koranafbrænder og et bebudet lovforslag imod om.
Undervisnings i kontroversielle emner
Selvom Muhammedkrisen i særlig grad involverede Danmark er udfordringerne af de demokratiske værdier selvsagt ikke specifikt danske. Over de seneste godt og vel tyve år har de i stigende grad været drøftet i europæisk regi og i relation til grundskolernes undervisning og et fælles initiativ fra Europarådet har sat undervisning i kontroversielle emner på dagsorden i regionen, men symptomatisk for håndteringen i det danske undervisningsministerium og i god overensstemmelse med den realpolitiske attitude er, at Muhammedkrisen ikke nævnes med et ord på ministeriets EMU-platform om temaet med kontroversielle emner.
Ifølge satireforsker og post.doc. ved Københavns Universitet Dennis Meyhoff Brink er det, som det fremgik af en kronik i dagbladet Information d. 28. juni en skandale for demokratiet, hvis man ikke i den dansk folkeskole kan undervise i Muhammedkrisen af frygt for repressalier, da det ifølge ham vil kunne medvirke til dæmme op for den religiøse radikalisering, der især pågår på nettet, hvis den ikke bliver modsagt gennem kritisk belysning. Kan det ikke på forsvar vis gøres i skolens undervisning overlades de unge til Internettets mørke kaninhuller, som han skriver.
Og rationalet om at putte sig i den nationale osteklokke med formidling af en ufarlig og hyggelig kristendom i skolens undervisning er, som tidligere domprovst Anders Gadegaard i en kronik i samme dagblad fra et par dage før, håbløs naiv, for kristendom er som så mange andre fænomener en differentieret størrelse, er ikke entydigt kan sættes på formel. Som eksempel herpå fremhæver han den russisk-ortodokse kirkes velsignelse af Putins invasion af Ukraine og det samlede modsvar fra sammenslutningen af protestantiske, ortodokse og anglikanske kirke i Europa CEC, som netop har holdt møde i Tallinn og udsendt en erklæring som fordømmer Ruslands invasion med ordene: ”Ruslands illegale og brutale invasion af Ukraine fordømmes uden forbehold. En invasion af et selvstændigt land kan ikke på nogen måde retfærdiggøres – hverken politisk, juridisk eller moralsk.” Således er der altså også fortsat ’blod og ballade’ internt i den kristne familie, hvilket også bør være en del af skolens undervisning og samlede dannelsesprojekt i relation til de kontroversielle emner.
Velkommen således tilbage til et nye skoleår. Der er nok at tage fat på.
