Religionslærerforeningen
Blog
Hurra for den lille forskel!
Fint med ophævelsen af forpligtetheden på de mange færdigheds- og vidensmål, men uden følgelovning for kommunernes forvaltning af den nye bekendtgørelse kan det være lige fedt.
Hen over det forløbne efterår vedtog forligskredsen omkring folkeskolereformen at ophæve det centralt forpligtende i de grotesk mange færdigheds- og vidensmål, der blev resultatet af revisionen af Fælles Mål efter den seneste lovændring. Det begyndte med indførelsen af 3 – 4 centrale kundskabs- og færdighedsområder for hvert fag i ’93-loven og sluttede med op mod 4000 centralt fastsatte og evaluerbare mål i 2014. Med den seneste vedtagelse ser en udvikling med tiltagende centralisering af bestemmelserne for skolens indhold ud til at være kulmineret og vende. Og godt for det! For sjældent har lærere deltaget mindre i den offentlige debat om skolen og været mindre engagerede i deres arbejde, end siden man begyndte at ytre mistillid til dem og efterfølgende proppe dem ned en løbegård med et minimum af selvbestemmelse.
Uden måske helt at have gennemskuet det selv forudsagde Benny Andersen allerede situationen tilbage i begyndelsen af ’60-erne med digtet ”Velgørenhedskoncert” (jf. bilag nedenstående), hvor grusgraven måske nok snarere var et billede på samfundet i sin helhed end på skolen, men da skolen jo på sine side altid har været et billede på samfundet, er skridtet fra det ene til det andet ikke langt. Og nu altså en grusgrav/skole uden de værste krager, som siden overenskomstindgrebet i 2013 har sagt op i protest mod det, som kunstneren Peter Land otte år forinden indfangede i sin installation ”Playground”. Den gang var der ingen der lyttede til advarslerne. Det er der heldigvis nu. Og der er således grund til at glæder sig over, at der i det nye skoleår bliver bedre mulighed for at trække vejret, fordi det didaktiske råderum med beslutningen udvides.
Advarsel! – Bump forude
En ting er dog, hvad der sker på Slotsholmen, noget andet hvad der gælder kommunalt. Og her har regeringen som bekendt tidligere indgået aftale med Kommunernes Landsforening om, at skolen med virkning fra august ’17 skulle være digital. Det har bl.a. omfattet, at lærere siden august har skullet planlægge deres undervisning på den af kommunen valgte læringsplatform, som ingen er linket direkte op til alle de nu i princippet kun vejledende færdigheds- og vidensmål – men uden at man i praksis kan undlade at vælge dem, hvis der ikke følges op med lovgivning, der hindrer kommunerne i at videreføre logikken heri, når de har investeret stor i alt dette it-udstyr. Sker det ikke kan det være lige fedt med den bekendtgørelsesmæssige ændring.
Nogle har undervejs i debatten forsøgt at pege på en ændring af skolelovens § 40, stk. 2 tilbage i 2009 som forklaring på det forestående problem. Her blev det fastlagt, at det er kommunerne, der fastlægger mål og rammer for skolens virksomhed.
Miseren ligger dog snarere i den rigide anvisning firmaerne bag udviklingen af læringsplatformen tilsyneladende har fået og den deri indeholdte trang til topstyring og kontrol af lærerne. For skolen var også kommunal før 2009. Tilbage i ’70-erne og ’80-erne, hvor kommunerne brugte langt flere penge på skolens egentlige virke og mindre på ledelse heraf, blev der i de fleste af landets kommuner nedsat lokale læseplansudvalg, når ministeriet af en eller anden grund havde revideret faghæfterne. Derved blev en lang række centrale rammebestemmelser indsnævret, fordi de som resultat af arbejdet blev lokalt forpligtende – enten i kommunen eller på enkelte skole.
Dette ikke skrevet for at sige, at alt var bedre i gamle dage, men alene for at pege på det forhold, at det altid er godt at involvere de interessenter, der til dagligt skal forvalte omsætningen af diverse bestemmelser til praksis, i stedet for blot at trække noget ned over hovedet på dem – i den aktuelle sag på lærerne, eleverne og de forældre, der lægger børn til. Eller sagt på anden vis: Problemet er ikke retningslinjerne i sig selv men den manglende folkelige forankring af dem. Det er præcis, hvad den finske skoleforsker Pasi Sahlberg har påpeget som årsag til, at det eneste, der endnu er slået igennem af skolereformens intentioner, er den længere skoledag, som ingen så desværre er tilfredse med.
At ministeren er opmærksom på ovenstående følgeproblem fremgår af en pressemeddelelse, hvor hun annoncerer, at der vil blive ændret på læringsplatformene. Da det dog næppe vil være helt billigt, kan man frygte for en ”ikke-realisering” heraf i praksis. Det skal blive spændende at følge.
Til støtte for udmeldingen har ministeren dog nedsat en arbejdsgruppe, som i løbet af foråret skal komme med bud på, hvordan reduktionen af bindende mål kan udmøntes på de digitale platforme.
Glædeligt er det i den sammenhæng at konstatere, at der i kommissoriet for arbejdet lægges op til, at der nu igen skal etableres en sammenhæng mellem de faglige mål og skolens overordnede formålsparagraf. Det er af en eller anden mærkelige grund ikke tilfældet i konceptet bag den læringsmålsstyrede undervisning, som den fremstår i Fælles Mål nu. Så måske det alligevel kan ende godt – om end de kroge man hænger sine forhåbninger på er små?
