Religionslærerforeningen
Blog
Corona og religionsundervisning
Coronakrisen kom til at minde os alle om, at tilværelsen er skrøbelig og næppe så kontrollerbar, som tiden fordrer. Det er bl.a. det grundvilkår religionsundervisningen skal bidrage til elevernes forholden sig til og håndtering af.
I 2021 er vi i Danmark blevet beriget med endnu en – men måske den sidste – digtsamling af Klaus Høeck med titlen: Password. Gennem forfatterskabet har Høeck via en fastholdelse af kompositionen i heiku-genren givet sig selv frihed til at arbejde med en kondensering af indholdet, så de forskellige samlinger står tilbage som aspekter af elementære sandheder om tilværelsen.
I den seneste samling indgår således også et par digte om coronakrisen, der i digtenes pointer har en tendens til at forskyde sig i retning af eksistentielle kriser med potentiale til at blive erkendelser. De lyder som følger:
på en måned er
livet blevet til en kamp
om rugbrød og toi
letpapir – mer skul
le der ikke til end en
lille virus der
i forstørrelse
på skærmen er smuk som en
rød nellike – mer
skulle der ikke
til for at afsløre vo
res skrøbelighed
Og det andet:
det er som om vi
keligheden er blevet
for virkelig i
øjeblikket hvor
coronaen har sat sin
krone på værket
og vist os hvor skrø
belig den verden er som
vi synes var u
rokkelig i fjor
men se nu blot på en må
ned er det fake news
Skrøbeligheden som hovedtema giver som antydet digtene en klagbund af dyb erkendelse. Det er som om Jorden ryster under en, fordi tilliden til velfærdssamfundets og naturvidenskabens magt og kontrol over alt og alle krakelerer som fake news.
Ikke bare effekterne af coronapandemien, som en stor del af skolestarten vil gå med at bøde på, men også en række af tidens andre pres har i en række foredrag fået biskop over Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen til karakteriserer tidens livssyn som udtryk for uoverkommelighed. Konkrete eksempler herpå er fænomenet 12-talspiger, som ikke tror, de klarer sig igennem tilværelsen uden top-karakterer men uden at trives med det; udviklingen i mængden af psykofarmaka udskrevet til unge helt ned i 10-12-års alderen, og den manglende lyst til at sætte børn i verden blandt unge i Vesten, fordi verden nok alligevel er ved at gå under pga. klimaforandringerne, som de forklarer sig. Uden på nogen måde at forklejne problemers alvor eller indikere, at de vil kunne løses med et trylleslag er biskoppens lønlige budskab, at udfordringen ligger i at overkomme selv det, der kan synes uoverkommeligt, fordi det er den eneste vej til en bedre verden.
En anden association i forlængelse af Høecks formulering om forestillingen om verden som urokkelig er den tyske sociolog Hartmut Rosa og hans begreb om det ukontrollerbare. Rosa argumenterer med hele sociologihistorien i ryggen for, at vi – som minimum i den vestlige verden –
har forvildet os ind i en blindgyde ved at tro, at vi med fornuften som styringsredskab og gennem naturvidenskabelig forskning vil kunne få kontrol over alle tilværelsens mekanismer og derved etablere det gode liv. Ikke blot er det en blindgyde, fordi forestillingen i sig selv er udtryk for en naiv idealisme, men i et religionsfagligt set mere interessant perspektiv fordi, det gode ikke ligger i at have kontrol, da det principielt set slår livet ihjel, da det – altså livet – lever af dynamisk uforudsigelighed. Altså det, som vi også i en religionsfaglig kontekst benævner – kontingens.
Med sin teori om det ukontrollerbare som et uomgængeligt og nødvendigt vilkår i tilværelsen arbejder Rosa i lighed med Høeck erkendelsesteoretisk. Ambitionen om enhedsteorien, der forklarer alt, er ikke bare falsk men også usund for det gode liv. Det handler i livet ikke om at stræbe efter kontrol over alt og alle. Tværtimod handler det om at affinde sig med, at noget – måske det meste af tilværelsen – er og forbliver ukonkrollerbart, men at det som sådan alligevel står til rådighed for ens involvering i det. At vi hver især åbner os for verden, for at den kan åbne sig for os, så vi kan indgå i relation til den, uden at ville bemægtige os den. Dette fordi vi i så fald afskærer os fra et hav af perspektiver på den, da kontrol og magt altid er udtryk for en reduktion i relationerne.
I stedet handler det for Rosa om, at holde relationerne til sin omgivelser åbne og hele tiden være nysgerrig på tilværelsen, så man, som også religionsfilosoffen Dorthe Jørgensen udfolder det i sin afhandling ”Den skønne tænkning”, kan være opmærksom på sine anelser og fornemmelser for det i tilværelsen, som endnu og i princippet altid gemmer sig i det dulgte og kun antydningsvist kommer til syne, fordi man kontinuerligt mangler forudsætninger for at se, høre og forstå det. Deri ligger drivmidlet til hver morgen at stå op til en ny dag, og deri ligger et af de centrale aspekter ved fænomenet den religiøse dimension, som al religionsundervisning i folkeskolen skal pege frem mod en forståelse af og forholden sig til.
Rosas bud er, at man håndterer dette fundamentale livsvilkår gennem en åben, intensiv og begejstret indladen sig med og i sine omgivelser, som han skriver. Kun derigennem bliver man klogere på verden. Den nyligt afdøde professor i pædagogik med DPU, Peter Kemp, skrev i sin disputats fra 1973, at det handler om at leve engageret, og at engagement er en forudsætning for læring. Det trække i samme regning og blev i skoleloven fra 1975 understøttet af §16 (nu 18), stk. 4 om elevernes medbestemmelse over undervisningens indhold og form, hvilket vist under læringsmålstyringstyranniet af gode grunde er gået lidt i glemmebogen, hvorfor man ikke kan være overrasket over de ringe faglige effekter af reformen fra 2013. For hvem er nogensinde blevet klog på de, han først ej havde kær, som Grundtvig skrev for mere en 150 år siden? På samme tid pegede Kierkegaard på lidenskaben som den indre energi, der drev tilværelsen frem for den enkelte. Det er et andet ord for Kemps engagement, for Rosas intensitet og begejstring samt for Jørgensens anelser og fornemmelser, der i al deres forskellighed kredser om det sammen – nemlig undersøgelsen af et yderste forankringspunkt i tilværelsen, hvis ’natur’ det dog er, at unddrage sig at blive indfanget og sat på formel.
Hvor Høeck med sin skrøbelighedspointe ud over det rent erkendelsesmæssige også i en vis forstand kigger bagud på de mange, der er døde med corona, kigger Kierkegaard, Kemp, Rosa og Jørgensen i højere grad frem mod det liv, der skal leves. Og som sådan er der i ovenstående pointer stof nok til et helt skoleliv af religionsundervisning. Det er blot at komme i gang med formidlingen af de elementære pointer om tilværelsen – nu også med en førende sociolog som teoretisk rygdækning.
Rosa er fjerde generation af den såkaldte Frankfurterskole, hvorfor det var lidt af en overraskelse at læse hans eget udsagn om, at teorien om det ukontrollerbare har sit udspring i teologien, og at Gud – herunder også kærligheden - om nogen/noget, men tillige det æstetiske i bred forstad er nogle af de fænomener, der unddrager til kontrollerbarhed, og at det i sig selv er en del af det gode ved tilværelsen. Det havde man ikke ventet fra den kant, men måske det hænger sammen med, at Rosa også er organist og dermed på det punkt mindre dogmatisk end sin tradition?
