Religionslærerforeningen
Blog
Tilbage til rødderne?
ER tiden inde til at skolen genoptager dialogen med kirken for redde skolens dannelsesprojekt?
Da Folketinget tilbage i 2006 - med Bertel Haarder som undervisningsminister - vedtog en ændring af formålsparagraffen, skete det uden nogen form for forudgående folkelig debat, selv om det var et opgør med hen ved 500 års skolepolitik.
Siden kirkeordinansen fra 1537 har grundskolen været at regne for en basisskolegang uden for det egentlige uddannelsessystem. Traditionelt har formål med skolens virke været, at bibringe eleverne en vis dannelse, hvilket primært er sket gennem deres tilegnelse af udvalgte kundskaber og færdigheder. Forholdet mellem dannelse på den ene side og kundskaber og færdigheder på den anden har altid været klar. Dannelsen var hovedmålet mens mødet med kundskaber og færdigheder var midlet – om end de to sider af gode grunde altid har stået i et dialektisk forhold til hinanden. Med skoleloven fra 2006 blev dette rangforhold vendt på hovedet, så det fra da af har været det højeste mål for arbejdet i folkeskolen, at forberede eleverne til videre uddannelse. Skolen blev i 2006 til første trin i uddannelsessystemet og dermed uden et selvstændigt formål – og logikken synes at være, at man så blot må sætte sin lid til, at der automatisk følger lidt dannelse med i købet.
At det forholder sig sådan afslørede uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge fra SF, da hun på en konference om dannelsesaspektet i folkeskolen i maj 2013 arrangeret af landets biskopper i blev spurgt, hvorfor der fra regeringens side ikke var kommet et udspil, som tilpassede formålsparagraffen de øvrige tiltag i skolereformen. Hertil svarede hun, at en diskussion af formålsparagraffen jo ville involvere dannelsesbegrebet, og det fandt politikerne det alt for svært at gå ind i en debat om.
Forståeligt nok udløste svaret et ½ minuts stilhed i salen, hvor der sad ikke mindre en 150 deltagere. Og det illustrerede til fulde pointen i den belgiske professor i pædagogik og politik, Gert Biestas, analyse af Europæisk skolepolitik i disse år. Den er grundlæggende præget af ” fear of being left behind.” Angsten gælder ”det gule lyntog”, som kommer buldrende fra Kina, men hvilken dansk mor ville for alvor overveje at sætte sit barn på et sådant tog?
Flere forsøgte forgæves tilbage i 2005 at løfte debatten om skolens fundering, men den konsensus der var – og for den sags skyld stadig er – blandt politikerne og pressen gjorde det umuligt at trænge igennem. Ingen lykkedes for alvor med i det offentlige rum at stille kritiske spørgsmål til udviklingen, som nu med den seneste revision af bestemmelserne for undervisningen i de enkelte fag på det nærmeste har gjort skolegangen til en snæver målrettet løbegård for eleverne og uden didaktisk råderum for lærerne. Hvad vi for alvor har mistet med den nye skolereform, er sansen for kvaliteten i menneskelige fællesskaber, som lektor ved Århus Universitet (DPU) Jens Erik Kristensen forsigtigt formulerede det på en konference om dannelse i september. Det menneskelige aspekt er blevet erstattet af en teknokratisk og mekanisk syn på undervisning, og pædagogik er blevet indsnævret til metodik – et spørgsmål om at finde den bedst egnede metode til at lære det enkelte barn et specifikt indhold, som tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager formulerede det tilbage i år 2000, da hun stod bag en tidligere revision af bestemmelserne for skolens undervisning (Klare Mål).
Hjem til mor?
Skolen er tidligere i disse spalter billedligt set blevet fremstillet som et barn af kirken – med sin første formålsformulering tilbage i 1739 vokset direkte ud af formålet for kirkeskolerne i kirkeordinansen og videreført i formålet for almueskolen i 1814, som vi i år fejrer 200 året for, og hvor undervisningspligten for alvor blev stadfæstet.
Efter en lang og lykkelig barndom kom skolen så i puberteten og begyndte at gøre oprør, hvilket kan ses deraf, at teologien med revisionen af formålsparagraffen i 1937 kom under pres af psykologien, så skolen som helhed ikke længere skulle være en forkyndelsesinstitution. Det var fra da af kun en forpligtelse for kristendomsundervisningen.
Siden voksede skolen til, og med ændringen i formålsformuleringen fra 1975 flyttede skolen billedligt talt hjemmefra og smækkede med døren. Den ville ikke længere vedkende sig sit ophav, og religionsundervisningen blev fra da af defineret som en rent kundskabsformidlende undervisning. Det var uden tvivl en historisk nødvendighed, men den kolde luft, der i forlængelse heraf opstod mellem skole og kirke lod i nogen henseender også skolen tilbage på herrens mark. For når man vrister sig løs af sine forældres overvågning og vejledning byder andre demagoger sig til. Som Jesus ifølge Matthæusevangeliet skulle have sagt til disciplene: ”Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker!” Et tema, der bl.a. udspilles som en fantasi i filmen ”Djævelens Advokat”, men som i skolen blev til virkelighed tilbage i 2006, hvor startskuddet til nedprioriteringen af dannelsesaspektet i skolen for alvor blev givet.
Spørgsmålet er nu, om det for alvor er det, vi i Danmark vil med skolen – og hvis ikke, om der så i bund og grund efterhånden er andre en kirken, der bekymrer sig for dannelsesaspektet. Hvis ikke er det måske på tide at skolen på sin 200 års fødselsdag besinder sig på den vrede, der drev den hjemmefra, så den begynder at åbne døren, når mor banker på, og genoptager dialogen? Det er jo som bekendt ved at være rodfæstethed, at man modstår diverse sidevinde – også fra gule lyntog, der kommer susende forbi.
